Sådan synger Michael Bundesen i Shu-bi-dua’s sang – Den Røde Tråd.

Det var den røde tråd jeg valgte at følge, da jeg i sin tid skulle vælge en uddannelse. På trods af advarsler mod et hårdt og tærende arbejdsliv, valgte jeg alligevel at starte på Hotel- og Restaurationsskolen i 2005.

Pension som 74-årig

Da jeg tilbage i 2009 blev udlært som kok, valgte jeg lige bagefter at tage en fuld HF. Jeg tænkte, at der nok kommer en dag, hvor jeg ikke fysisk kan klare eller har lyst til at være i den branche længere. Det var hvad A.P Møller ville kalde for ’rettidig omhu’.

Jeg tænkte, at der nok kommer en dag, hvor jeg ikke fysisk kan klare  at være i den branche

Siden min uddannelse er der gået 9 år og jeg fylder snart 30. Jeg kan allerede mærke sliddet på min krop. Samtidig risikerer jeg nu, at jeg først vil kunne nyde min alderdom udenfor arbejdsmarkedet som måske 74-årig.

Med den dystre udsigt har jeg fornylig - i forbindelse med at jeg gik og kiggede mig om efter et andet job - overvejet helt at skifte branche. Men det viser sig, at det ville være sværere og mere risikobetonet end jeg først havde troet.

Jeg ville skulle starte forfra på voksenlivet

Jeg har kun været på arbejdsmarkedet i 8 år, men jeg har i den tid fået etableret mig med boliglån, mobil- og bredbåndsabonnementer og alt der hører til det at blive voksen og selvstændig skatteyder. Så da jeg undersøgte mulighederne for at omskole mig selv, endte jeg i et dilemma.

For hvordan skulle jeg dog opretholde alt det jeg har opnået, og gennemføre et fuldtidsstudie på SU? Med et fribeløb på knapt 8000 kroner før skat, som man får lov til at tjene ved siden af sin SU, kommer jeg nok ikke udenom, at skulle flytte ind på et kollegie. Jeg ville skulle starte helt forfra på mit voksenliv.

Hvordan skulle jeg dog opretholde alt det jeg har opnået, og gennemføre et fuldtidsstudie på SU?

Som det er lige nu, føler jeg mig fanget, nærmest trællebundet til mit fag. Når der så ovenikøbet bliver skåret mere og mere i arbejdstilsynet og kampen mod social dumping; ja så ser det ikke ud til at jeg får betydeligt bedre muligheder for at blive kompenseret for min indsats i et nedslidende fag. Jeg risikerer endda at dø, før jeg når min pensionsalder.

Som det er lige nu, føler jeg mig fanget, nærmest trællebundet til mit fag

Hvis ikke jeg får forbedret mine muligheder for omskoling, eller at pensionsalderen kan sættes markant ned, så jeg kan holde hele vejen!