Jubilæums tanker: #metoo handler om tryghed

#metoo har givet taleret til mennesker verden over. Sådan lyder det fra byrådspolitiker, Sonja Marie Jensen, der personligt har taget kampen.
Foto: Colourbox
I disse dages diskuteres #metoo meget, da det er et år siden at det verdensberømte hashtag blev brugt for første gang. Mennesker både roser og kritiserer det overalt. Det forstår jeg godt.

Som borgmesterkandidat i Nyborg skal jeg ikke snakke for meget om #metoo

I dette øjeblik, tvivler jeg da også på om jeg rent fkatisk har lyst til at skrive dette indlæg. Flere fraråder mig nemlig at gøre det. Som borgmesterkandidat i Nyborg skal jeg åbenbart ikke snakke for meget om #metoo eller ligestilling generelt.

Det splitter vandene for meget, selvom det jo handler om tryghed, hvilket man ellers godt må råbe højt om.

#metoo gav mange taleret

Jeg har jo også selv skabt lidt palaver om sexisme og sexchikane før. Det skete for halvandet år siden, da jeg skrev et indlæg på Netavisen Pio om de tilnærmelser man oplever som ung kvinde i dansk politik.

Kilde: TV2 Fyn var et af de mange steder, hvor Sonja Marie Jensen fik taletid efter at have fremlagt sine erfaringer som ung kvinde i dansk politik.

Et indlæg som egentlig kun havde til formål, at give et indblik i hvordan det kan være at være ung kvinde i dansk politik. Der var meget få handlinger, krav eller opfordringer i mit indlæg. Det handlede om at give indblik og om at få det sagt højt.

Et behov for at give beretninger og indblik i, hvad man skal stå model til

Sådan tror jeg i bund og grund at ufattelig mange mennesker har haft det, da #metoo senere kom. Et behov for at give beretninger og indblik i, hvad man skal stå model til. #metoo gav taleret til mennesker verdenen over.

Jeg ved godt, at vi er nået langt med ligestilling - sammenlignet med andre steder - men jeg ved også godt, at vi stadig har lang vej endnu. Både for mænd, kvinder og alle derimellem.

Jeg synes egentlig heller ikke at #metoo handler udelukkende om ligestilling og kvindekamp, som andre påstår. Det handler om tryghed.

Man skal kunne gå alene hjem fra banegården

Det er ikke rimeligt, at det skal være utrygt for kvinder at gå hjem fra banegården alene, fordi de er bange for at blive antastet. Det er ikke rimeligt at mandelige pædagoger skal overvåges som skurke, fordi nogen er bange for, at man som mandelige pædagog per automatik antaster folks børn. Og det er ikke rimeligt at folk ikke kan gå i byen en lørdag aften, uden at blive antastet.

Det er ikke rimeligt at en dårlig kultur skal gøre folk så utrygge.

Den tryghed skal skabes ved at vi ændre nogle kulturer

Den her tryghedsfølelse kan man ikke lovgive sig synderligt meget ud af. Den tryghed skal skabes ved at vi ændre nogle kulturer. Jeg vil påstå, at vi kun kan ændre denne slags kulturer, hvis vi starter med at tale om tingene med hinanden. Hvis vi giver hinanden det nødvendige indblik og måske endda forståelse i, hvad man oplever.

Den dobbelte ydmygelse

#metoo været med til at åbne op for den nødvendige samtale. Tror nogen helt alvorligt, at det føles godt, at fortælle om at blive ydmyget med klask i røven eller skabe mistillid på sin arbejdsplads? Tror nogen, at der er fedt, at alle bagefter skal have en holdning til den ydmygelse man har oplevet. Jeg kan ærligt svare nej. Det er en dobbelt ydmygelse.

Men jeg har en fornemmelse af at det går den rigtige vej med trygheden. En fornemmelse af, at det forhåbentlig bliver tryggere for de børn jeg en dag får. Jeg er ikke sikker, men jeg håber på det.

Folk tænker mere over deres opførelse og taler højt om det

Den fornemmelse kommer af, at folk faktisk tænker mere over deres opførelse og taler højt om det. Der sker fordi de har fået en øjenåbner for nogle af de ting, som mange af os har stået model til.

Så uanset om du hader eller elsker #metoo, så har du tænkt over det. Og du har sikkert også drøftet det en enkelt gang eller to. Det vil jeg gerne takke dig for. Det er nemlig ved dialigen, at vi starter.

Sonja Marie Jensen er byrådsmedlem i Nyborg for Socialdemokratiet.   

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Byrådsmedlem (S) i Nyborg kommune


Kommentarer fra Facebook

Annonce