Annonce

Jensen går, hvis Løkke går og Danske Bank meldt til Politiet

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til det sidste nyhedsoverblik fra Netavisen Pio i denne uge.

Danske Banks image har mildest talt lidt nogle gevaldige knæk de senere år. Og nu får Danmarks største bank så endnu et gevaldig rap over nallerne. Finanstilsynet har nemlig fredag valgt at politianmelde banken, fordi ledelsen vidste, at et bestemt investeringsprodukt udelukkende kunne give blive en underskudsforretning for kunderne.

Ugen har ikke skortet på udmeldinger og løfter fra regeringen, og fredag slår miljøminister Lea Wermelin fast, at Socialdemokratiet vil arbejde for et forbud mod sprøjtegifte på offentlige parker og stier.

Men vi starter, som det er blevet en ny vane, i partiet Venstre, hvor dramaet også i dag har taget nye interessante drejninger. Blandt andet med en opsigtsvækkende udmelding fra partiets næstformand.  

 

Jensen går, hvis Løkke går 

Kristian Jensen er kommet med et tilbud til Lars Løkke: Trækker du dig, så gør jeg også.

Venstres næstformand, Kristian Jensen, tilbød søndag at trække sig fra sin post på én betingelse, nemlig at Løkke også trækker sig. Det siger kilder tæt på forløbet til TV 2.

Jensens tilbud kom, efter at fire ud af fem regionsformænd i en mail til Venstres ledelse lørdag havde krævet et ekstraordinært landsmøde for at diskutere fremtiden for Venstres ledelse.

Få timer senere svarede Lars Løkke Rasmussen ved at udsende en video på Facebook, hvor han slog fast, at han ville genopstille som formand for Venstre på det næste landsmøde, som skal afholdes inden Folketingets åbning 1. oktober.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få en kommentar fra Venstres næstformand, Kristian Jensen, eller Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Læs mere på Netavisen Pio.

Minister vil forbyde sprøjtemidler i offentlige parker

Miljøminister Lea Wermelin (S) slår nu fast, at Socialdemokratiet arbejder for et sprøjteforbud på offentlige arealer som parker og stier.

"Socialdemokratiet mener det samme nu som før valget, og jeg er i gang med at se nærmere på forbuddet mod sprøjtning på offentlige arealer, og hvordan vi konkret kommer i mål med det," skriver ministeren i en mail til Altinget.

Udmeldingen glæder støttepartierne.

"Det er en dejlig nyhed, men det manglede jo også bare. Socialdemokratiet mente det her før og under valgkampen, og jeg forventer da, at vi kommer til at gøre rigtig meget for at forhindre sprøjtning, som både skader biodiversitet og drikkevand," siger Enhedslistens miljøordfører Mai Villadsen.

Læs mere om historien lige her.

 

Finanstilsynet politianmelder Danske Bank

Finanstilsynet har valgt at politianmelde Danske Bank for den "meget alvorlige overtrædelse".

Overtrædelsen er sket i forbindelse med salg af investeringsproduktet Flexinvest Fri, fordi banken har været advaret om at produktet ville give kunderne et negativt afkast.

“Det er efter Finanstilsynets opfattelse en meget alvorlig overtrædelse af de forbrugerbeskyttende regler, der gælder på området,” skriver tilsynet ifølge B.T.  

Finanstilsynets kritik af Danske Banks vildledning af kunderne er hård og berettiget, skriver bankens topchef Chris Vogelzang i en kommentar til, at tilsynet har politianmeldt banken i dag for at vildlede sine investeringskunder.

Læs mere om sagen lige her.

 

Partier trækker støtten til ny motorvej

Hverken Venstre eller Dansk Folkeparti ønsker at arbejde videre med etableringen af en Ring 5-motorvej ved hovedstaden, som ellers indgår i blå bloks egen investeringsplan.
Også Konservative har fået andre prioriteter.

Den politiske opbakning til en ny motorvej, fra Køge syd for København op til Frederikssundsvej 35 kilometer længere mod nord, smuldrer.

"Den specifikke Ring 5 er ikke groet i vores have," siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, og derfor vil Venstre i ikke længere prioritere den del af forårets investeringsplan.

Heller ikke i Dansk Folkeparti er der længere opbakning til at prioritere omkring seks milliarder kroner til en Ring 5-motorvej

Her kan du mere om motorvejen, som hænger i en tynd tråd.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet