Sneen fyger over København. Fra værtshuset Cykelstalden, indrettet i den gamle Østerport Station, er der udsigt til Nordhavns skumringsskyline. Nedenunder gungrer Kystbanen, og der iles mod togene. Indenfor flyder juleøllet mens den tidligere metalboss Max Bæhring netop har samlet klarinetten.

 »Hvis der er noget galt med musikken, er det ikke instrumentets skyld,« svarer Bæhring på Tom McEwans drillerier. Sandt nok – instrumentet er en Buffet – Tosca model, så værktøjet er upåklageligt. Der er onsdagsjazz på Cykelstalden med Jacob Fischer, Hugo Rasmussen plus special guests. Hér er ex-metalbossen sat i stævne for at tage temperaturen på fagbevægelsen i en tid hvor den er presset af både gule fagforeninger, østarbejdere og løntilbagegang.

Han var formand for Metal og CO-industri i 1990erne, på det tidspunkt hvor den danske fagbevægelse var historisk stærk og velorganiseret. Det var dengang dansk økonomi sprængte alle rammer med Nyrup og Lykketoft ved roret. Det var dengang den danske arbejdsmarkedsmodel, flexicurity, viste sit værd og blev sat på formel.

Max Bæhring indleder samtalen med interesseret at spørge til hvad det her Piopio egentlig er – og hvad avisen vil. Han er tilfreds med svaret. »Det nye Aktuelt. Ja – jeg ville ønske, at jeg selv havde fået den ide.«

Fagbevægelse under pres?
Inden mødet på Østerbro har Bæhring drøftet samtalens emne med Thorkild E. Jensen, en anden tidligere Metalboss. Hvad fagbevægelsens største problem er? De to bosser kan koge det ned til ét ord: Oplysning.

Nogle af medlemmerne spurgte efterfølgende: hvad fik jeg ud af det? Men det er det helt forkerte spørgsmål. Fagbevægelsen er solidarisk. Danskerne ser ikke altid helheden - de ser kun splinten i den broderens øje. Max Bæhring om fagbevægelsens udfordringer med faldende medlemstal.

”Opgaven er at gøre den unge generation opmærksom på deres overenskomster”. De unge ved ikke hvad fællesskabet betyder. Under storkonflikten i 1998 blev Bæhring flere gange konfronteret med hvorfor strejkevåbnet skulle anvendes.

”Nogle af medlemmerne spurgte efterfølgende: hvad fik jeg ud af det? Men det er det helt forkerte spørgsmål. Fagbevægelsen er solidarisk. Danskerne ser ikke altid helheden - de ser kun splinten i den broderens øje”.

Den bibelske reference synes Bæhring at se bekræftet i den aktuelle Vejlegaard-sag. Det undrer ham, at arbejdsgivernes organisationer er så passive. ”Hvorfor protesterer de ikke? De har en kæmpe interesse i at bevare den danske model, for så skal de kun forhandle med én fagforening!”.

Uanset aktualiteten er det dog et mønster han synes at genkende. Bæhring erindrer gentagne situationer hvor arbejdsgiverne lod arbejdstagerne kæmpe alene for sagen, på trods af fælles holdning og interesse.

Truslen fra øst
At mange østeuropæere tager arbejde i Danmark ser Max Bæhring ikke som et problem. Tværtimod.

”Konkurrence er sundt. Vi har godt af at blive udfordret, hvis det sker på lige vilkår” påpeger han. Og tilføjer: ”Men selvfølgelig har der jo altid været skruebrækkere”.

Han nævner en situation på Vestkraft i Esbjerg tilbage i 1989. Et vesttysk firma havde vundet koncessionen, men så faldt muren og de vesttyske arbejdsgivere hyrede i stedet DDR-arbejdere til 12 kroner i timen.

”Men den konkurrence brød de danske arbejdsgivere sig ikke om, så de pressede på for at få vores medlemmer til at nedlægge arbejdet!”.

Bæhring ser det som et mindst lige så stort problem for arbejdsgiverne som arbejdstagerne, at østarbejdere og østeuropæiske firmaer arbejder i Danmark uden at betale hvad de skal.

Max Bæhring (født 23. dec. 1939) udlært maskinarbejder i '59. Fra 1991 til 2003 forbundsformand i Dansk Metal.

Nød lærer nøgen kvinde
Men selvom den danske fagbevægelse er under pres i disse år, er Bæhring ikke sortsynet. Der kan da gøres noget ved det!

”Fagbevægelsen har ikke formået at fortælle danskerne hvorfor de har brug for fagbevægelsen, og hvorfor de har brug for kollektive overenskomster”.

Igen falder talen på folkeligheden. Den har arbejderbevægelsen haft svært ved i de senere år. Det undrer Max Bæhring, for ifølge ham er mange af arbejderbevægelsens værdier indlejret i danskerne.

Men formidlingen af de værdier kan være svær i hverdagen, og det umiddelbare forhandlingsresultat kommer nemt til at skygge for det der ifølge Bæhring og Jensen er så vigtigt: Oplysningsarbejdet.

Det er dog ikke til at få eksbossen til at blive pessimistisk – han tror fast på fagbevægelsens styrke. Løn- og overenskomstpres har en lang historie i Danmark – også fra udenlandsk arbejdskraft. Men den er blevet overvundet – og organiseret, bemærker Bæhring.

”Måske er man noget sent ud af starthullerne i den aktuelle situation, og ikke været tilstrækkelig fokuseret på østarbejderne og det omfang de er kommet i. Men det er man altså nu”, forsikrer Bæhring på fagbevægelsens vegne.

Måske er man noget sent ud af starthullerne i den aktuelle situation, og ikke været tilstrækkelig fokuseret på østarbejderne og det omfang de er kommet i. Om fagbevægelsens håndtering af østeuropæisk arbejdskraft.

Samtalen er ved at nå sin afslutning, for nu dukker eftermiddagens "special guests", klarinettisten Nulle og multipercussionisten Tom McEwan op.

Der bliver hilst gemytligt på Max Bæhring, og Jacob Fischer bemærker at ”hver gang du er i nærheden, begynder alle at spille klarinet”. På spørgsmålet om Bæhring mon skulle have sin klarinet i tasken, svarer han bekræftende.

Tom McEwan spørger om det er muligt at få lokket nogle toner ud af Bæhring. Bæhring bekræfter – og forsikrer om instrumentets duelighed. Til publikums udelte tilfredshed annoncerer bandet endnu en "special guest": Max Bæhring!

Ved nabobordet har to ældre brødre intenst fulgt med i samtalen. De kender ham. Den ene har lige haft 50-års jubilæum i Dansk Metal. Knud Rasmussen er glad for at møde sin gamle formand på jazz-bar. Og så er han imponeret over at Max kaster sig direkte over musikken.

 Af Martin E. O. Grunz og Frederik Andreas Jørgensen