Jeg betaler ikke længere min skat med glæde

Velfærdsstaten bygger på tillid til, at det nytter at betale skat. Det er denne tillid til SKAT, der er væk, og jeg har ingen tro på, at folketingets medlemmer og SKAT’s ledelse kan genoprette tilliden i min tid.
Hvis de socialdemokratiske velfærdsfædre som nåede statsministerposten dukkede op i morgen, og blev bedt om at vurdere velfærdsstatens tilstand, så ville hele holdet sige, at velfærdsDanmark døde i 2016. Afskrevet. Nedlagt. Forbi. Slut. Og den korte begrundelse ville være, at uden tillid til SKAT, kan det ikke fortsætte. Jeg er selvfølgelig enig med hele det hold, som jeg lige har vakt til live igen.

Thorvald Stauning, Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Viggo Kampmann og Jens Otto Krag og efterfølgerne havde ikke det samme syn på skattebetaling, men fælles er, at de alle anså et retfærdigt skattesystem som betingelse for sammenholdet om en velfærdsstat. Det var Vilhelm Buhl, der i 1937 formulerede slagordet: ” Jeg betaler min skat med glæde”, da han overtog posten som Staunings finansminister.

VelfærdsDanmark døde i 2016. Afskrevet. Nedlagt. Forbi. Slut.

Hverken H.C. Hansen eller Jens Otto Krag brød sig rigtigt om en alt for høj beskatning, men tog det som velfærdsstatens nødvendighed. Hedtoft havde det lidt bedre med at gå til metallet i borgernes lommer og Viggo Kampmann var hele sit liv optaget af at indrette skattesystemet, så skattesnyderne, ”landets mange anonyme bedragere”, fik det svært. Tilliden til det retfærdige skattesystem var hans underliggende tema i årtier.

Ikke længere tillid til SKAT
Primitivt kan man skrive, at det gælder om at løfte i flok, og det gør man kun med en vis grad af tillid til, at det nytter at betale skat. Det er denne tillid til SKAT, der er væk, og jeg har ingen tro på, at folketingets medlemmer og SKAT’s ledelse kan genoprette tilliden i min tid. Jeg betaler ikke længere min skat med glæde.

Ved en række foredrag rundt omkring i landet de senere måneder har jeg diskuteret både skat og velfærdsstat og ofte spurgt ud i forsamlingen om der er en eneste, der længere har tillid til skat. Det var der ikke.

Jeg spurgte min revisor, hvordan det var at tale med klienter om at tage kampen for den korrekte beskatning. Der måtte jo være folk, der fandt det virkelighedsfjernt at skændes med SKAT om et fradrag på fem eller syv (tusinde) kroner, når nu milliarderne fossede ud af skattesystemet ved fejl og forsømmelser.

Hans svar var nedslående: Det var såmænd ikke så meget klienterne (det var det også), men det var hans egen modløshed, hans egne vanskeligheder med at stå ud af sengen og tage sin egen virksomhed lige så alvorligt som tidligere.

Lad os lige genopfriske problemerne:

- 9-12 milliarder eller flere forsvandt retur til en eller flere plattenslagere, der ikke havde krav på at få udbytteskat tilbage simpelt hen fordi de aldrig havde betalt udbytteskat.

- SKAT har måttet afskrive snesesvis af milliader fordi man ikke evnede at opkræve borgernes gæld inden forældelse.

- Der er betalt uforklarligt høje momsrefusioner, selv om det fortsat er uklart, hvad der er fejl og forkert.

- Og så de aktuelle regeringsudspil om grundskyldsfryseriet, der er ment som en varmestue for velhaverne.

- Og denne uges oplysning om, at den sidste kontrol med muligt snyderi med boligjobordningen foregik for fem år siden.

Politikere skal komme til sagen
Jeg ville helst skrive, at intet er så galt, at det ikke kan blive godt igen. Men foreløbig er viljen til oprydning kun markeret. De tusindvis af nye medarbejdere til SKATt hyres åbenbart med en hastighed, der kan konkurrere med oprettelsen af en politiskole.  Eftersynet af udueligheden er hverken aggressiv, åben, omfattende eller tillidsvækkende. Det er som om, at de politiske partier mener, at hvis de bliver enige om at gøre noget, så vil alle vi andre fatte tillid her og nu og altid.

Nu har SKAT så besluttet at købe ekstra spindoktorrådgivning til genopretning af tilliden. Intet kan forstærke min mistillid som netop kommunikationsbureauer.  Men også her vil jeg forsøge den positive tilgang. Hvis SKAT vil genoprette tilliden ved dagligt at fortælle om antallet af nyansatte medarbejdere, deres oplæring og deres resultater, så fint. Hvis SKAT vil vise den totale åbenhed, så fint. Hvis ledelsen opgiver enhver tanke om spin til facademaleri og den slags, så fint.

Alligevel er jeg trist. Fnidder og drillerier tyder på, at der stadig er mange medlemmer af Folketinget, der ikke har opdaget, at velfærdsstaten døde af mangel på tillid i 2016. Kom til sagen. Hver dag, hele dagen og uden politiske spilfægterier.

 

Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.


Kommentarer fra Facebook