Liberal Alliance vil hellere forstærke nedarvede privilegier end fastholde et samfund, hvor man skal kunne arbejde sig til et godt liv igennem flid. Det er ikke klogt, men er overraskende nok også et opgør med en af liberalismens få fornuftige byggeklodser.

Sandheden er nemlig, at hvis man ønsker en politik til gavn for hårdtarbejdende og lavtlønnede danskere, er en sænkelse af arveafgiften nok det sidste sted man skal kigge hen.

Liberal Alliances finansordfører Joachim B. Olsen har kaldt det indbegrebet af grådighed, når staten pålægger en arveafgift til de danskere, der modtager særligt store formuer i arv.

I et forfejlet forsvar for de lavtlønnede svinger finansordføreren sig op på et niveau, hvor virkeligheden forsvinder i forbifarten og selv de liberale bukser sprækker.

Tag ikke kassedamen som gidsel
Lad os tage virkeligheden først. De nuværende regler er sådan indrettet, at man bliver beskattet med 15 procent, hvis man arver mere end knap 300.000 kr. fra et afdødt nærtstående familiemedlem.

Jeg kan ikke udelukke at Joachim B. Olsen har mødt en rengøringsassistent eller en fabriksarbejder, som har sparet helt ekstraordinært meget op i forhold til deres kolleger eller som har vundet en stor gevinst i Lotto. Men det er ikke dem med de laveste indkomster, som betaler arveafgift i Danmark. Det er toppen af indkomsterne. Med bundfradraget sikrer vi netop, at alle danskere kan arve et nogenlunde pænt beløb kvit og skattefrit. Og ikke mindst uden alt for meget administrativt bøvl.

Derfor vil jeg opfordre til, at Joachim B. Olsen holder op med at tage kassedamen og hendes kolleger som gidsel

Derfor vil jeg opfordre til, at Joachim B. Olsen holder op med at tage kassedamen og hendes kolleger som gidsel i en debat, der tydeligvis alene har til formål at sikre mere til de, der har mest i forvejen.

Kigger vi på tallene for arven fra enligt afdøde, som AE-rådet i dag har meldt ud, er det over halvdelen af befolkningen som end ikke har formue nok til at skulle betale arveafgift. Det er netop direktørens børn og dem som er vokset op i store villaer, som betaler mest. Helt modsat har de allerfattigste i Danmark oftest kun gæld at give videre til deres børn.

Forslaget fra Liberal Alliance kommer kun godt et halvt år efter, at en velhaveralliances lobbyindsats - sammen med regeringen - fik hentet en milliard kroner i lavere arveafgifter til de største jordbesiddere og virksomhedsejere i Danmark.

Nu er tiden åbenbart kommet til endnu en omgang af de mest skæve skattelettelser, man kan forestille sig. I en tid, hvor vi ellers slå for at bevare en solid og stærk velfærdsmodel.

Opgør med liberal tradition
Men samtidig er Joachim B. Olsens forslag ekstraordinært, fordi det indskriver sig i et nyt opgør med store dele af den liberale tradition. Mange store liberale tænkere har igennem tiden forsvaret princippet om arveskat.

Adam Smith, som selv Olsen vel vil betegne som en af liberalismens faderskikkelser, så det retfærdige i en arveafgift. Den republikanske præsident Theodore Roosevelt var selv bagmand bag forslag om større arveafgift, og advarede imod, at lade for store formuer nedarve i generationer, fordi det var usundt for samfundet.

Det skulle være fliden og ikke stamtræet, som skulle være det vigtigste pejlemærke for ens muligheder i livet.

Herhjemme stammer den nuværende konstruktion med arveafgiften helt tilbage fra 1908, hvor Venstre var det største parti og Socialdemokratiet end ikke for alvor var slået igennem landspolitisk. Loven lå i naturlig forlængelse af tiden forud, hvor borgerskabet i byerne gik i alliance med bønderne på landet (og senere arbejderne) om at fravriste magt og privilegier fra konge, adel og den ekstreme overklasse. Det skulle være fliden og ikke stamtræet, som skulle være det vigtigste pejlemærke for ens muligheder i livet.

Med en økonomisk udvikling de senere år, hvor uligheden vokser og de allerrigeste sidder på en større andel af samfundets værdier, risikerer vi at forstærke en grundlæggende usund dynamik i samfundet. Hvor det for nogle ikke kan betale sig at arbejde, fordi man kan leve af renterne fra sin forældres, bedsteforældres eller ja en godsejer-oldefars formue. Hvor det i højere grad er hvem du er børn af, som bestemmer ens muligheder, end hvad du bidrager med.

Lavtlønnede kan - som de fleste almindelige danskere - ikke frit vælge om eller hvor meget de vil arbejde. For der er regninger, der skal betales, og en pension at spare op til. Her kan man kan ikke finansiere en ekstra ferie med nedarvede formuer.

Jeg ønsker at bevare en model, hvor vi belønner håndens arbejde og giver muligheder til flere danskere.

Benny Engelbrecht er finansordfører for Socialdemokratiet.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.