Jobskabelse eller jobfastholdelse?

Vækstpolitikken bør i højere grad målrettes fremtidige arbejdspladser i stedet for at give skattelettelser til de eksisterende virksomheder.
Når sænkelse af selskabsskatten bliver omdrejningspunktet for vækstpolitikken, ligger der derfor i dette en prioritering af jobfastholdelse frem for jobskabelse. Man belønner de etablerede virksomheder, men gør ikke noget målrettet for de nye.

Bølgerne går højt i øjeblikket om regeringens foreslåede sænkning af selskabsskatten. Hvorvidt et sådant forslag er socialdemokratisk politik eller ej, vil jeg lade ligge i denne omgang og i stedet fokusere på, om en sådan sænkning har en effekt – og i givet fald hvilken effekt den har.

De fleste økonomer, der ikke er på lønningslisten hos dem, der betaler – eller burde betale – selskabsskat, er enige om, at en lettelse af selskabsskatten er en langsigtet og relativt ineffektiv måde at skabe nye arbejdspladser på. Det er egentlig ganske indlysende. De virksomheder, der geninvesterer overskuddet af deres produktion i nye arbejdspladser, ny teknologi, produktivitetsforbedringer etc. betaler jo ikke selskabsskat af deres investeringer. Det er dem, der vælger at trække store overskud ud af den aktive del af virksomheden, der betaler en betydelig selskabsskat – og som dermed får væsentligt flere penge ud af forslaget til vækstplan. Hvorvidt det vil betyde, at de pludselig ændrer strategi og begynder at reinvestere deres overskud, er et trosspørgsmål – men personligt tvivler jeg.

Sænkelsen kan måske få enkelte selskaber, der overvejer at udflage deres virksomhed til områder med lavere skat, til at genoverveje beslutningen. Hvis vi tror på det, kan sænkelsen betyde, at vi fastholder x antal arbejdspladser i landet, som ellers ville blive flyttet ud. Det er derimod svært at forestille sig, at sænkelsen skulle give noget væsentligt bidrag i forhold til oprettelsen af nye arbejdspladser. Det er meget få nystartede virksomheder, der har overskud i de første svære år – og derfor er det i sagens natur meget få nystartede virksomheder, der betaler selskabsskat. For dem handler det i langt højere grad om finansieringsmuligheder, afskrivningsregler, hurtig og imødekommende sagsbehandling etc.

I 90’erne accepterede man, at nogle brancher ikke længere var rentable i Danmark, og at der skulle findes nye til at erstatte dem – og at lønmodtagerne samtidig skulle have en reel mulighed for at udvikle deres kompetencer, så de kunne leve op til de nye og øgede krav.

Når sænkelse af selskabsskatten bliver omdrejningspunktet for vækstpolitikken, ligger der derfor i dette en prioritering af jobfastholdelse frem for jobskabelse. Man belønner de etablerede virksomheder, men gør ikke noget målrettet for de nye. Spørgsmålet er så, om det gør den store forskel. Et job er vel et job? På kort sigt måske, men på længere sigt er det afgørende for velstandsniveauet, hvad det er for en type job, vi skaber.

Konstant forandring er et vilkår i det moderne samfund – det gælder også på arbejdsmarkedet. Hvis vi politisk belønner de eksisterende virksomheder og forsømmer de nye, gør vi det i fremtiden sværere at finde nicher, hvor vi er førende – både teknologisk og produktivitetsmæssigt og dermed også lønmæssigt.

I 90’erne blev en række traditionelle brancher i det store og hele lukket ned på dansk grund, eksempelvis skibsværfts- og beklædningsindustrien. Faktisk mistede vi i løbet af dette årti ca. 350.000 job inden for den private sektor til udlandet. Men samtidig blev der skabt 600.000 nye private jobs, så nettoresultatet blev en fremgang på 250.000. Og ikke alene de 250.000, men alle de 600.000 jobs blev i høj grad skabt inden for højvækstbrancher som energi, miljø og IT.

Spørgsmålet om, hvorvidt vækstpolitikken skal fokusere på jobskabelse eller jobfastholdelse, er derfor helt grundlæggende. Lidt populistisk sagt handler det om, hvorvidt fokus for politikken er fortidens eller fremtidens arbejdsmarked og økonomi.

Ja ja, vil den intelligente læser indvende. Men en del af vækststrategien i 90’erne var også en sænkning af selskabsskatten. Det er fuldstændig korrekt, men det var en lille del af en meget stor samlet strategi, der både handlede om et massivt efteruddannelsesløft (diverse orlovsordninger), øget efterspørgsel af ikke mindst ufaglært arbejdskraft (hjemmeserviceordningen), målrettet investering i ny teknologi på bl.a. vindkraftområdet, en aktiv arbejdsmarkedspolitik etc. Man accepterede, at nogle brancher ikke længere var rentable i Danmark, og at der skulle findes nye til at erstatte dem – og at lønmodtagerne samtidig skulle have en reel mulighed for at udvikle deres kompetencer, så de kunne leve op til de nye og øgede krav.

Spørgsmålet om, hvorvidt vækstpolitikken skal fokusere på jobskabelse eller jobfastholdelse, er derfor helt grundlæggende. Lidt populistisk sagt handler det om, hvorvidt fokus for politikken er fortidens eller fremtidens arbejdsmarked og økonomi. Det er meget få af os, der for 15 år siden kunne forudse, at selskaber som Google og Facebook i dag hører til blandt verdens mest værdifulde. På samme måde er det nærmest umuligt at forudse, hvad der vil skabe vækst og arbejdspladser om 15 år. Men med en målrettet politik, der skaber gode rammevilkår ved at fokusere på bl.a. investeringer, teknologisk udvikling, offentlig efterspørgsel, uddannelse af medarbejdere, intelligente afskrivningsregler etc. er der langt større chance for, at vi i Danmark får del i fremtidens vækst, end gennem en generel skattelettelse.

 

Hans Stavnsager (1963) er kommunikationsrådgiver.


Flere artikler om emnet

Annonce