Annonce

Jamen så forbyd dog de kviklån

Mads og Monologen: Sæt et loft over renterne på kviklån, der lokker folk ind i en gældsspiral.
29,8 %. Så høj er renten, hvis du låner 50.000 kroner hos kviklånsvirksomheden lånlet.dk, og betaler pengene tilbage over to år. Til gengæld skal du ikke kreditvurderes, og du har pengene i morgen. Og de er ikke engang de dyreste.

Det er en forretningsmodel, der blomstrer. Konstant skyder nye og smarte hjemmesider op med det samme tilbud: Køb en kat i en sæk, få hurtige penge og langstrakte bekymringer.

Det til trods for, at vi ved, hvad de her forretninger bygger på. De bygger på at bondefange svage sjæle, der i desperation, letsindighed eller mangel på viden svømmer ind i lånehajernes gab.

Hvorfor er det egentlig, folk skal have lov til det? Hvorfor er det egentlig, vi tillader, at vores medmennesker bliver udnyttet af folk, der er blevet lidt for smarte i en fart? Hvilket formål skal det opfylde, at man kan score sig en hurtig gevinst ved at fange andre mennesker i en gældsspiral, der er så umådelig svær at komme ud af, når først man har fødderne plantet i sølet?

At tjene fedt på andre menneskers letsind
I mange andre sammenhænge har vi erkendt, at det ikke tjener noget formål. Aftalelovens § 31 fastslår, at en aftale er ugyldig, hvis man har udnyttet en andens økonomiske vanskeligheder til at indgå en uretfærdig aftale. Straffelovens § 282 hjemler straf for åger. En af Socialdemokratiets første store sejre var, at man fik taget livet af de så forhadte pantelånere, der tog håndpant i fattigfolks ejendele – og uden blusel solgte dem videre, hvis folk ikke kunne betale de eksorbitante renter. Pantefogederne måtte lade livet, fordi Stauning hældte så kradsbørstig lovgivning ned over dem, at deres fiduser ikke gav tilstrækkeligt med afkast, og ågerkarlene måtte lade livet.

Men af en eller anden grund er pantelånernes moderne efterfølgere gået fri. De er ikke omfattet af den nuværende lovgivning, og politikerne virker stærkt uinteresserede i at stoppe deres udnyttende forretningskoncepter. Hver gang man tænder sit fjernsyn, står den ene nydelige reklamerende handelsskoleherre efter den anden og lokker svage sjæle til at blive fanger i drømmen om et stort forbrug. Eller drømmen om, at de økonomiske problemer forsvinder, og morgendagen bliver bedre.

Loft over renten
Men det behøver ikke være sådan. Det behøver ikke være sådan, at ågerkarlene i de nystrøgne skjorter har fri jagt på folk med ondt i tegnebogen. Lad os indføre et renteloft. Vi kunne sætte en grænse for, hvor høje renter og gebyrer, man lovligt kan opkræve, når man tilbyder et kviklån.

Jeg vil foreslå en årlig rente på 12 %. Det er hvad den dyreste kontokredit uden sikkerhedsstillelse i Arbejdernes Landsbank koster. Hvis lånegribbene vil være med til det, er det glimrende. Hvis ikke, kan de dreje nøglen om og finde noget andet at lave.

Det lever vi fint med.


Mads Havskov Hansen skriver "Mads og Monologen" på Netavisen Pio.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede fra Colourbox.dk/Maimento

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet