Annonce

Jeg er virkelig sur på Bundesmutti

Kommentar: Angela Merkel har taget fejl i dette årtis to vigtigste debatter, og det har bragt det demokratiske Europa i fare.
Man kan efterhånden ikke meningsfyldt argumentere imod, at den tyske kansler Merkel er Europas stærke kvinde. Hvis der skal besluttes noget i Bruxelles’ kronisk dysfunktionelle glaspaladser, er det helt afgørende at have den stærke Bundesmutti med på holdet.

Derfor er det så meget desto mere tragisk, at Angela Merkel har svaret lodret forkert på de to vigtigste politiske spørgsmål i dette årti. Fordi hendes fejlfortolkninger og politiske tonedøvhed har haft afgørende indflydelse på den førte politik i Europa – og har bragt det frie, demokratiske Europa i overhængende fare.

Sparepolitikken umuliggjorde opsvinget
I den første af årtiets to store debatter – den økonomiske politik i kølvandet på finanskrisen – skabte Merkel en benhård sparedoktrin. Finanskrisen blev i den merkelske terminologi forvandlet til en ”gældskrise”, og målet blev, at nationalstaterne skulle spare sig frem til overskud på statsbudgetterne, samtidig med, at centralbankens opgave fortsat skulle være et bekæmpe inflation.

Konsekvensen blev, at de store besparelser på statsbudgetterne skabte massearbejdsløshed i store dele af Sydeuropa. Den sociale utryghed satte indlandsefterspørgslen i stå over det meste af kontinentet, og den manglende købelyst i Europa hæmmede eksporten hos dem, der ikke i forvejen havde det svært. Konsekvensen blev en tabt generation af ungdomsarbejdsløse i Sydeuropa, og at 10’erne bliver et tabt årti hvad angår velstandsudvikling og sociale forbedringer.

Schaffen wir nu egentlig også das?
Da dette årtis anden store debat – folkevandringen af flygtninge og migranter – nåede Europa, stod Merkel også klar med en løsning. Eller rettere: Med det ret rabiate synspunkt, at der ikke var brug for nogen løsning. Med sin ikoniske bemærkning ”Wir schaffen das” (Vi klarer det). Budskabet fra Merkel var klart: Der var ikke brug for en debat om den sociale sammenhængskraft i Europa; der var ikke brug for en diskussion om, hvordan vi bedst kan hjælpe de stakkels mennesker på flugt; der var ikke brug for løsninger til at sikre de offentlige budgetter og bunden af vores arbejdsmarked mod det pres, masseindvandring vil betyde – uanset hvor meget det enkelte menneske end måtte have behov for beskyttelse.

Det demokratiske Europa er truet
Konsekvensen af de politiske fejlbeslutninger fra Merkel er store. De er faretruende. Det demokratiske Europa er truet i en grad, vi ikke hidtil har set. Den politiske midte af ansvarlige partier er stendød i flere af kontinentets lande.

I Grækenland har de kigget mod den yderste venstrefløj for en løsning af deres problemer. Når heller ikke de kan levere løsningerne, står kun det fascistiske Gyldent Daggry klar. Hvad sker der så i det forarmede land med det ustabile demokrati?

I Ungarn er vandringen mod Den Stærke Mand som en løsningsmodel på deres problemer allerede i gang – med Victor Orban som en slagkraftig skikkelse, der balancerer på en hårfin grænse mellem autoritær leder og diktator.

I Portugal er det, der mest af alt minder om et statskup fundet sted. I Frankrig har den islamistiske fundamentalisme og tacklingen heraf delt landet i to. I Polen har man vendt sig mod stokkonservative kirkelige idealer. Storbritannien er ved at forlade unionen. I Merkels eget Tyskland er man ved at opgive ytringsfriheden for at tilfredsstile Tyrkiets despotiske præsident Erdogan.

Overalt i Europa står et vredt, hvidt proletariat tilbage, og den sociale samfundskontrakt i Europa er ved at bryde sammen. Ikke som en konsekvens af uundgåelige tidevandsbølger men som en naturlig bølge af små 10 års fatale politiske fejlslutninger anført af blandt andre Angela Merkel.

Merkels mørke plads i historiebøgerne
Kombinationen af økonomisk dødvande og spirende social uro er den politiske gave fra Merkel til Europa. Denne Pandoras æske af nitroglycerin under demokratiet blev åbnet i Berlin og truer nu selve demokratiet over det europæiske kontinent.

Angela Merkels historiske sidestykke skal findes blandt nogle af hendes partifæller. Men ikke partifæller som Churchill, de Gaulle eller Adenauer, der sikrede demokratiet i Europas brydningstider. Merkels historiske sidestykke skal findes i partifæller som Franz von Papen og Neville Chamberlain, der pantsatte demokratiet, fordi de ikke forstod de forudsætninger, der skal til for et stabilt demokrati. Derfor er jeg virkelig sur på Angela Merkel.

 

Mads Havskov Hansen er redaktør på Netavisen Pio.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet