Annonce

Journalister og kommentatorer rakker V-pressemøde ned

Medier betegner Venstre-pressemøde med tre V-ministre som ”en besynderlig seance”
Tirsdag formiddag holdt Venstre et pressemøde på Christiansborg, som en enig presse betegner som ”en besynderlig seance”.

Tre Venstre-ministre – udlændingeminister Inger Støjberg, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og udviklingsminister Ulla Tørnæs – havde indkaldt til pressemøde ”på baggrund af de seneste politiske udmeldinger på udlændinge- og integrationsområdet”.

På pressemødet fortalte Venstre intet om partiets egen udlændingepolitik

På pressemødet fortalte Venstre intet om partiets egen udlændingepolitik.

Pressemødet handlede – ifølge Berlingske – i stedet ”alene om én ting: At forsøge at iværksætte en skræmmekampagne om, hvad det vil få af betydning for udlændingepolitikken, hvis Socialdemokratiet får regeringsmagten.”                                                                    

”Vi har valgt at indkalde til et pressemøde, fordi der i sidste uge opstod et - må man sige - afgørende øjeblik i dansk politik,” lød det fra Inger Støjberg – med henvisning til udmeldingen fra de radikales leder, Morten Østergaard, om at Mette Frederiksen kun kan regne med radikal opbakning, hvis Socialdemokratiet efter valget tager et opgør med paradigmeskiftet i udlændingepolitikken.

Mette F.: Udlændingepolitikken forbliver stram

I kølvandet på den radikale melding har Mette Frederiksen fastslået, at udlændingepolitikken forbliver stram med hende som statsminister, og at paradigmeskiftet ikke bliver tilbagerullet.

”Det flertal, der i dag står bag dansk udlændingepolitik, vil være intakt, måske endda styrket, efter næste valg, og det er der selvfølgelig ikke nogen, der skal kunne true sig til at ændre,” fastslog Mette Frederiksen over for dagbladet Politiken.

Men på pressemødet sagde Inger Støjberg, at Venstre har ”brug for åbent og også helt ærligt at sige, at det vil få meget alvorlige konsekvenser for Danmark, hvis Socialdemokratiet og radikale venstre kommer til magten”.

De tre ministre præsenterede på fire plancher grafer og tal, der illustrerede hvor galt det ville gå med udlændingepolitikken, hvis de røde kom til magten.

"Lidt folkeoplysning"

Beskæftigelsesminister Troels Lund kaldte seancen for ”lidt folkeoplysning.”

I kølvandet på de tre ministres præsentation fik de fremmødte journalister mulighed for at stille spørgsmål.

DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen spurgte, om det ikke nærmer sig misbrug af regeringsmagten og embedsmænd, at Venstre så åbenlyst fører valgkamp, selv om der endnu ikke foreligger en valgdato.

Støjbergs svar lød:

”Det spørgsmål forstår jeg slet ikke. Det er vel sådan set på sin plads, at vi fortæller, hvilke konsekvenser der vil være ved at skifte kurs nu. Vi bliver jo nødt til at forholde os til, hvad det er, Morten Østergaard stiller os over for og stiller Danmark over for nu. Og det er konsekvensen, det vi ser her. Det ville da være mærkeligt, hvis vi ikke svarede på det. Hvis jeg som udlændingeminister ikke svarer på det.”

En journalist nævnede, at partierne plejer at have noget nyt med, når man indkalder til pressemøde:

Men nu har I brugt 20 minutter på at tilsvine Socialdemokratiet for at ville lempe udlændingepolitikken

Men nu har I brugt 20 minutter på at tilsvine Socialdemokratiet for at ville lempe udlændingepolitikken til trods for, at Mette Frederiksen gentagende gange har sagt, at det vil hun ikke. Hun vil tværtom stå vagt om den stramme udlændingepolitik, som bliver ført nu, for det er der et bredt flertal for i Folketinget. Så når I står og siger, at hun vil lempe udlændingepolitikken, hvor i alverden har I det fra? Hun siger det stik modsatte. Hvordan kan det være folkeoplysning?

Troels Lund Poulsen svar lød:

”Det er jo folkeoplysning, for hvis man ser på det, Morten Østergaard har sagt - og jeg tror sådan set, at Morten Østergaard har meget ret - så sagde han i sidste uge, at det var et ultimativt krav, hvis de radikale skal støtte Mette Frederiksen, at man laver om på udlændingepolitikken. Så kan Mette Frederiksen sige nok så mange ting, fordi man skal jo ikke være professor i matematik for at lægge tallene sammen. Morten Østergaard er jo afgørende for, at hun kan blive statsminister. (.....) Så det er sådan set folkeoplysning.”

"Hvor har I det fra?"

Journalisten holdt fast:

Men faktum er, at I siger det stik modsatte. I står og siger, at hun  (Mette Frederiksen, red.) vil lempe udlændingepolitikken. Mette Frederiksen siger, hun vil ikke lempe udlændingepolitikken. Så hvor har I det fra? Hvorfra har I belæg for at stå og sige, at Mette Frederiksen vil lempe udlændingepolitikken, når hun selv siger det stik modsatte? Det er jo lodret forkert, det I står og siger…

Troels Lund Poulsen svarede:

”Nej, det er det ikke, for vi kunne ikke finde på at sige noget, der er lodret forkert. Så hvis vi nu dykker ned i sagens fakta, så kan jeg som beskæftigelsesminister sige, at der et ønske om, at man skal afskaffe kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen. Det er der flere socialdemokrater, der har sagt. Der er også et ønske om, at integrationsydelsen skal laves om. Og sandheden er, at når man laver de ydelser om, så betyder det to ting: Det bliver mindre attraktivt at arbejde - det er ret dårligt for det danske samfund - plus at der selvfølgelig også er mennesker, der i højere grad vil få øje på, at man kan tage til Danmark, så det vil betyde noget for vores asyltiltrækning.”

Kritiske kommentatorer

”Det her pressemøde er i top fem over bizarre pressemøder,” siger Ekstra Bladets politiske kommentator, Henrik Qvortrup, som var til stede under pressemødet.

Det her pressemøde er i top fem over bizarre pressemøder

”Det er meget sjældent, man ser tre ministre indkalde pressen for så overhovedet ikke at fortælle noget om, hvad man selv vil, men i stedet bruge pressemødet til at fortælle om alle de forfærdelige ting, som modstanderen vil," siger han til Ekstra Bladet.

DR’s politiske analytiker Uffe Tang, mener at Venstre mislykkedes med sit pressemøde:

”Tværtimod kom pressemødet til at se ud som om, at håndgranaten detonerede midt i Venstres eget gruppeværelse og aldrig nåede frem til Socialdemokratiet.”

Politikens politiske redaktør, Anders Bæksgaard, konstaterer på Twitter:

”Nå, det var godt nok spild af tid. Ja, vel nærmest desperat.”

placeholder

Politisk redaktør hos Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen skriver på Twitter:

”Det virker simpelthen som lidt af en boomerang, det her pressemøde - hvis formålet altså var kritisk opmærksomhed om Socialdemokratiet og ikke Venstre selv.”

Og fra politisk analytiker hos TV 2 Hans Redder lød det:

"Mindes ikke nogensinde at have set et politisk pressemøde, der handler så meget om, hvad ens politiske modstandere vil, og så lidt om, hvad man selv vil."

S: "Kæmpe selvmål"

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, betegner V-pressemødet som "et kæmpe selvmål":

Venstre starter med en skræmmekampagne. Nyt lavpunkt i dansk politik

”Helt bizart pressemøde hos Venstre. Ganske enkelt et kæmpe selvmål. Valgkampen er nu reelt skudt igang, og Venstre starter med en skræmmekampagne. Nyt lavpunkt i dansk politik.”

placeholder

SF's gruppeformand, Jacob Mark, nævner på Twitter, at situationen samlet set begynder at blive pinlig, når Lars Løkke "fører valgkamp fra regeringskontorerne af. Pressemøder med mudderkast. Beregninger fra embedsværket, der skal tilsværte S. Regeringsuspil, der ikke har gang på jorden."

Under Folketingets spørgetid kl. 13 tirsdag måtte statsminister Lars Løkke svare på et spørgsmål fra Alternativets leder, Uffe Elbæk, om, hvor mange ressourcer regeringens embedsmænd har brugt på at forberede Venstres pressemøde.

Løkke svarede bistert ”ingen”.

Flere journalister spurgte efter spørgetimen Lars Løkke til Venstre-pressemødet. Flere ville vide, hvorfor Venstre ikke holder sig til sandheden, nemlig at Socialdemokratiet efter valget vil fastholde den nuværende udlændingepolitik. Men Lars Løkke gentog melodien fra V-pressemødet, og fastholdt, at Socialdemokratiet vil sætte integrationsydelsen og kontanthjælpen op:

”Det er fuldstændig fair, at man gerne vil sætte ydelserne op. Jeg efterlyser bare, hvor meget man vil sætte ydelserne op,” sagde en hårdt presset statsminister.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det var grænsende til det pinlige at høre Løkke, dels udvide sin egen tid i spørgetimen udenfor alle reglerne, og dels hans bizarre svar til både Mette F og Uffe E, m. fl. En meget presset og helt uacceptabel statsminister så vi i dag. Mette F gik til sidst midt i hans svar, som overskred tiden igen, så stod han der og snakkede ud i den blå luft :)). Han blev kort og godt for latterlig at høre på.

Morten Østergård har virkelig gjort i nælderne, med sine krav her og der. Han gavner absolut ikke sine vælgere på den måde.
Og pressemødet, var jo galimatias at se og høre på, fint journalisterne stillede kritiske spørgsmål. Folkelig oplysning, man må jo slå sig på lårene af grin, over de tre , ja undskyld mit ord, men fæhoveder.

Puha... det er til at grine over, hvis det ikke var så trist! At tale om "Folkeoplysning" imens de tre ministre kun lukker angstscenarier ud som ikke har rod i faktisk sandhed ? Pressemødets slagord var adresseret til den danske befolkning.. for at vække/dyrke mistillid til SOCDEM ! Talebobler uden sandfærdig indhold ! Der `kunne tales´ om embedsmisbrug i navnet af politisk magt ! ..en politisk praxis som er uværdig til regeringen..

Puha... det er til at grine over, hvis det ikke var så trist! At tale om "Folkeoplysning" imens de tre ministre kun lukker angstscenarier ud som ikke har rod i faktisk sandhed ? Pressemødets slagord var adresseret til den danske befolkning.. for at vække/dyrke mistillid til SOCDEM ! Talebobler uden sandfærdig indhold ! Der `kunne tales´ om embedsmisbrug i navnet af politisk magt ! ..en politisk praxis som er uværdig til regeringen..

Det er muligt, at der findes fortilfælde for, at mninistre - kort før der udskrives valg - benytter muligheden for at sværte sin politiske hovedmodstander, som det skete i dag - men efter at have gransket hukommelsen har jeg ikke kunnet finde andre eksempler på det.
Så man må sige, at partiet Venstre igen sætter ny rekord i underlødig optræden. Som det hed for år tilbage i Venstres: Venstre ved man, hvor man har.... Tju-hej.

Annonce