Annonce

Jeg støtter da Hillary, men…  

Øjenvidne beretning fra præsidentvalgkampen: Det har været en vanvittig polariseret valgkamp at være en del af, men med Hillary Clinton har man fået det mest venstreorienterede valggrundlag i amerikansk historie og det er ikke så tosset endda.
Jeg har de sidste to uger kørt de amerikanske highways tynde. Vi har kørt gennem fem af de vigtigste svingstater. Her har jeg sammen med 39 andre unge socialdemokrater phonebank’et og banket på hundredvis af døre for at hjælpe Hillary Clinton på vejen mod Det Hvide Hus.

Internt i DSU havde mange nok hellere havde set Bernie Sanders’ navn på stemmesedlen.

Det har været en vanvittig valgkamp at være en del af – en polariseret valgkamp med anklager og afsløringer, skrig og skrål. Man kan i den anledning sige meget om Republikanernes kandidat, men det vil jeg ikke gøre her. Til gengæld synes jeg, at det er værd at kaste et blik på Hillary Clinton. Den kandidat jeg støtter.

Især internt i DSU havde mange nok hellere havde set Bernie Sanders’ navn på stemmesedlen om halvanden uge, og jeg tror, at enhver skandinavisk socialdemokrat har fundet det særdeles forfriskende med så klare socialdemokratiske budskaber i en amerikansk præsident-primærvalgkamp.

Ikke at være så visionær som Bernie
Det er sket samtidig med, at flere målinger viser, at Hillary Clinton er en historisk upopulær præsidentkandidat. Hun kritiseres for at tilhøre en politisk, intellektuel elite, der repræsenterer det politiske establishment og er ude af trit med befolkningen. Hun blev også kritiseret for ikke at være så ideologisk og visionær som Bernie Sanders. Jeg kunne i hvert fald godt ønske mig en langt mere klar linje i spørgsmålet om regulering af den finansielle sektor, som hendes egen mand valgte at deregulere kraftigt i løbet af 1990’erne med bl.a. afskaffelsen af Glass-Steagall-modellen. Altså en opdeling af banker mellem investeringsbanker og almindelig udlånsvirksomhed.

Det ville være forfriskende og tiltrængt, hvis én Clinton genindførte dén opsplitning af banker, som en anden Clinton afskaffede, sådan at risikabel investeringsvirksomhed og almindelig udlånsvirksomhed bliver adskilt. Desværre virker Hillary Clinton ikke til at være mere progressiv end hendes mand, eller Barack Obama for den sags skyld, når det kommer til en effektiv regulering af de finansielle markeder. Men man har vel lov at håbe.

Det mest venstreorienterede valggrundlag i amerikansk historie
Når alt kommer til alt, er det nu heller ikke så ringe endda med Hillary Clinton i front. Og det er også grunden til, at vi er taget over Atlanten for at føre kampagne for Hillary Clinton. Hillary Clinton vil fortsætte Barack Obamas kurs, hvor man endelig har anerkendt den ekstreme uligheds katastrofale konsekvenser for det amerikanske samfund. Hun vil følge den historiske sundhedsreform til dørs ved at tage hånd om de skyhøje medicinpriser. Hun vil fortsætte den udenrigspolitiske linje, hvor diplomati har ført til konkrete resultater som en amerikansk-russisk nedrustningsaftale og nedlæggelsen af det iranske atomprogram. Hun går til valg på det mest venstreorienterede valggrundlag i amerikansk historie, som blandt andet indeholder et løfte om at hæve mindstelønnen til 15 dollars.

Vigtigst af alt, så baserer Hillary Clintons økonomiske politisk sig på en såkaldt middel-out-tankegang

Måske vigtigst af alt, så baserer Hillary Clintons økonomiske politisk sig på en såkaldt middel-out-tankegang, hvor økonomien skal stimuleres gennem investeringer i fx infrastruktur, som skal skabe arbejdspladser for middel- og underklassen. Det er i klar modsætning til hendes modkandidats trickle-down-økonomi på steroider, som ene og alene er baseret på skattesænkninger i milliardklassen til de allerrigeste. Hillary står derfor også i spidsen for et vigtigt opgør med den neoliberale trickle-down-tankegang, og det er et vigtigt skridt for en forhåbentlig kommende amerikansk præsident.

Så det der med Hillary i Det Hvide Hus er jo faktisk ikke så tosset endda!

Lasse Quvang Rasmussen (f. 1989) er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Dagens Pioklumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet