Jesper Petersen: Uber-chauffører skal betale korrekt skat

Über

Jesper Petersen: Uber-chauffører skal betale korrekt skat

Sagen mod pirattaxaselskabet Uber trækker i langdrag, samtidig med at flere og flere af den slags nye virksomhedstyper dukker op i Danmark. Derfor vil Socialdemokratiets skatteordfører Jesper Petersen sikre sig, at både Uber og andre nye virksomhedstyper betaler korrekt skat.

Nye virksomheder som Uber, GoMore og Airbnb har gjort deres indtog i Danmark. Og med disse nye virksomhedsformer, der kalder sig deleøkonomiske, og i nogle tilfælde også er det, kommer spørgsmålet, hvordan vi kan sikre os, at de betaler den skat, de skal. Altså at chaufføren, der kører pirattaxa for Uber betaler skat af sin indtægt og ikke bare stikker det hele i egen lomme.

Socialdemokratiets skatteordfører Jesper Petersen spurgte i Folketingets Skatteudvalg skatteminister Karsten Lauritzen (V) om, hvorvidt SKAT kunne kontrollere, at der blev betalt korrekt skat af de penge, folk tjener på de nye virksomhedsformer. Skatteministeren svarede, at det kunne SKAT ikke kontrollere på nuværende tidspunkt. Det vil den socialdemokratiske ordfører have lavet om, og han vil ikke afvise, at nogle af de virksomheder kan blive pålagt indberetningspligt – altså, at de skal indberette til skat, hvor meget en medarbejder har tjent for at arbejde for virksomheden.

”Vi er åbne for, at man kan pålægge nogle tjenester indberetningspligt. Og det er jo ret enkelt, fx hos Uber foregår hele trafikken gennem et stykke software, og alle ture er registreret, og dermed er det også enormt enkelt at fortælle SKAT om, hvad der er blevet kørt”, siger Jesper Petersen til Netavisen Pio.

Men der kører jo en sag mod Uber lige nu? Var det ikke bedre at kæmpe for, at de blev forbudt?
”Vi ved jo ikke, hvordan den konkrete sag falder ud. Det, jeg forholder mig til som skatteordfører, er, at Uber er her lige nu. Og derfor skal SKAT have hjemmel til at kontrollere, at der bliver betalt korrekt skat. Det, der har vist sig, er, at det er et felt, hvor SKAT famler i mørke.”

Men er det ikke et problem, at sagen mod Uber er trukket så meget i langdrag?
”Det er min kollega Christian Rabjerg Madsen, der er ordfører på den sag, men jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er fundet en afklaring i den sag endnu.”

Mange taxachauffører er jo meget vrede på Uber, fordi de mener, at det gør det at køre taxa til en fritidsbeskæftigelse i stedet for et arbejde. Hvad tænker du om det?
”Overordnet set er det klart, at der er nogle af elementerne fra deleøkonomi, der er gode – for eksempel for vores miljø, og Airbnb kan måske give folk mulighed for at tage på ferie lidt oftere, hvis de kan leje lejligheden ud, når de er ude at rejse. Og på andre punkter giver det nogle udfordringer for vores arbejdsmarked. Jeg tror, det er forkert at tro, at man kan forbyde sig ud af alting, men det handler om at sikre, at vi passer på vores arbejdsmarked, og at der bliver betalt korrekt skat, samtidig med, at vi ikke lukker dørene for forbrugerne. Og der vil jeg gerne appellere til, at regeringen tager det her område alvorligt.”

Jesper Petersen har nu samlet et flertal uden om regeringen, der vil give SKAT lov til at kontrollere, om medarbejdere i virksomheder som Uber betaler skat. Med udsigt til at blive stemt ned i folketingssalen, udsendte skatteministeren en pressemeddelelse om, at man nu vil undersøge muligheden for at give SKAT mulighed for at kontrollere skattebetalingen hos virksomheder som Uber.

”Jeg vil selvfølgelig holde øje med, at SKAT nu får hjemmel til at undersøge, om der bliver betalt korrekt skat”, siger Jesper Petersen.

Generelt skal vi regne med at diskutere meget mere deleøkonomi, siger Jesper Petersen, der også har en opfordring til sine kolleger:
”Vi skal lære at skelne mellem genbrug, deleøkonomi og klassisk virksomhed. VI skal være mere skarpe på definitionen. Og få ordnede vilkår, når det handler om skatteforhold og hele det arbejdsmarkedspolitiske. Der synes jeg ikke, det er urimeligt at kritisere regeringen for at være for langmodige.”

Mads Havskov Hansen

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet

Læs mere om:

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.