Jeppe Bruus: Du bliver mere effektiv af at få børn
Jeppe Bruus: Du bliver mere effektiv af at få børn
Netavisens navnefar har sat sig selv et mål. Han vil finde ud af, hvem hans arvtagere egentlig er. Det skal ske ved, at han starter en sætning og et medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe afslutter den. Men… Svarene må ikke blive selvfølgelige. Til gengæld må det gerne være skrevet med et glimt i øjet. Femte gang med uddannelses- og forskningsordfører Jeppe Bruus.
Mit navn er Jeppe Bruus… Jeg er far til Dicte, kæreste med Mette, vokset op med fodboldstøvler på, nyder at lave mad, har arbejdet i både det private og fagbevægelsen, inden jeg kom i Folketinget.
Jeg holder så uendelig meget… af folk, der er oprigtigt engageret. Om det så er i deres job som skolelærer, som næstformand i boligforeningen eller som fodboldtræner. Vores samfund beriges af engagerede ildsjæle!
Nattesøvn… er der blevet mindre af, siden jeg blev far. Der var ikke meget af den i forvejen, men det opvejes af energien fra den lille pige. Og så bliver man altså mere effektiv af at få børn. Det kan anbefales!
Som elev på Kennedy High School i Iowa USA… oplevede jeg den amerikanske kultur i Midtvesten. USA er på mange måder et fantastisk land, men vi har ingen grund til at misunde deres tilgang til staten og omfordeling. Til gengæld er amerikanerne nemmere at komme ind på livet af, end vi kan være herhjemme. Vi kan godt lade os inspirere af amerikanernes gæstfrihed.
Udfordringen for de videregående uddannelser… er at tænke uddannelse og arbejdsmarked mere sammen. Der er ingen modsætning mellem at tænke over, hvordan man bruger teorien på arbejdsmarkedet og det eksempelvis at være en dygtig akademiker. Og så skal vi løfte kvaliteten. Både på vores universiteter, men også på vores professionsuddannelser og erhvervsakademier.
Merete Riisager (LA)… er en super direkte politiker med tydelige holdninger. Jeg er ikke altid enig, men holder af politikere, der siger, hvad de mener, og mener, hvad de siger. Det gør Merete.
Da jeg var studerende… brugte jeg det første år på stort set at bo inde på studiet. Jeg blev som ”russer” medlem af caféudvalget, der havde ansvaret for alle fester. Og da der var fest hver fredag, var det en hård tjans, men det var skide sjovt!
Livet på Christiansborg… er privilegeret og præget af engagerede mennesker! Både de valgte og de ansatte. Men der kunne godt være flere sociale arrangementer.
Jeg har aldrig drømt om… at S skulle ramme under 20 procent i meningsmålingerne. Vi må være mere klare i spyttet om, hvordan vi udvikler vores fælles velfærdssamfund! Danskerne vil gerne stærke fællesskaber, og vi skal være dem, der både lytter og viser vejen. Hver dag!
I 2020… spiller AB igen i superligaen! Over 30 procent af danskerne stemmer S. Og Venstres formand hedder hverken Lars Løkke eller Kristian Jensen.
Læs de tidligere Pio-interview her:
Pio møder Astrid Krag
Pio møder Ane Halsboe-Jørgensen
Pio møder Jens Joel
Pio møder Leif Lahn Jensen
Tilføj kommentar