Annonce

K-kandidat ville åbne en hoveddør for afrikanere: Ikke partiets politik

Den konservativ spidskandidat på retræte: Forslag om nem adgang for millioner af afrikanere til Europa skydes ned af partiformand.
Den konservative spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, Pernille Weiss, spillede torsdag ud med et kontroversielt forslag, som skulle gøre det nemmere for europæiske virksomheder at få den arbejdskraft, de mangler.

Afrikanere og andre, som vil arbejde i EU, skal modtages på en langt mere positiv måde end i dag, og så skal der indledes et tæt samarbejde med de afrikanske lande.

”Vi er allerstærkest, når vi tillader, at vi er forskellige. Derfor er jeg heller ikke bange for migration og 10 millioner ekstra borgere fra et andet sted i verden,” siger den konservative spidskandidat til Berlingske og fortsætter:

”For det er sket før, og alt andet lige har det kun beriget os. Det har givet os udfordringer, men vi er blevet et rigere folk, vi er blevet dygtigere og mere omstillingsparate af at håndtere de udfordringer”.

Ifølge Berlingske, så forestiller den konservative sig et langt tættere samarbejde mellem EU og Den Afrikanske Union, der kan være med til at skabe ”hoveddøre til Europa” og blandt andet sikre mere arbejdskraft til EU-landene.

Åbner en ladeport for millioner af afrikanere

Forslaget fra Pernille Weiss fik en hård modtagelse af både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

”Vi skal ikke lukke en ladeport op for millioner af afrikanske mennesker, som vil ind i Europa. Det er en helt forkert vej at gå,” sagde den socialdemokratiske spidskandidat Jeppe Kofod, som understreger, at det fortsat er nationalstaterne som skal have ansvaret for international rekruttering.

Vi skal ikke lukke en ladeport op for millioner af afrikanske mennesker, som vil ind i Europa.

Også Dansk Folkepartis spidskandidat Anders Vistisen var imod. Han kaldte det en grundlæggende dårlig ide.

”Alle de erfaringer, der er med masseindvandring i Vesteuropa fra Afrika og Mellemøsten, er ikke ligefrem bonnet ud på den positive side. Så er det næsten lige meget, om det er en eller 10 millioner,” siger han til avisen.

Minister spildte kaffe i forbløffelse

Men spidskandidatens forslag holdt ikke længe. Risikoen for at blive opfattet som slappe på udlændingepolitik, fik en stribe fremtrædende partifæller til at gå markant i rette med spidskandidaten.

”Jeg spildte kaffe ned ad mig selv i morges af ren forbløffelse over Pernille Weiss,” lyder det fra børne- og socialminister Mai Mercado i et tweet.

10 millioner afrikanske migranter til Europa er ikke konservativ politik!

Partiets politiske ordfører kunne godt balancere med sine varme drikke, men slog fast, at der absolut ikke var tale om officiel konservativ politik.

”Lad mig slå helt fast: 10 mio. afrikanske migranter til Europa er ikke konservativ politik! Det indtryk får man desværre fra Pernille Weiss i Berlingske i morgen. Vi har brug for arbejdskraft, men vi skal først og fremmest passe på Danmark!,” skriver politisk ordfører Mette Abildgaard på Twitter.

Og selv partiformand, justitsminister Søren Pape Poulsen måtte på banen:

”Det er IKKE konservativ politik, at der skal 10 mio. afrikanere til Europa. EU skal først og fremmest fokusere på styrket kontrol af de ydre grænser,” skriver han på Twitter.

placeholder

Spidskandidaten: Jeg blev misforstået

Det fik den konservative spidskandidat til at trække i land. På Facebook skriver hun, at hun ”tilsyneladende (har) udtrykt mig uklart og upræcist - og det giver anledning til tvivl om pointerne” og på Twitter skriver hun, at hun havde udtrykt sig ”misforståelsesmuligt”.

Hun mener desuden, at avisen har strammet hendes citater.

”Overskriften og underrubrikken giver et helt forkert billlede af mine pointer. Ærgerligt for en ansvarlig, rettidig og ordentlig debat om et kompliceret emne,” skriver hun på Twitter.

placeholder

51-årige Pernille Weiss er et ganske ubeskrevet blad i dansk politik og det var noget overraskende, da hun sidste år blev præsenteret som partiets bud på en afløser for Bendt Bendtsen.

Hun er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men har siden læst folkesundhedsvidenskab og driver i dag en rådgivningsvirksomhed der hjælper med at skabe sammenhæng mellem arkitektur og sundhed. Hun var desuden amtsrådsmedlem på Fyn i to perioder fra 1996 til 2004.

Der skal være valg til Europa-Parlamentet den 26. maj.

Danmark skal vælge 14 medlemmer, men det sidste mandat tiltræder først, når Storbritannien officielt melder sig ud.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet