Jobcentre-beskæringer for at få råd til Arne-pension og Isabella Arendt genvalgt

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Jobcentrene skal beskæres for at få råd til Arne-pension, Isabella Arendt genvalgt som KD-formand, og 664 filmfolk siger nej til sexisme.

Velkommen til dagens Aktuelt.

Jobcentre beskæres med en milliard for at få råd til Arne-pension

En stor del af finansieringen til den nye ret til tidligere pension skal findes i kommunernes jobcentre. 3F bakker op om færre regler og mindre bureaukrati, men advarer mod "snuptagsløsninger", der går ud over især kortuddannedes jobmuligheder.

Det skriver Fagbladet 3F.

Den nye ret til tidligere pension, der blev forhandlet på plads natten til lørdag, kommer til at koste 3,5 milliarder kroner årligt, og en tredjedel af finansieringen – 1,1 milliarder – skal findes hos landets jobcentre.

Det fremgår af den aftale, som den socialdemokratiske regering blev enig med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti om.

Besparelserne på jobcentrene bliver i aftaleteksten præsenteret som en "nytænkning af beskæftigelsesindsatsen", og der peges på, at jobcentrene er ramt af for meget bureaukrati.

Partierne vil dog vente til næste år med at beslutte, hvor i jobcentersystemet pengene helt konkret skal findes.

Hos 3F, landets største fagforbund, advarer forbundssekretær Søren Heisel mod “snuptagsløsninger”, som kan gøre det sværere for ledige at få opkvalificering til et nyt job.

“Jeg bliver nødt til at understrege, at det for 3F er helt afgørende, at en sådan omlægning af beskæftigelsesindsatsen ikke kommer til at gå ud over især kortuddannedes muligheder for at deltage i opkvalificering i deres ledighedsperiode. Færre regler og mindre bureaukrati vil vi til hver en tid støtte, men jeg vil gerne advare mod snuptagsløsninger, hvor de ledige får mindsket deres mulighed for at deltage i beskæftigelsesfremmende uddannelse,” siger Søren Heisel.

Det er Kommunernes Landsforening (KL), der driver jobcentrene. Her er formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget, Thomas Kastrup-Larsen (S), villig til at diskutere besparelser, som på samme tid kan forbedre kvaliteten i jobcentrene.

“Vi har længe haft det udgangspunkt, at der er gode muligheder for at effektivisere indsatsen i jobcentrene. Netop ved at kigge på at give dem mere frihed til at holde de samtaler, der giver mening, og mulighed for at bruge de elektroniske muligheder med sager,” siger han til Ritzau.

Der er tale om en gradvis beskæring af midlerne til jobcentrene, så der er i 2022 og 2023 skæres henholdsvis 300 og 750 millioner kroner, og fra 2024 får jobcentrene 1,1 milliard kroner mindre end i dag.

Ud over jobcentrene er det især den finansielle sektor, som kommer til at betale til den såkaldte Arne-pension gennem et såkaldt samfundsbidrag.

Læs mere her.

Isabella Arendt genvalgt som KD-formand

Ved Kristendemokraternes landsmøde i weekenden blev Isabella Arendt, som ved folketingsvalget overtog formandsposten fra sygemeldt Stig Grenov, genvalgt som formand for partiet.

Kristendemokraterne har på weekendens landsmøde genvalgt Isabella Arendt som partiformand.

Sådan skriver Altinget.

13. maj 2019 var dagen, hvor Isabella Arendts rolle i partiet Kristendemokraterne for alvor tog fart. En situation, hvor daværende partiformand Stig Grenov gik på sygeorlov midt under folketingsvalget, endte i Isabella Arendts favør. Hun blev valgt som konstitueret partiformand.

Kristendemokraternes opnåede ikke valg til Folketinget i 2019, da partiet endte med at ligge under spærregrænsen med 1,7 procent af stemmerne.

I forbindelse med weekendens landsmøde fremlagde den valgte formand planerne for de kommende samarbejder partierne imellem.

Ud over Isabella Arendts genvalg til formandsposten er i alt fire nye medlemmer blevet udpeget til Kristendemokraternes hovedbestyrelse. Der er tale om Simon Skals, Andreas Kjeldsen, Enok Linde og Iver Poulsen.

664 filmfolk siger nej til sexisme 

Nu siger 664 filmfolk fra over for krænkelser og sexisme i branchen.

Sådan skriver Information.

Filmfolkene er den femte branche i rækken af brancher, der har skrevet under på, at siger fra over for sexisme og krænkelser.

  • 1615 personer i mediebranchen har skrevet under.

  • 689 forskere har skrevet under.

  • 1053 læger har skrevet under.

  • 322 politikere har skrevet under.

Og nu altså også 664 personer i filmbranchen.

Det vidner ifølge Dansk Kvindesamfund på Twitter om, at “sexisme og seksuel chikane er et samfundsproblem”.

placeholder

Læs mere her.

Arbejdsmiljørepræsentant søger hjælp hos Arbejdstilsynet efter krænkelsessag i DR

Arbejdsmiljørepræsentant i DR har ikke tillid til HR. Fællestillidsmand i DR, Henrik Friis Vilmar, siger, at “det er problematisk”.

Det skriver Politiken.

“Jeg er forfærdet over ikke at have hørt noget om det. Det er et svigt fra ledelsens side.”

Sådan lyder det fra Christian Andersen, som er arbejdsmiljørepræsentant i DR, i en Facebook-kommentar søndag aften.

Udmeldingen kommer i kølvandet på sagen om en DR-vært, der er sendt hjem efter henvendelser om krænkende adfærd fra vedkommende. I Berlingske står flere personer frem og beretter om oplevelser med DR-værten, der blandt andet har givet voldstrusler, sendt ekstremt hadefulde beskeder og truet med at lække nøgenbilleder.

“Jeg er dybt ulykkelig og forfærdet over, hvordan jeg har behandlet andre mennesker. Selvom der er flere elementer i vidnesbyrdene, som jeg ikke kan genkende, så er der alt for mange, som jeg godt kan,” skriver den pågældende DR-vært blandt andet i en sms til Berlingske.

Arbejdsmiljørepræsentanten har “uden omsvøb” givet udtrykt for sine holdninger til ledelsen i DR, inden han satte sig til tasterne på Facebook.

“De (ledelsen i DR, red.) har svigtet de gode folk, det er gået ud over. Først ved ikke at have en kultur, der omgående stopper sådan noget, så ved at have kendskab til det uden at handle. Sikke et svigt, og hvor er jeg ked af at læse om det her i medierne.”

Arbejdsmiljørepræsentanten peger i sin kommentar på, at vigtige beskeder og funktioner går tabt på grund af konstante omstruktureringer og flytte rundt på folk.

Christian Andersen skriver videre:

“Fuck hvor er det for meget. I morgen kontakter jeg Arbejdstilsynet. Det har jeg orienteret DR om. Jeg har ikke tillid til HR og har brug for professionel vejledning. Det får jeg fra AT (Arbejdstilsynet, red.). Det skal stoppes nu!”

Henrik Friis Vilmar, fællestillidsmand i DR, ønsker ikke at kommentere på Christian Andersens manglende tillid til HR, men han finder det problematisk og understreger, at der skal gøres noget ved det.

Læs mere her.

Nyt blåt badge betyder “hold afstand”

Det er fra mandag muligt at hente et badge eller mærke, der skal få folk til at holde afstand fra udsatte, sårbare eller bekymrede borgere med henblik på at undgå coronasmitte.

Det skriver tv2.dk.

Der er fortsat smittespredning i samfundet, og en af anbefalingerne er, at folk skal holde afstand til hinanden.

En del apoteker er på forhånd blevet kontaktet af interesserede, så Apotekerforeningen regner med en vis efterspørgsel.

Det blå badge blev præsenteret af Helene Probst, Sundhedsstyrelsens vicedirektør, på et pressemøde i forrige uge

“Badget er tænkt til personer i øget risiko, men det er også tænkt til pårørende til nogen, der er i øget risiko eller vil passe ekstra på. Det er også tænkt til personer, som er lidt ekstra bekymrede og egentlig har brug for, at der bliver holdt afstand,” lød det fra hende i den forbindelse.

Alle kan gratis hente et badge på apoteket, men det er tiltænkt folk i særlig risiko for at udvikle alvorlig sygdom som følge af coronasmitte.

Anbefalingen er, at man venter med at besøge apoteket før op ad dagen mandag, da det ikke er sikkert, at alle apoteker endnu har modtaget en forsendelse.

Man kan også bestille mærket på mange patientforeningers hjemmeside, så man slipper for en tur på apoteket.

Det er udviklet i samarbejde med Danske Handicaporganisationer og en lang række andre patientforeninger.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce