Annonce

Jyllands-Posten går efter rød blok

Mens Berlingske og Politiken deler sol og vind lige, går Jyllands-Posten mest efter rød blok i deres forsidehistorier. Det viser Netavisen Pios gennemgang.
Jyllands-Posten har en markant mere kritisk tilgang til regeringspartierne og rød blok end andre morgenaviser. Det viser en gennemgang af forsiderne på Danmarks tre største morgenaviser fra valgets udskrivelse og ti dage frem, som Netavisen Pio har foretaget.

Fra den 28. maj (dagen efter valgudskrivelsen) og frem til og med den 6. juni har Jyllands-Posten fire store forsidehistorier, som har haft en negativ vinkel over for regeringsblokken, samt to forsidehistorier, der omhandler intern splid et sted i regeringsblokken.

Faktisk var der den 6. juni gået 47 dage (cirka halvanden måned), siden Morgenavisen Jyllands-Posten sidst havde en kritisk forsidehistorie mod oppositionen

Derimod har avisen kun haft én forside, som var kritisk over for Lars Løkke Rasmussen og resten af blå blok. Og den faldt først på 10. dagen – den 6. juni – hvor Jyllands-Posten skrev om eksperternes kritik af Løkkes dyre jobreform.

Faktisk var der den 6. juni gået 47 dage (cirka halvanden måned), siden Morgenavisen Jyllands-Posten sidst havde en kritisk forsidehistorie mod oppositionen. Vi skal nemlig helt tilbage til den 21. april, før det Aarhus-baserede dagblad havde placeret en kritisk historie mod Løkke og co. på forsiden.

Berlingske og Politiken deler sol og vind lige
Jyllands-Posten adskiller sig dermed markant fra Politiken og Berlingske, som begge har en langt mere balanceret tilgang, når man gennemgår valgkampens første 30 avisforsider.

Politiken har ifølge Netavisen Pios opgørelse haft to kritiske historier over for oppositionspartierne og én positiv over for oppositionspartierne, men ingen hverken positive eller negative forsider mod rød blok. Berlingske har haft én kritisk forside mod regeringspartierne, to forsider omhandlende intern kritik eller splid i regeringsblokken og én forside omhandlende intern splittelse i Venstre. 

Sådan har vi gjort:
Vi har i hvert enkelt tilfælde vurderet, om den primære forsidehistorie er positiv eller kritisk over for henholdsvis blå blok eller rød blok. Imidlertid fandt vi ingen direkte positive historier over for rød blok, hvorfor denne ikke optræder i vores grafiske fremstilling. Primære forsidehistorier, der omhandler intern splid eller uenighed i et parti eller en blok, tæller med som en halv kritisk historie i vores graf. En række forsidehistorier har decideret neutrale vinkler eller beskæftiger sig ikke direkte med (parti)politik og fremgår derfor ikke af grafen.

mediekritik_valgkamp

Her er de kritiske forsider fra Jyllands-Posten:
”Regioner: Thorning forhindrer billigere medicin til alvorligt syge” (4/6)
”Økonomer: Alternativets politik vil gøre Danmark fattigere” (2/6)
”Regeringen forventer endnu en milliard-asylregning næste år” (1/6)
”Thorning: +40.000 job. Arbejdsgivere: -6.500 job” (31/5)

De ’halve kritiske’ historier, der omhandler intern splid:
”S-folk imod Thornings dagpengeplan” (30/5)
”R klar til strammere dagpenge” (29/5)

Note: I vores research er der én forside for Berlingske, som vi ikke har kunnet finde.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet