I den seneste uges tid har jeg været indblandet i en art sommerføljeton af den slags, man i trykpressens dragende tidsalder kunne læse i avisernes spalter – et afsnit om dagen. Hovedrollerne i denne letlevende sommerrevy for den snakkende klasse indtages dels af have- og kulturskribent Signe Wenneberg, dels af undertegnede. I åbningsscenen læser vi Signe Wennebergs klumme om levemand, samtidskritiker og Facebook-satiriker Mads Holgers død. Den handler mest om Signe Wennebergs eget (åbenbart hårde) liv som columnist, hvad jeg for øvrigt ikke har hørt andre end Signe Wenneberg og halehæng sige på denne side af Atlanten.

Her kommer undertegnede ind i billedet, og herfra bliver føljetonen med en sommerbyges hast og uforudsigelighed en meget grumset, uoverskuelig atmosfære. Som Peblinge Sø i sommervarmen. Jeg skriver, at Signe Wenneberg viderekolporterer en lang række (usande) fordomme om psykiske sygdomme. Herfra stiger intensitetskurven, og dramaet udspiller sig med Facebook-opdateringer, der bliver fjernet, columnists der gør i nælderne og derefter lægger sig fladt ned og undskylder. En rigtig redelighed.

Jeg vil gerne sige undskyld, Danmark. Jeg forstår godt, du synes, det så ud som om, jeg stod og pustede ned i glasset som den store stygge ulv i forsøget på at få det til at ligne en (shit)storm. Men der var en mening med min umiddelbare galskab, så det er ikke det, jeg gerne vil skrifte.

Til kamp mod sindets Ole Lukøje
Meningen med min galskab, mit forsvarsskrift mod at være fanget i den snakkende klasses osteklokke af ligegyldigheder er følgende: I løbet af et tilfældigt kalenderår kommer 800.000 danskere til at lide af en psykisk lidelse. 4 ud af 5 unge, der kommer på førtidspension gør det, fordi de har en psykisk sygdom. Psykiske lidelser koster vores samfund mere end kræft, og WHO anslår, at psykiske sygdomme på verdensplan er den sygdomsgruppe, der koster fjerdemest i livskvalitet og forventede leveår.

Samtidig er fordommene, stigmatiseringen og tabuerne omkring psykiske lidelser overvældende. Hvis ikke psykiske sygdomme i forvejen var en sort kappe, der lagde sig ned over menneskernes sind, som om selve livets Ole Lukøje havde været forbi, så ville fordommene og udstødelsen nok være det værste.

For eksempel mener 73 % af befolkningen, at mennesker, der har en psykisk sygdom er mere ustabile end raske. 29 % mener, at mennesker med psykiske sygdomme er mere farlige end resten af befolkningen. 89 % mener, at psykisk syge er mere sårbare end resten. Til gengæld mener 17 %, at vi er mere begavede, men det er jo en sølle trøst at blive opfattet som begavet, hvis man samtidig er ustabil, farlig og sårbar.

Det, jeg gerne vil tilstå
Og nu, Danmark, kommer vi til min brøde. Min tilståelse. Jeg er en af de 800.000. Jeg er en af dem, I tænker er mere begavet (tak for det), ustabil, farlig og sårbar, end resten af jer er. Nærmere betegnet er jeg en af de cirka 300.000 danskere, der har en depression. Jeg er i den halvdel af depressive, der er diagnosticeret. Jeg får medicin (det I andre kalder lykkepiller), og jeg har fået det, siden jeg var 17. Undskyld, Danmark. Må jeg godt være med alligevel?

Mit spørgsmål lyder måske polemisk. Det er det vel også. Men før jeg begyndte at trække på skuldrene, var der faktisk perioder, hvor jeg oprigtigt var i tvivl om, om jeg måtte være med. Jeg var i tvivl om, om jeg egentlig måtte være medlem af brugsforeningen Danmark, dengang jeg arbejdede i en vuggestue, og min daværende chef sagde, at hvis hun havde vidst, jeg var depressiv, ville hun ikke turde lade være mig alene med børnene. Hun var bange for, at mit (åbenbart) utilregnelige sind ville bringe børnene i fare, eller mit (åbenbart) dårlige humør ville gøre børnene utrygge.

Psykiske sygdomme smitter ikke. Depression er ikke et udtryk for dårligt humør. Hvis man endelig skal redegøre for de psykiske symptomer på depression er det ikke så meget dårligt humør, som det er et totalt fravær af alle slags følelser. En håbløshed, en mangel på at føle noget som helst. Det er derfor, rigtig mange depressive ender i et misbrug, fordi stoffer og alkohol i det mindste får dem til at føle et eller andet. Som at få en durumrulle, der smager af slatten salat og så overdynge den med chili med det eneste formål at gå derfra med brændende kæft, fordi det dog virker mere tillokkende end en smag af det rene ingenting.

En sygdom er noget, mennesker har
I fordums fordomstider talte man om spedalske. Det var ikke noget, man havde, det var noget, man var. Man var spedalsk. Menneske og sygdom blev ét. Sådan ser vi psykisk syge i dag. Man har ikke en psykisk sygdom, man er psykisk syg.

Sandheden for os psykisk syge er (som det sikkert også har været for spedalske), at bortset fra de besnærende bånd, sygdommen lægger på vores livsudøvelse, er vi ret meget menneske og ret lidt sygdom. Vi er lige så meget mennesker med sjæl, humør, personlige kendetegn og fejl og mangler. Og vi bliver hverken mere eller mindre syge af at blive behandlet som sådanne mennesker.

Psykiske sygdomme er sygdomme, og psykisk syge er mennesker. Rent biokemisk er depression lidt at sammenligne med sukkersyge. Her er det ikke insulin, der er interessant, men serotonin (tror forskerne) som kroppen ikke kan finde ud af at producere.

Afmystificeringen af psykiske sygdomme er vigtig. For hvis ikke vi indser, at psykiske sygdomme er sygdomme, kommer vi aldrig til at behandle dem som sygdomme i vores sundhedssystem. Guderne skal vide, at vi ikke gør det i dag. Undertegnede ramlede selv ned i et af de mange huller i det psykiatriske system. Jeg var for syg til, at det hjalp at tage en snak med en psykiater og sluge et par piller, og jeg var for rask til at blive indlagt og medvirke i Gøgereden. Det kostede mig så halvdelen af min ungdom at komme til at fungere bare nogenlunde almindeligt.

Den er vigtig, fordi det betyder noget, når man bliver ramt af en psykisk sygdom, at resten af samfundet anerkender, at det er en sygdom og ikke et karaktertræk. Det er ikke et udtryk for svaghed eller (nødvendigvis) en ond barndom. Det er et udtryk for uheld.

Og afmystificeringen er vigtig for, at man kan have et ordentligt forhold til sine pårørende. Dén relation bliver jo utrolig svær, hvis de pårørende enten tror, de skal ae dig med fløjlshandsker, fordi du er skrøbelig eller tror, de som en anden Moder Theresa kan helbrede dig.

Derfor, Danmark, lod jeg mig caste til agurketidsføljetonen med Signe Wenneberg. Fordi dén debat er vigtig. For mig og for alle os andre.

Derfor er jeg Spartacus
Måske, kære Danmark, har du studset over overskriften på indlægget her. Eller rubrikken, som vi kalder det. Spartacus var i Romerrigets storhedstid leder af et slaveoprør. Da romerne havde slået oprøret ned, tilbød de at spare slavernes liv, hvis de ville angive Spartacus, så han kunne blive korsfæstet. Spartacus træder frem, men i loyalitet over for deres skæbnefællesskab rejser de øvrige slaver sig op og udgiver sig hver især for at være Spartacus. Som straf for deres sammenhold blev de alle korsfæstet langs Via Appia.

Jeg tror, at hvis vi sindets slaver tør gøre det samme, som Spartacus og følge gjorde for 2000 år siden, vil vi ikke lide samme skæbne. Jeg tror, vi kan bane en Via Appia for os selv, der fører hen mod en tilværelse som ligeværdige borgere i enhver henseende. Så derfor: Jeg er Spartacus.