Jo, et terrorangreb må godt bruges politisk

Vores samfund er så stærkt, fordi vi kan leve – nej trives! – i uenighed. Det kan de, som i Paris udviste foragt for vores samfund, ikke.
Fredag den 13. november blev Paris endnu engang offer for islamisk terror. Uskyldige blev skudt på en restaurant og hundredevis taget som gidsler og aflivet på spilletstedet Bataclan. Vidner beretter om, at morderne råbte ’Allahu akbar’ - arabisk for 'Gud er stor', og terrorgruppen Islamisk Stat har taget ansvaret for uhyrlighederne.

Angrebet kostede over 100 mennesker livet og sårede mere end 100 andre, og vi kender den politiske mølle, vi nu skal igennem. Men denne gang vil tilskyndelsen til handling fra de velkendte politiske fronter være endnu mere tydelig – og endnu flere vil lytte – end hidtil.

Det har givet anledning til, at en stor gruppe mennesker, heriblandt en række politikere og meningsdannere, indtrængende har bedt om, at terrorangrebet ikke ”tages som gidsel i en politisk diskussion.” Det er ”ulækkert” at folk fremfører deres politiske synspunkter i lyset af terrorhandlingen, lyder det. En bruger udtrykte det således på Facebook: ”Jeg har ikke tid til smålige politiske slagsmål, jeg har for travlt med at græde for Paris.”

Dermed vil rækkevidden af ens adfærdsændring begrænse sig til at uploade tandløse billeder af en tåre i franske farver eller et peace-tegn med et Eiffeltårn i centrum.

Det er imidlertid en komplet misforståelse af situationens alvor og af de værdier, der gør vores samfund værd at værne om. Man kan ikke forholde sig til tragedien i Paris, som var det en togulykke eller et jordskælv. Terror er politisk i sin essens og har derfor også politiske implikationer.

Hvis man mener, at vi ikke må diskutere disse, så er man en del af problemet og ikke løsningen. For dermed vil rækkevidden af ens adfærdsændring begrænse sig til at uploade tandløse billeder af en tåre i franske farver eller et peace-tegn med et Eiffeltårn i centrum. Der er intet i vejen med disse sympatierklæringer, men det er gennem debat og uenighed, at vi bliver klogere og mere handledygtige.

Angrebet i går trækker spor ud til nogle af de mest aktuelle og essentielle politiske emner lige nu. Lige fra vores udenrigspolitik til håndteringen af migrant- og flygtningekrisen.  Det er selvfølgelig helt i orden at være uenig i de konklusioner, som folk drager oven på angrebet, og man må gerne blive følelsesladet, når man udtrykker denne uenighed – for hvis ikke nu, hvornår så? Men spar os for "dette er ikke tiden til politik"-formaningerne. Demokratiets hjerte er blevet angrebet af mennesker hvis eneste mål i livet er at knægte den måde, vi lever på. Tiden er mere end nogensinde inde til, at vi taler om, hvordan vi forhindrer nye angreb.

Indignation og bekymring over, hvad fremtiden vil indebære i lyset af gårsdagens begivenheder, er altså lige så forståelige og acceptable reaktioner, som gråd og sorg. Uanset om det er bekymring over, hvordan angrebet vil påvirke flertallet af uskyldige, muslimske medborgere, eller tilkendegivelser om, at vi nu må handle på den ene eller den anden måde.

I de kommende dage vil det som det mest naturlige i verden give anledning til, at folk spørger: "hvad gør vi nu?" Og det er det mest politiske spørgsmål man kan stille.

Vores hjerter er også med Frankrig, og vi har den største medfølelse med de mennesker, der er blevet direkte påvirket af situationens grusomhed. Men det bør ikke forhindre os i at snakke om angrebene, eller i at skride til hvad end handling, som demokratiet beslutter sig for.

Personligt er vores stærkeste følelse ikke sorg, men en afsindig vrede over at nogen kan tro, at deres ideologi er så vigtig, at andres ønsker, håb og endda liv kan tilsidesættes i dens navn.

Vi er stærke, for vi kan leve i uenighed. Det kan de, som angreb Paris, ikke.

Casper Gronemann (f. 1987) er cand.scient.adm. og venstresnoet meningsdanner, Christian Marcussen (f. 1980) er cand.comm. og borgerlig multimand.


Flere artikler om emnet

Annonce