Udadtil kan hun lige få det til at hænge sammen, men inderst inde er det helt anderledes. Børnene må helst ikke kunne mærke knuden af usikkerhed der fylder hendes mavesæk. For hun er nemlig ufrivilligt ansat i et vikarbureau. En ansættelse der gør hende og hendes børns tilværelse usikker. Det er nemlig ikke altid at vikarbureauet ringer og har brug for hende. Og dermed bliver der den pågældende dag ikke tjent nogle penge. Dermed bliver regningerne sværere at betale. Dermed bliver den lille families fremtid endnu mere uhåndgribelig.  Det er ikke det Danmark jeg vil have.

Og desværre er dette ikke bare en decideret forestilling, men derimod en skræmmende realitet. For flere og flere arbejdsdygtige borgere ender ufrivilligt på såkaldte midlertidige kontrakter og/ eller i deltidsstillinger.

En halv million atypiske ansættelser
Ifølge tænketanken Cevea består 517.000 ansættelser ud af den samlede arbejdsstyrke på 2,78 mio. af “atypiske ansættelser”. Med “atypiske ansatte” mener de deltids- og midlertidige ansatte. 140.000 af disse personer befinder sig ufrivilligt i denne gruppe. Det vil altså sige, de er nødsagede til at være på en ansættelseskontrakt, de i bund og grund ikke vil være en del af, da der ikke har været andre jobmuligheder.

Disse tal er for mig at se et tegn på, at der er noget helt galt med vores arbejdsmarked. For

hvordan kan det være, at politikerne ikke gør mere for at skabe flere fuldtidsstillinger, når blandt andet Ceveas analyse viser, at atypiske ansatte i betydeligt højere grad er i risiko for fattigdom sammenlignet med faste fuldtidsansatte? Når vi ved, at sådanne jobs er forbundet med stor usikkerhed - både økonomisk og socialt?

For nogle vil sådanne deltidsstillinger være en måde at skabe bedre balance mellem familie- og arbejdsliv på. Det anerkender jeg. Dog er jeg bange for, at hvis flere ufrivilligt ender på midlertidige kontrakter fordi der enten ikke er andet arbejde eller at flere fuldtidsjobs bliver omdannet til deltidsordninger, ja, så er jeg bange for, at det i stedet vil komme til at handle om ubalance.

Dét ikke at vide om man skal på arbejde eller ej vil ofte skabe mere ubalance for ens tilværelse end det vil skabe balance. Det har jeg i hvert fald selv erfaret i form af mit job som lærervikar.

Sværere at planlægge
Prøv engang at forestil dig en faglært VVS’er der med villa, Volvo og vovse skal have sit liv til at hænge sammen på en midlertidig ansættelseskontrakt.

Han har ikke nogen forudsætning for at planlægge sin hverdag for “hvad nu hvis jeg skal på arbejde?” Og ja i sidste ende har han ikke noget sikkert indkomstgrundlag. Et grundlag der er altafgørende, hvis ikke han og sin familie skal ende i fattigdom. Fuldstændig ligesom eksemplet med den enlige mor til tre.

Det er ikke det Danmark jeg kender, og det er især ikke det Danmark jeg vil have. Det Danmark jeg vil have er i stedet et land, hvor folk ikke ender i fattigdom. Et land hvor hvor ligheden er stor. Og hvor vi har et fleksibelt arbejdsmarked, et socialt sikkerhedsnet og fuldtidsjobs til alle.

Disse toner lyder måske velkendt i nogens ører. Dog trues disse forrygende velfærdsprincipper af ukrudt der er begyndt at gro sig fast på vores arbejdsmarked.

Ukrudt i form af ufrivilligt atypiske ansættelser blandt andet forårsaget af en bruttoledighed på 4,4 % ifølge Danmarks Statistik. Arbejdsløsheden er på retur efter finanskrisen, men de atypiske ansættelser er stadig en virus, der befinder sig på arbejdsmarkedets celler. Immunforsvaret skal simpelthen i gang med at bekæmpe virussen. Ellers vil flere af arbejdsmarkedets celler i form af de ansatte, nemlig blive alvorlig syge. Mere end hvad de allerede er. Og i dette tilfælde er immunforsvaret vores politikere.

For når 50 procent af de ufrivilligt atypiske ansatte ikke kan finde en fuldtidsstilling er det politikernes job i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at skabe flere fuldtidsjobs. Vi skal have et stabilt og velfungerende arbejdsmarked, hvor vi ikke nøjes med deltidsjobs.

For mig at se er det den eneste måde vi kan bevare opfindelsen af vores allesammens Danmark. Det er den eneste måde at sikre en stabil og sikker fremtid for VVS’eren og den enlige mor til tre på. Det er den eneste måde at sikre os alle på. Det andet, - at vi ufrivilligt afgiver vores tid, tilværelse og indkomstgrundlag til en usikker fremtid på vikarordninger er en farlig glidebane.

I stedet bør vejen frem være en fremtid med fuldtidsarbejde. Det er det Danmark jeg vil have.

Amalie Haun er medlem af DSU.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.