Jeg ville ønske jeg havde lagt mere vægt på matematikken, dengang jeg gik i skole. Det har nemlig vist sig, at jeg som voksen bliver anset og behandlet som et tal, en ressource i vores samfund.

Jeg skal gerne generere overskud i regnskabet, og når man ser på hvad der politisk er lagt op til i forhold til pensionsalderen, ja så skal jeg også generere det i så lang tid som overhovedet muligt.

Jeg skal arbejde til jeg er 72 år

Heldigvis lever vi længere. De sidste hundrede år er der sket en massiv udvikling i medicinsk behandling, farlige kemikalier er blevet forbudt, og kun et fåtal lever på sultegrænsen. Alle disse faktorer spiller ind i beskæftigelsesministeriets regneark, og ifølge dem kan jeg dermed arbejde til jeg er 72 år gammel.

Men det er kyniske kolde tal man forholder sig til

Men det er kyniske kolde tal man forholder sig til. I det regnestykke bliver der ikke taget højde for, at en stadig stor del af den danske befolkning har et fysisk nedslidende arbejde.

Selv er jeg udlært kok. En branche som er blandt de faggrupper med allerhøjest dødelighed, blandt andet på grund af dårligt og stressende arbejdsmiljø. Selv kan jeg allerede mærke konsekvenserne af de tunge løft og stående arbejde, med en ryg der oftere og oftere sætter ud, og nogle ben og fødder der lige skal i gang om morgenen.

Jeg har altså stor risiko for ikke engang at nå min pensionsalder, og dermed ikke få tid til at nyde min tredje alder. Det gør mig utryg.

Jeg har ikke råd til dyre pensioner

Jeg har selv valgt min branche, og jeg holder meget af den. Men jeg synes ikke det er fair, at min pensionsalder er ligestillet med for eksempel en akademikers. Ikke at akademikere også bliver udsat for dårligt arbejdsmiljø og stress, men faktum er, at faglærte generelt kommer meget hurtigere ud på arbejdsmarkedet, og derfor ender med at være der længere tid.

Jeg har ikke råd til dyre pensioner

Når man så samtidig tager med i betragtningen, at faglærte oftest tjener en del mindre, dagpengene er blevet mindre værd og førtidspensionen bliver sværere og sværere at opnå, så bliver min utryghed ikke mindre.

Jeg har ikke råd til dyre pensioner, jeg kan se frem til ulidelige og ligegyldige ressourceforløb, skulle min krop give op før tid, og hvad kommer der så til at blive af mig? Der er ikke meget der tyder på, at jeg vil få en værdig alderdom.

Menneskeligheden skal tilbage

Jeg synes det er på tide at få menneskeligheden tilbage i vores samfund. Kigge op fra tallene i regnearkene, og rent faktisk se os borgere i øjnene. Der skal være plads til os alle, der er brug for os alle, men vi er ikke alle ens.

Vi har alle forskellige forudsætninger i livet, men vi fortjener alle en værdig alderdom

Vi har alle forskellige forudsætninger i livet, men vi fortjener alle en værdig alderdom. Derfor synes jeg der bør komme forskellige regler for, hvornår vi kan gå på pension. Det behøver jeg ikke en matematisk uddannelse for at se fornuften i.