Den politisk uprøvede juraprofessor Giuseppe Conte blev i går aftes præsenteret som ny italiensk premierminister.

Dermed er der sat foreløbig punktum for det politiske dødvande, som Italien har befundet sig i siden parlamentsvalget 4. marts.

Giuseppe Conte skal stå i spidsen for en regering, som har opbakning fra de to partier Femstjernebevægelsen (M5S) og Ligaen (Lega) – det tidligere Lega Nord. Begge partier gik markant frem ved valget i marts – M5S fik hver tredje stemme, mens Lega fik godt 17 procent. Dermed råder de to partier over et solidt flertal i det 630 mands store italienske underhus.

Giuseppe Conte er en kompromiskandidat, da de to partiledere, Luigi di Maio fra Femstjernebevægelsen og Matteo Salvini fra Lega, ikke kunne enes om hvem af de to, der skulle lede regeringen. Han er tilknyttet Femstjernebevægelsen, men er ikke medlem til parlamentet.

Koalitionen kunne umiddelbart ligne en umage alliance mellem to meget forskellige partier. Men der er også ligheder mellem de to, fortæller Paolo Borioni, professor ved Sapienza Università di Roma, til Netavisen Pio.

”De har det til fælles, at de er udtryk for en bred, folkelig protest mod eliterne – og ikke mindst eliterne i Bruxelles. Men de er forskellige i udgangspunkt. Femstjernebevægelsen er mere typisk sydeuropæisk, og den har ikke klare rødder i højrefløjen. Lega er norditaliensk og nationalpopulistisk.”

Begge partier har ført valgkamp på modstand mod EU, og i Bruxelles og i mange europæiske hovedstæder ser man derfor bekymret på udsigten til denne nye, populistiske regering.
Dyre valgløfter giver styrkeprøve med EU

På programmet for den nye regering, står blandt andet en pensionsreform og indførelse af en ”universel basisindkomst” til de fattigste på 780 euro om måneden, knap 6.000 kroner. Regeringen lægger også op til skattelettelser med nye skattefradrag og indførelse af en næsten flad skat på 15 procent – dog 20 procent for indkomster over 80.000 euro (lige knap 600.000 danske kroner).

Det er alt sammen tiltag, der koster penge. Og da Italien i forvejen er på kant med reglerne om, hvor store underskud og hvor stor gæld eurolandene må have, er der nu udsigt til en styrkeprøve mellem den nye italienske regering og EU:

”Nogle af de ting, de har skrevet i deres regeringsprogram, har også andre regeringen prøvet at forhandle med Bruxelles om. Matteo Renzis (den tidligere socialdemokratiske premierminister, red.) regering prøvede at forhandle, men da de fik afslag, så gjorde de ingenting. Forskellen er, at de her to partier er villige til at gå til valg på det, og dermed omdanne regeringsprogrammet til et valgmanifest.”

Både Femstjernebevægelsen og Lega er udtalt EU-kritiske, og den nye regering har da også vakt dyb bekymring i Bruxelles. Flere fremtrædende medlemmer af Lega har tidligere kaldt det en fejl, at Italien i sin tid gik med i Euro-samarbejdet.

Paolo Borioni tvivler dog på, at Italien er på vej ud af eurosamarbejdet:

”Italien er ikke som Grækenland. Italien har et eksportoverskud, og har den næststørste industrisektor i Eurozonen efter Tyskland. Italien har selvfølgelig store økonomiske vanskeligheder. Men det er ikke sådan, at vi bliver langsomt kvalt af EU’s regler.”

Også andre dele af den nye italienske regerings politik vækker bekymring i Bruxelles. Blandt andet vil regeringen stramme reglerne for migranter, ligesom den vil at ophæve EU’s økonomiske sanktioner over for Rusland.
Svækkede socialdemokrater skal finde ny mellemvej

Valget blev en katastrofe for de italienske socialdemokrater i Partito Democratico (PD), der har siddet på regeringsmagten siden 2013. Partiet fik mindre end hver femte stemme, og mistede over halvdelen af sine parlamentsmedlemmer.

Dermed er partiet hensat til tilskuerrollen i italiensk politik:

”Lige nu befinder de sig i den værste fase, man overhovedet kan være i efter et stor nederlag. Man sværter sejrherrerne til – og dermed også de vælgere, som man har tabt. Der er en stemning af, at ’vælgerne er dumme, de har valgt nogen, som er meget værre end os’.”

Netop udsigten til en periode på sidelinjen rummer dog også en mulighed for at genopbygge partiet og støve profilen af, mener Paolo Borioni. Særligt hvis den nye regering lægger en kurs, der trækker til højre i den økonomiske politik:

”Der er nogle af de mere garvede folk i partiet (PD), som siger, at det her kan man bruge til at trække sig fra regeringsmagten og genopbygge partiet fra oppositionen. Det er en reel mulighed, for der er nogle træk i regeringsprogrammet, som trækker mod højre, for eksempelvis forslaget om en flad skat. Men det kræver også, at man ikke bare giver Bruxelles ret. For hvis man gør det, så bliver man ved med at miste stemmer. Man må finde en mellemposition mellem populisterne og eliterne.”

Den stærke mand i Partito Democratico har de seneste år været Matteo Renzi, der var premierminister fra 2014 til 2016. Renzi måtte trække sig som premierminister efter at have tabt en folkeafstemning om en forfatningsændring i 2016, og efter valgnederlaget i marts 2018 sagde han også farvel som partiformand.

Paolo Borioni tvivler på, at Matteo Renzi er fremtidens mand i italiensk politik:

”Renzi er meget svækket i forhold til tidligere. Jeg tror ikke, at han kan klare den nye fase med at genopbygge partier. Jeg kan heller ikke se, hvem andre der kan lede partiet, men jeg har svært ved at se, at det bliver Renzi”.