15,8 procent er et tal, som ville få de fleste danske socialdemokrater til at gyse. I hvert fald når det gælder partiets egen tilslutning. Men blandt de islandske socialdemokrater udløser tallet glædesbrøl. Det er nemlig den bedste meningsmåling for partiet i flere år, og da islændingene går til valgurnerne den 28. oktober, er håbet lysegrønt.

Når 15,8 procent vækker glæde, er det, fordi det islandske socialdemokrati, Samfylkingin, ellers har ligget mellem 6 og 10 procent i målingerne i år frem til valget blev udskrevet. Ved valget i oktober sidste år fik partiet blot 5,7 procent af stemmerne – på niveau med de kriseramte hollandske og græske socialdemokratier. Dermed kom Samfylkingin kun lige over spærregrænsen på 5 procent og blev Altingets mindste parti.

Kammerateri og korruption
Men nu – blot et år efter det sidste valg – skal indbyggerne på vulkanøen altså til stemmeurnerne igen. Valget blev udløst af, at et af de små partier i den borgerlige koalitionsregering mistede tilliden til statsminister Bjarni Benediktsson og hans konservative selvstændighedsparti i midten af september. Mistilliden opstod særligt, da det kom frem, at de konservative internt i regeringen havde dækket over, at statsministerens far havde skrevet under på et helt særligt brev. Et brev, hvori han anbefalede myndighederne at rense straffeattesten på en mand, der i 2004 blev idømt fem et halvt års fængsel for at have forgrebet sig på sin steddatter i en periode på tolv år.

Her er det vigtigt at forstå, at den enkelte sag om anbefalingsbrevet indskriver sig en større tendens. Indspisthed, vennetjenester, magtmisbrug, griskhed, korruption og lukkethed har kendetegnet de øverste lag i det lille samfund i Nordatlanten. Valget i 2016 blev eksempelvis udløst, da det kom frem, at den daværende statsminister var involveret i Panama Papers.

En sag, der kun bidrager til endnu mere lede mod de siddende magthavere, er et nyligt fogedforbud. To islandske medier ligger nemlig inde med lækkede dokumenter fra den nu krakkede bank Glitnir. Dokumenterne skulle efter sigende belaste statsminister Bjarni Benediktsson, der skulle have fået insiderviden og derpå have solgt alle sine aktier i bankens investeringsfond umiddelbart inden bankkrakket i 2008. Ad et par omgange over de sidste dage inden krakket – endda helt op til få timer før – solgte han aktier til en værdi af omtrent 7,3 millioner danske kroner. Kort efter overtog finansmyndighederne kontrollen med banken, og mange islændinge mistede deres aktiver. Men ikke den nuværende statsminister. Han havde nemlig kontakterne i orden. Det er særligt speget, da den myndighedsperson, som har fået nedlagt fogedforbuddet, har en fortid som blandt andet kandidat for statsministerens parti. Statsministeren nægter dog at skulle have bedt om forbuddet.

Kan centrum-venstre vejre morgenluft?
I de seneste meningsmålinger står de regerende konservative til det dårligste resultat i mange år, men er fortsat det største parti i den nyeste måling. De ligger med omkring 20 procent side om side med det venstre-grønne parti, der er søsterparti med SF herhjemme. Socialdemokraterne indtager tredjepladsen – en fremgang, der blandt andet skulle skyldes et stærkt kandidatfelt og en relativt ny partiformand, Logi Einarsson, der igennem valgkampen blevet mere synlig og populær.

Fjerdepladsen går pt. til det systemkritiske Piratparti, som efter sidste valg blev tredjestørst efter en valgkamp præget af stærk modstand mod det indspiste aristokrati. Dertil kommer fem mindre centrum-højre-partier, herunder et nyt højrepopulistisk parti, men den høje spærregrænse på 5 procent kan spænde ben for et eller flere af småpartierne.

Som målingerne ser ud lige nu, er det et sandsynligt scenarie, at centrum-venstre kan sætte sig på ministertaburetterne. Det kan ske i en trekløverregering bestående af de Venstre-Grønne som største parti med den populære partiformand Katrín Jakobsdóttir som statsminister, det socialdemokratiske Samfylkingin og endelig Piratpartiet. Hvis flertallet glipper for de tre partier, vil centrum-højre-partierne sandsynligvis regere videre i en eller anden form. Alternativt kan det grønne, liberale og EU-positive parti Viðreisn (”Genrejsning”), som hidtil har været i regering med højrefløjen, muligvis finde på at kigge til venstre, såfremt de klarer spærregrænsen igen.

Ulighed og uhumske sygehuse
Et af de mest centrale emner i valgkampen har ifølge lokale iagttagere indtil videre været uretfærdighed og den stigende økonomiske ulighed. De nyeste tal viser, at 10 procent af befolkningen ejer 62 procent af alle værdier. 90 procent af befolkningen ejer så resten, altså langt under halvdelen. Det hænger naturligvis sammen med befolkningens mistillid til den politiske og økonomiske elite.

Et udsultet, kollektivt sundhedsvæsen er også på dagsordenen. Siden krisen har der været massive besparelser i sundhedsvæsnet, og selvom økonomien er i fremgang, har man stadigvæk udsultet sygehusene. Det har betydet, at den private sundhedssektor er vokset – en sektor, kun de rigeste har adgang til. Et af de grelleste eksempler på et nedslidt sundhedssystem er det islandske rigshospital, hvor man kæmper med fugtskader og mug. På mange afdelinger må man ikke drikke vandet fra hanen eller børste tænder med vandet, da ødelagte vandrør forurener drikkevandet. Det gælder for eksempel på kræftafdelingen. I en kontorbygning fra 1970’erne, som dengang skulle være midlertidig, er lægerne blevet evakueret og omplaceret i endnu mere midlertidige containere.

Andre emner i valgkampen er boliger, der er til at betale, mistilliden til det politiske system og endelig et muligt EU-medlemskab. Det er sandsynligt, at der efter et valg kommer en ny folkeafstemning, hvor islændingene skal beslutte, om de annullerede EU-optagelsesforhandlinger skal genoptages. Efter eventuelle forhandlinger i Bruxelles vil islændingene så igen skulle stemme ja eller nej til forhandlingsresultatet.

Jakob Esmann (f. 1993) er bachelor i retorik med tilvalg i bl.a. moderne islandsk sprog. Han har været politisk rådgiver for den socialdemokratiske gruppe i Nordisk Råd (2015-2017).