Når en iransk efterretningstjeneste, og dermed staten Iran, forsøger at begå drab i Danmark, kalder det på de allerskarpeste reaktioner. Det gør det fordi, noget af det centrale i at være en suveræn stat er, at vi har det såkaldte voldsmonopol på vores eget område.

Det vil sige, at det kun er danske myndigheder, i praksis politiet og forsvaret, der må anvende vold. Og de må kun gøre det inden for de rammer, som er fastsat i vores love. Det, som Iran har gjort, er med andre ord et groft angreb på Danmark som suveræn nation.

Det centrale i at være en suveræn stat er, at vi har voldsmonopol på vores eget område

Derfor skal Danmark svare igen. I praksis sker det ved, at vi åbner den diplomatiske værktøjskasse og leder efter det helt rigtige værktøj. Hvis man skal sætte værktøjerne i rangfølge, er det i hele træskolængder nogenlunde sådan hér: Nederst er, at indkalde den iranske ambassadør i Danmark til samtale eller lade vores ambassadør i Iran fortælle myndighederne dér, hvad vi mener om sagen.

Der bliver gået diplomatisk til stålet

Næste skridt er at kalde vores ambassadør hjem. Dernæst kan vi udvise diplomater her (hvor modsvaret typisk vil være, at Iran udviser tilsvarende antal danske diplomater). Vi kan tage skridtet videre og iværksætte individuelle sanktioner.

Det vil sige at forbyde bestemte indflydelsesrige iranere at rejse til Danmark eller indfryse de midler, de måtte have i danske banker, så de ikke kan bruge pengene. Over dette er der mulighed for mere eller mindre omfattende handelssanktioner, f.eks. at forbyde køb af olie fra Iran eller stoppe eksport til Iran.

Vi skal derimod få nogle flere lande med på vognen

I den konkrete sag har Udenrigsministeriet reageret med skridtene op til og med at kalde vores ambassadør hjem. Det lyder måske ikke af alverden, men i diplomatiet er det at gå rimelig meget til stålet.

Vi skal have EU på banen

Det siger sig selv, at Iran ikke ryster nævneværdigt i bukserne, hvis Danmark går alene. Vi skal derimod få nogle flere lande med på vognen. Det er det, der arbejdes på i øjeblikket.

Lars Løkke Rasmussen har rejst sagen i nordisk regi, og der er også kontakter til en stribe andre lande. Bedst vil være, hvis vi kan få hele EU til at reagere. Det sender et klarere- og meget stærkere signal om at det er uacceptabelt, hvis hele EU f.eks. forbyder indrejse for bestemte personer, end hvis det kun er Danmark. Selvom vi er et dejligt ferieland.

Udenrigsministeren vil prøve at få de 27 andre lande med på en fælles EU-reaktion

Udenrigsministeren vil prøve at få de 27 andre lande med på en fælles EU-reaktion, når han mødes med dem den 19. november. For at det kan lykkes, kræver det imidlertid, at alle landene er enig, for der har før været situationer, hvor et enkelt land har blokeret.

Socialdemokratiet støtter regeringen i arbejdet på at få EU eller en række lande til at reagere samlet over for Iran.

Vi skal fastholde atomaftalen

Dansk Folkeparti har sagt, at vi – og det vil sige EU – skal træde ud af atomaftalen, hvis Iran ikke vil undskylde over for os. Da Iran nægter sagen i det hele taget, er det stærkt usandsynligt, at de skulle bevæge sig i nærheden af en undskyldning.

Danmark har stor interesse i, at atomvåben ikke spredes i verden

Den aftale, som vi så efter DF´s mening skal træde ud af, er den aftale, som Trump tidligere har trukket USA ud af, og som handler om at undgå, at Iran får atomvåben. Det ville efter Socialdemokratiets mening være en underlig sanktion at træffe over for Iran, fordi vi i Europa og Danmark har stor interesse i, at atomvåben ikke spredes i verden – og da slet ikke i den krudttønde af en region som Mellemøsten er. Vi har ikke tillid til præstestyret i Iran. Aftalen er dog ikke baseret på tillid, men derimod på kontrol.

Hvad skal Danmark så gøre? Fra Socialdemokratiets side er vi indstillede på at bakke op om de sanktioner, som regeringen foreslår – enten fra Danmark alene eller meget hellere sammen med andre lande.