Jon Stephensen efter hård tid i politik: Det skal han nu

Helt nye veje

Jon Stephensen efter hård tid i politik: Det skal han nu

I et interview med Netavisen Pio sætter folketingsmedlem, løsgænger og tidligere medlem af Moderaterne Jon Stephensen ord på sin tid i politik, der både har budt på op- og nedture. Og så fortæller han om planerne for fremtiden

Jon Stephensen
Billedtekst
Ifølge Jon Stephensen har det været fire spændende år, som han ikke fortryder, siger han til Netavisen Pio.
Foto: Marie Hald, Folketinget

Løsgænger Jon Stephensens tid som folketingsmedlem har mildest talt været turbulent.

I et interview med Netavisen Pio sætter han ord på sin tid som folkevalgt politiker, og hvad der skal ske, nu hvor han ikke genopstiller.

Svaret ligger overraskende langt væk fra hverdagen på Christiansborg.

Fire kaotiske år

Jon Stephensens skandalesager

I 2023 ramte flere skandalesager Jon Stephensen.    

Først dukkede historier op om blandt andet falske underskrifter og dårlig ledelse fra Jon Stephensens tid som teaterdirektør på et stort københavnsk teater.

Dernæst kom det frem, at han havde sendt en række beskeder på Instagram til en 19-årig kvinde, som var aktiv i partiet.

“Du virker klog og smuk med den lækreste krop,” skrev dengang 63-årige Jon Stephensen en sen nattetime til den 19-årige kvinde.

I november 2022 blev Jon Stephensen valgt ind i Københavns storkreds for Moderaterne.

Allerede få måneder senere begyndte skeletterne at vælte ud af skabet fra hans tid som teaterdirektør og sin korte tid i Folketinget.

Læs også:Jon Stephensen efter kæmpe bombe under Løkke: "Jeg kan ikke gøre for, at det her er kommet ud"

Skandalesagerne blev fulgt af tremåneders selvbetalt barsel og dernæst udelukkelse af Moderaterne fra og med midt-august 2023.

Fredag beskrev Netavisen Pio Jon Stephensens påstand om, at Moderaterne dengang tilbød ham 1,3 millioner kroner for at træde ud af Folketinget og overlevere sit mandat til partiet.

Tilbuddet takkede Stephensen dog nej til, og umiddelbart efter vendte han tilbage til Christiansborg som løsgænger.

Købt eller solgt?

Knap to år senere – i maj 2025 – fik Jon Stephensen alligevel lov til at deltage i partiets gruppemøder uden at få tildelt ordførerskaber.

Det skete en måned efter, at Stephensen med sit folketingsmandat havde været med til at redde Moderaternes klimaminister, Lars Aagaard, der var i fare for at miste sin ministerpost.

Siden da har det været svært at gennemskue, om Jon Stephensen har været købt eller solgt af Moderaterne – blandt partiet og Jon Stephensen selv er der delte meninger.

Jon Stephensen er stadigvæk Jon Stephensen. Moderaterne er stadigvæk Moderaterne

Ifølge daværende gruppeformand, Henrik Frandsen, var der med Stephensens delvise inkludering tale om et arbejdsfællesskab:

“Jon Stephensen er stadigvæk Jon Stephensen. Moderaterne er stadigvæk Moderaterne,” sagde Frandsen.

Jon Stephensen har dog en anden opfattelse – og den opfattelse bunder i flere SMS’er, som Stephensen har fremvist til Politiken.

En af beskederne er fra Moderaternes formand, udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen:

“Tak for dine indspark, som vi får lejlighed til at diskutere, når vi ses til sommergruppemødet. Vil foreslå, at du inden da – når du er retur fra Grønland – får en snak med Britt (red: daværende partisekretær Britt Bager) om din fortsatte integration i Moderaterne bedst kan finde sted”.

Læs også:Så faldt fars hammer: Stephensen på selvbetalt orlov

Senere SMS’er viser en dialog mellem Jon Stephensen og Britt Bager om det, partisekretæren kaldte “formaliteten omkring indtræden i Moderaternes folketingsgruppe.”

Og i en besked fra d. 26. august 2024 fremgår en automatisk kvittering for, at Stephensen er blevet optaget i Moderaterne samt et medlemsnummer.

Intet svar fra Løkke

Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Britt Bager ønsker ifølge Politiken at forholde sig til sagen.

Partiets pressetjeneste skriver i et skriftligt svar til mediet, at Jon Stephensen ikke har repræsenteret Moderaterne som folkevalgt siden august 2023 og tilføjer, at man ikke oplyser, hvem der er medlemmer af partiet – heller ikke, om Jon Stephensen er.

Løkke har heller ikke villet kommentere, hvorvidt tilbuddet på de 1,3 millioner kroner til Jon Stephensen har fundet sted eller ej.

Jon Stephensen skulle pakke sine sydfrugter

Fredag sagde Løkke dog til Ekstra Bladet, at han personligt har fortalt Stephensen, at han ikke hører til i partiet:

“Jeg kan sige med sikkerhed, at jeg har taget ansvaret for at fortælle Jon Stephensen, at han ikke hører til i vores parti. Husk lige på, hvad det handler om – krænkelsessager og alt muligt andet. Jeg tager også fuldstændig ansvar for at sende et signal om, at jeg synes, Jon Stephensen skulle pakke sine sydfrugter”, sagde Løkke.

Teologi og børnestole

Nu hvor Jon Stephensen ikke har et parti at stille op for, skal der ske noget nyt.

Til Netavisen Pio siger han således om fremtidsplanerne:

“Jeg skal forhåbentlig læse teologi, og så er der begyndt at lave noget design. Jeg er uddannet arkitekt. Jeg har tegnet et sommerhus og udviklet en meget lille fin børnestol, jeg har lavet et prototype på.”

Noget der skal i produktion?

“Ja, det kunne være, at jeg selv producerer det, eller finder en producent. Det må vi se, men indtil videre er det bare sådan noget, jeg har gået og bakset lidt med.”

Læs også:Jon Stephensen undskylder: “Jeg kan ikke længere genkende mig selv”

“Noget helt andet, men det har været fire spændende år,” uddyber han.

Er du træt af politik?

“Det har ikke været en dans på roser, det her, men jeg synes, der er utrolig mange søde kolleger herinde. Et fantastisk personale, der hjælper og bærer os. Og jeg synes også, det har været ekstremt spændende.”

Det er ikke noget, jeg fortryder

Stephensen fortæller, at han har været glad for nogle af de aftryk, han har sat på dansk politik, herunder at få sat omkring en milliard af til kulturen, og at få kulturen skrevet ind i regeringsgrundlaget.

“Og så er der selvfølgelig nogle ting, der kunne anderledes. Jeg vil da gerne sidde i udenrigspolitisk nævn i hele valgperioden, og ikke kun en kort del. Og så videre, og så videre, og så videre. Men ting sker jo. Men det er ikke noget, jeg fortryder,” siger Stephensen.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 03.03.2026 - 06:42

Jeg synes, at Jon Stephensen og alle andre parti hoppere skulle have forladt Christiansborg, den dag de forlod deres respektive partier.

Det burde ikke være muligt at tage det mandat med sig, som man er blevet betroet af vælgerne, når man eksempelvis rager uklar med sit parti og forlader det.

Mandatet er ganske vist personligt, men det er givet i tillid til, at mandatindehaveren vil arbejde for en gennemførelse af et bestemt partis politik. Derfor er det et svigt overfor sine vælgere at misbruge mandatet til at føre en anden politik.

Der svarer i princippet til, at en bonde giver sin ansat fuldmagt til at tage til et dyrskue og købe en ged, og vedkommende så i stedet kommer tilbage med en gris.

Et mandat bør naturligvis opfattes som et stykke inventar, der tilhører partiet; en stol, der skal blive stående i partiet, hvis den politiker, der har fået den betroet, ikke længere vil eller kan arbejde for partiets politik.

Derfor er der tale om et legalt tyvereri, som reglerne er nu, hvor partiafhoppere kan tage "stolen" med sig ud til ingenting som løsgænger eller til et helt andet parti.

Hvorfor sørger politikerne ikke selv for at stoppe dette helt åbenlyse vælgerbedrag med en lovændring, eller hvad der ellers skal gøres for at stoppe denne mandat trafik?!

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.