Jens-Peter Bonde: En ildsjæl i dansk Europa-politik

Ikke hardcore Moskva-kommunist: Tiltrukket af DKP’ernes evne til at organisere og indsamle penge
Foto: Privatfoto
Jens-Peter Bonde
Tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsens mod EF, siden Junibevægelsen, Jens-Peter Bonde, døde søndag kun 73 år gammel.

Jens-Peter Bonde viede sit liv til EU-politik. I starten - fra 1970 - som arg modstander af EF, siden 1986 som konstruktiv skeptiker - og de seneste år nærmest som pro-europæer.

Jens-Peter Bonde var medlem af EU-Parlamentet fra det første direkte valg i 1979 til 2009. I alt 29 år.

I et mindeord skriver professor emeritus i europæisk historie, CBS, Uffe Østergaard, om Jens-Peter Bondes forunderlige rejse:

Vi har mistet en stor europæer med Jens-Peter Bondes død

“Vi har mistet en stor europæer med Jens-Peter Bondes død. Han gjorde siden 1970 politisk karriere på at kritisere EU for svindel, manglende demokrati og åbenhed. Valgt ved det første direkte valg til EU-parlamentet i 1979. Oprindelig med krav om dansk udmeldelse, men efter folkeafstemningen i 1986 som konstruktiv kritiker. Også efter at han i 2008 holdt op som parlamentariker, fortsatte han med at operere på den europæiske politiske scene for et reformeret, demokratisk samarbejde.”

Uffe Østergaard beskriver, at han og Jens-Peter Bonde oprindeligt var politiske modstandere i spørgsmålet om Danmark i det europæiske samarbejde helt fra afstemningen om dansk medlemskab i 1972. Men de sidste ti opdagede Østergaard og Bonde, at de ville det samme EU:

ramt af kræft

“Derfor tog han (Jens-Peter Bonde, red.) i 2017 initiativet til at formulere ti bud på at redde Europa. Ikke fordi han elskede overnationalt samarbejde for dets egen skyld, men for at gøre det gennemskueligt, nært og demokratisk. Vi var godt i gang med en opdateret udgave om EU over for de globale udfordringer, især klimakrisen, da han blev ramt af kræft. Men nåede at fremsætte et forslag til en ny Schuman-erklæring midt under Corona-krisen i maj 2020.”

placeholder

 

Chefredaktøren blev valgt

Jeg oplevede fra 1. parket ildsjælen Jens-Peter Bonde for fuld skrue i rollen som chefredaktør for Folkebevægelsen mod EF’s ugeavis, Det ny Notat, som havde hovedsæde i Allingåbro på Norddjursland.

Jens-Peter Bonde boede på Nørrebro, men lagde ofte vejen forbi redaktionen. Her mødte jeg en mand med stor karisma: En ildsjæl, der kunne få alle med.

En ildsjæl, der kunne få alle med

Så da Det ny Notat begyndte som dagblad 1. maj 1979 op til det første direkte valg til Europa-Parlamentet måneden efter knoklede vi ansatte og hangarounds som en selvfølge som gale morgen, middag og aften for sagen.

Valgets tale blev, at Folkebevægelsen mod EF fik valgt fire politikere. Netop afdøde Else Hammerich blev valgt med et forrygende stemmetal, domprovst Jørgen Bøgh, ekskluderet socialdemokrat, fik også pæne stemmetal. Det samme gjorde den radikale redaktør, forfatter og journalist Sven Skovmand. Jens-Peter Bonde, kommunisten, snuppede med nød og næppe det fjerde mandat. Fra en plads langt nede på Folkebevægelsens liste.

Med fire mandater blev Folkebevægelsen den største danske gruppe. Socialdemokratiet - med tidligere socialminister Eva Gredal i spidsen - fik til sammenligning kun valgt tre.

Oprindelig radikal

Partipolitisk tog Jens-Peter Bonde også noget af en rejse.

I 1966 var han opstillet til Folketinget for de radikale. Han trak sig dog som kandidat inden valget. I 1971-72 var han formand for Radikal Ungdom. Op til folkeafstemningen om EF 2. oktober 1972 kastede Bonde sig ind i kampen for en nej gennem Folkebevægelsens mod EF.

I 1975 meldte Bonde sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). På Det ny Notat i Allingåbro var det velkendt, at Bonde ikke var hardcore Moskva-kommunist. Hans indgang til DKP var at medlemmerne forstod at knokle. De kunne både organisere og samle penge ind. Og det imponerede i den grad Jens-Peter Bonde.

I 1990 stillede Bonde op til Folketingsvalget for det nystartede Enhedslisten i 1990. Listen kom dog ikke over spærregrænsen på de to procent.

Jeg kom tæt ind på livet af Jens-Peter Bonde i første halvdel af 80’erne, hvor jeg gennem flere år som journalist dækkede EU-Parlamentets månedlige sessioner i Strasbourg.

Utrættelig slider

Jens-Peter var en utrættelig slider. Nærmest altid begravet i EU-dokumenter eller optaget af samtaler med EU-politikere eller EU-bureaukrater.

Det lykkedes mig dog af og til, at lokke Jens-Peter med ud af spise en frokost. Flere gange bemærkede Jens-Peter med lige dele beundring og forundring, at jeg ikke - som han - bare skovlede maden indenbords, men i stedet tog mig tid.

I korte glimt kunne Bonde glæde sig over solens stråler eller den nærliggende smukke park

Det lykkedes mig også af og til at få Jens-Peter trukket ud af EU-Parlamentets inferno af stål og glas. I korte glimt kunne Bonde glæde sig over solens stråler eller den nærliggende smukke park. Men kun kortvarigt. Så trak dokumenterne og arbejdet igen i ham.

I 1984 rykkede jeg permanent til København fra Aarhus. Startede som journalist i Folketinget for Det ny Notat.

Det var lidt af en kamp for mig at finde noget at bo i i København. Jens-Peter Bonde aktiverede sit netværk. Og vupti så kunne jeg rykke ind i en dejlig, nyrenoveret andelslejlighed på Nørrebro. Et stenkast fra Jens-Peter Bonde, der dengang boede på Nørrebro Runddel.

Jeg havde dog problemer med finansieringen. Min bank ville ikke låne mig penge til andelsbeviset på mit glatte ansigt. Banken krævede en kautionist, men jeg foretrak at klare tingene selv.

Bonde foreslog, at jeg skiftede bank. Han mente, at Arbejdernes Landsbank på Nørrebrogade nok bedre forstod situationen. Det holdt stik. Først senere fandt jeg ud af, at netop den filial var Folkebevægelsen mod EF’s bankforbindelse - og at Bonde havde lagt et godt ord ind for mig hos filialchefen.

Sådan var han, Jens-Peter Bonde, empatisk og hjælpsom.

Jens-Peter Bonde som kontorfælle

Jeg havde i de år kontor i Folketinget og på Nørrebrogade, hvor Folkebevægelsen mod EF havde hovedkvarter.

Jeg glemmer aldrig min første dag på kontoret på Nørrebrogade.

Jeg var i færd med at indrette mig en arbejdsstation. Ryddede et skrivebord, skaffede mig en kontorstol, forlængerledninger og en arkitektlampe. Kontoret lå isoleret fra de andre kontorer. Der var en del støv, halvmørkt og fyldt med dokumenter overalt.

Efter et par timers oprydning og indretning hørte jeg pludselig en brummen fra et hjørne af kontoret.

Gemt bag høje stakke af dokumenter ved et andet skrivebord fandt jeg Jens-Peter Bonde fuldstændig opslugt af læsning i EU-Tidende, eller hvad det nu var. Gennem et par timer havde jeg intet hørt eller set til ham. Så han gjorde mig ærlig talt ret forskrækket.

Bonde sad på en kontorstol uden ryglæn. Hans kontorlampe var uden pære

Bonde sad på en kontorstol uden ryglæn. Hans kontorlampe var uden pære, så han sad og læste i halvmørke. Uden at ænse det. Måske det havde stået på i en længere periode?

Jeg skaffede Jens-Peter en anden kontorstol - med ryglæn og en elpære til hans kontorlampe. Jens-Peter, der altså viste sig at være min kontorfælle, nikkede glad - og læste så videre.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce