Jubilæum: De stærke skal også være flinke

Den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum kan i år holde 70-års jubilæum. Det blev fejret med en reception i weekenden.
Der var fint besøg, da den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum lørdag fejrede foreningens 70-års jubilæum i ydmyge lokaler på Amager. En fejring af en forening, der igennem tiden har udklækket en statsminister, tre partiformænd og et utal af ministre, folketingsmedlemmer og socialdemokratisk sindede embedsmænd i centraladministrationen og foreningslivet.

Eksternt link: Frit Forums historie

Tilstede til markeringen var folketingets formand Mogens Lykketoft og to af hans socialdemokratiske kolleger fra folketingsgruppen, Ole Hækkerup og Trine Bramsen. Foruden de knap 50 mennesker, aktive og pensionerede fritter alle aldre, der havde valgt at lægge vejen forbi til en let buffet og en fadøl fra hanen.

Altid latent behov for debat
Frit Forum er først og fremmest en debat- og diskussionsklub. Og netop behovet for politiske diskussioner og nytænkning mindede Mogens Lykketoft om i sin tale.

”Der er altid et latent behov for intern debat i Socialdemokratiet,” sagde han og grinte. Lidt på samme måde som en lille knægt, der har sagt et frækt bandeord.

At den latente debat ikke altid er lige velkommen alle steder i partiet, mindede Lykketoft også om. Han kunne fortælle en historie om, at han i slutningen af 60’erne som formand for Frit Forum havde været redaktør på en debatbog.

Da partiformand Jens Otto Krag i 1968 er til Frit Forums 25-års jubilæum, tager han fat i Lykketoft, og i en belærende tone sagde han: ”Meget interessant, men der er vist en seks-otte bøger, du ikke lige har fået læst, min dreng.”

Historien gentager sig

30 år senere i 1998 oplevede en ny formand for Frit Forum København, Mikael Bay Hansen, der i dag er sekretariatschef i Dansk Metal, det samme. Han havde, sammen med en lille gruppe, skrevet et økonomisk oplæg, som de har fået udgivet. De unge socialdemokrater har blandt andet foreslået en green card-ordning, indførelse af et beskæftigelsesfradrag og andre ting, som de mente, kunne føre partiet ud af efterlønskrisen.

Kort efter offentliggørelse er der møde i foreningen med en fremtrædende socialdemokrat. ”Hvad, vi troede, skulle være en fornøjelig og opmuntrende aften, endte med en dukkert for os unge skribenter,” mindes Mikael Bay Hansen.

Den fremtrædende socialdemokrats begejstring for oplægget var nemlig ”mildest talt til at overse.” Gæsten var daværende finansminister Mogens Lykketoft.

Uddannelse i bankospil
Overgangen fra det mere frie og uforpligtende debatfællesskab i Frit Forum og til livet i en socialdemokratisk partiforening kan være en udfordring.

Folketingsmedlem Ole Hækkerup, der var formand for Frit Forum København i begyndelsen af 90’erne, kunne berette om, hvordan man havde lavet et uddannelsesprogram, som skulle gøre de unge fritter klar til livet i partiforeningen. Et af elementerne i uddannelsen havde været bankospil.

En hvervekampagne med sloganet ”Fritid, Ligegyldighed og Bankospil”, betalt af partiets penge, havde imidlertid været for meget for partiledelsen, der havde kaldt Ole Hækkerup til møde med partisekretæren og krævet kampagnen stoppet. Der var alligevel grænser for hvor højt, der var til loftet. Selv for Frit Forum.

”Man kan så spørge sig selv, om det også var de mest trendy og hippe, vi fik med?” spurgte Ole Hækkerup retorisk, til stor moro for forsamlingen.

Giver stemme til de svageste
Flere taler kommer ind på Frit Forums særlige rolle med at præge fremtidens akademikere og beslutningstagere med et socialdemokratisk livssyn.

At dem der har evnerne, ikke bare skal bruge dem til gavn for sig selv, men til gavn for andre. At give en stemme i den offentlige debat til dem, der ikke har en.

En af dem er Rasmus Stoklund, der har været formand fra 2010 til 2012, der afsluttede sin tale med at citere Pippi Langstrømpe: ”Den, der er vældig stærk, må også være vældig flink.”

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook