Annonce

Jensens Bøfhus idømt bod i Arbejdsretten

Idømt 50.000 kroner i bod for at bryde lockoutreglerne
Midt under corona-krisens første fase iværksatte Jensens Bøfhus A/S en lockout af deres medarbejdere.

Men inden Jensens Bøfhus A/S havde givet et varsel om lockouten til medarbejderne, havde direktøren, Anders Nikolaisen, 1. marts 2020 sendt et brev til alle 750 ansatte om, at nyansatte efter 1. marts 2020 ville blive ansat på nye vilkår, der svarede til de vilkår Restaurant Flammen har i deres overenskomst.

Men på det tidspunkt var Jensens Bøfhus A/S fortsat omfattet af overenskomst med 3F, fordi en lockout efter reglerne skal varsles med mindst 14 dage.

Først den 23. marts – 22 dage efter – sendte Jensens Bøfhus A/S et lockoutvarsel, der betød, at organiserede medarbejdere blev udelukket fra at arbejde i restauranterne efter 14 dages varsel.

Bøf-direktør reagerede ikke

Arbejdsretten skriver i dommen, at den lægger vægt på, at selskabet har handlet i strid med overenskomsten med 3F og hovedaftalen. Arbejdsretten lægger ligeledes vægt på at Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, indkaldte Jensens Bøfhus A/S til fællesmøde allerede 3. marts, 2 dage efter, og fortalte direktøren, at han var i færd med at bryde reglerne, men det reagerede bøf-direktøren ikke på.

Vi prøvede jo faktisk at fortælle ham på et møde 3. marts, at han var ved at bryde reglerne

"Vi prøvede jo faktisk at fortælle ham på et møde 3. marts, at han var ved at bryde reglerne. Havde han accepteret det, var sagen nok ikke endt i Arbejdsretten," siger forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, Peter Lykke Nielsen, og fortsætter:

"Det er rigtigt ærgerligt når parterne kommer så langt fra hinanden, at man mistror modparten, selvom de taler sandt. Det er fuldstændigt det samme som da vi forsøgte at fortælle Anders Nikolaisen noget omkring tjenerbegrebet i vores overenskomster og om restaurant Flammens overenskomst og ovenikøbet inviteret til, at få en dommer til at afgøre sagen, men uden held."

Boden på 50.000 kroner skal betales inden 14 dage. Pengene skal betales til 3F.

Tilbud fra 3F afvist

  • Jensens Bøfhus A/S’ lockout af de unge restaurationsarbejdere blev begrundet med, at man hellere vil have Restaurant Flammens overenskomst. 3F har tilbudt at give Jensens Bøfhus A/S restaurant Flammens overenskomst, hvis man ændrer konceptet så det svarer til Flammens. Det har Jensens Bøfhus A/S indtil videre afvist.
  • Lockout er et skridt arbejdsgivere kan tage for at slippe af med en kollektiv overenskomst. Lockout betyder, at medarbejdere der er medlem af en fagforening udelukkes fra at arbejde i forretningen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg har fundet ud af at Jensen bøfhus faktisk er ret godt, kender mange der er begyndt at bakke op om Jensens helt rigelige sag!

Man fristes til at tro at 3F er ude på at skabe splid og splittelse!

Men heldvis er der mange flere det støtter 3F i denne sag og holder sig langt væk fra Jensens !

Jens Peder Nielsen.
Du burde nok lige sætte dig lidt ind i arbejdsmarkedes regler, inden du blamerer dig mere med din uvidenhed om emnet.
Det er Jensens Bøfhus, der selv har bragt sig i denne situation, 3F benytter blot de vedtagne magtmidler, der er aftalt på det organiserede velordnede arbejdsmarked.
Bøfhusets administrerende direktør spiller hasard med firmaets økonomi, så han overlever nok ikke i sin stilling i det uendelige.

Annonce