KA hiver FH i Arbejdsretten: “Helt ude af proportioner”

Opgør med den danske model

KA hiver FH i Arbejdsretten: “Helt ude af proportioner”

Torsdag mødes repræsentanter fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Arbejdsgiverforeningen KA til et indledende retsmøde i Arbejdsretten vedrørende 3F’s sag mod Davidsen Landbrug

Karsten Høgild
Billedtekst
Direktør i KA, Karsten Høgild
Foto: KA

Torsdag klokken 14.30 og 15.30 skal de første sværdslag i Arbejdsretten tages mellem repræsentanter fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Arbejdsgiverforeningen KA (tidligere Kristelig Arbejdsgiverforening).

Formålet er et indledende retsmøde vedrørende 3F’s sag mod Davidsen Landbrug.

Det oplyser KA, der har klaget over FH til Arbejdsretten, til Netavisen Pio.

Årsagen til klagen er, at 3F og en række FH-forbund har varslet sympatikonflikt mod Davidsen Landbrug fra mandag den 15. juni, fordi landbruget, der har overenskomst med KA, ikke vil tegne overenskomst med 3F.

Det betyder, at Arla fra den dato ikke vil hente eller håndtere mælk fra ejeren af landbruget Kent Davidsen.

Landmanden er andelshaver i Arla, hvilket betyder, at han får en bod på seks millioner kroner og ekskluderes, hvis han sælger mælken til et andet mejeri.

Læs også:3F varsler sympatikonflikt: Nu er datoen sat

Efter mødet i morgen forventer KA at få svar på, hvorvidt sympatikonflikten fortsat træder i kraft 15. juni, eller om FH vil suspendere den under retssagen:

”Det er ene og alene FH’s beslutning, om sympatikonflikten skal suspenderes eller ej. Vi har i klagen til Arbejdsretten opfordret FH til at suspendere konflikten under retssagen, så vi sikrer den fornødne tid og ro til en fair og ordentlig rettergang," siger KA-direktør Karsten Høgild og fortsætter:

“Hvis FH insisterer på at indlede sympatikonflikten på mandag, risikerer vi at stå med en konflikt, som Arbejdsretten ikke har haft mulighed for at forholde sig til. Vi kan ende i en situation, hvor sympatikonflikten på et senere tidspunkt erklæres ulovlig, men hvad hjælper det, hvis den har tvunget Davidsen Landbrug til at dreje nøglen.”

KA: “Konfliktretten skal reguleres”

KA’s argument i sagen er, at den varslede sympatikonflikt er ude af proportioner:

”Når en mælkeproducent ikke kan afsætte sin mælk, kan han ikke drive sin virksomhed. Derfor mener vi, at den varslede sympatikonflikt er helt ude af proportioner. Vi har tidligere set, at Arbejdsretten har sat foden ned og konkluderet, at fagbevægelsen er gået for vidt i konkrete konflikter, og det mener vi også bør være udfaldet i denne sag,” siger Karsten Høgild.

Læs også:3F-formand hylder arbejdsgiverforening i sag om konflikt-varsling af landbrug

Derudover udtaler KA-direktøren, at han helt grundlæggende ikke forstår, at 3F konflikter med en landmand, der i mange år har været omfattet af en anerkendt overenskomst mellem KA og Krifa:

“Forleden viste en rundspørge i LandbrugsAvisen, at op mod 60 procent af landmændene ikke har nogen overenskomst, så der burde være mange andre landmænd, 3F kunne gå i dialog med omkring overenskomst,” siger han.

Det er til trods for, at flere eksperter har fastlagt, at 3F handler helt efter reglerne.

Dansk Industri og landbrugets arbejdsgiverorganisation GLS-A, som ikke er involveret i den aktuelle sag, har også forsvaret 3F's ret til at føre konflikten med begrundelsen, at konfliktretten er en del af den danske model.

Læs også:Landbrugets arbejdsgiverforening har fået nok af kristelig gul arbejdsgiverorganisation: “Tandløs tiger”

Men det bør der ifølge Karsten Høgild laves om på:

”Vi mener også, at den konkrete sag med al tydelighed viser et stort behov for at modernisere og fremtidssikre den danske model. Der er sket meget siden 1899, og det bør naturligvis afspejles i modellen,” siger han og fortsætter:

“Vi mener, at konfliktretten skal reguleres, så eksempelvis 3F ikke længere skal kunne tvinge virksomheder, der allerede er omfattet af en anerkendt overenskomst, til at tegne 3F-overenskomst.”

Karsten Høgild påpeger også, at flere af landbrugets medarbejdere har stillet sig frem i medierne med støtte til Kent Davidsen og med en klar opfordring til 3F om at stoppe konflikten:

“Det er ærgerligt, at 3F ignorerer medarbejdernes ønske,” siger han.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Arne Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 10.06.2026 - 23:48

Hvis arbejdsgiveren har tegnet en overenskomst, kunne han blot
fremlægge den for lønmodtagerne som er ansat i virksomheden.
Problemet er sikkert, at medarbejderne ikke har faglig tilknytning til en fagforening, eller en faglig A- kasse.
Men det lyder som om, at KA har en overenskomst hvor ejeren
af den Kristelig arbejdsgiverforening og ejeren af Krifa en en og samme person. Så hvordan er man blevet enige omkring Løn og arbejdsforhold. Hvis Krifa har forhandlet med KA.

Indsendt af Tommy (ikke efterprøvet) den Torsdag den 11.06.2026 - 07:41

KA underminerer den danske model og åbner døren for social dumping
Sagen om Davidsen Landbrug udstiller præcis, hvorfor KA er en trussel mod den danske model. Den ægte danske model bygger på, at de store, repræsentative overenskomster sætter standarden for løn- og arbejdsvilkår på hele arbejdsmarkedet.
Når KA forsøger at stække fagbevægelsens grundlovssikrede konfliktrets- og sympativåben via Arbejdsretten, er formålet klart: De vil legitimere deres egne billigere "gule" aftaler. Hvis KA får held med at regulere konfliktretten, mister det etablerede system muligheden for at værne om ordentlige vilkår. Resultatet bliver frit valg på alle hylder for arbejdsgivere, der ønsker at trykke lønnen og ansætte billig, underbetalt arbejdskraft under dække af en "alternativ" overenskomst. Det er ikke en modernisering af den danske model – det er en total afmontering af den.

Indsendt af Jan (ikke efterprøvet) den Torsdag den 11.06.2026 - 08:59

Jeg håber da at bøde 3F og FH holder fast i at den konflikt og blokade skal køre som planlagt ! Da det landbrug ikke skal have lov til at gøre som det passer ham og skide på de rigtige fagforeninger

Indsendt af Otto Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 11.06.2026 - 12:32

Nu har Mette F jo sagt, at vi er et kristent land, så derfor skal vi vel også nøjes med en kristelig arbejdsgiverforening, en kristelig "fagforening" og en kristelig A-kasse.
Så må alle vi asatroende jo klare os med det, der bliver tilbage af arbejde, retfærd og økonomi.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 11.06.2026 - 14:29

At Danmark er et kristen land - skal nok forståes i den kontekst “ Danmarks historie og kultur er bygget på kristne værdier” .
Og ikke som en del af det muslimske minoritetsmiljø herhjemme ønsker sig - Sharialovens Islamiske foreskrifter for hvordan en muslim skal leve sit liv.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 11.06.2026 - 23:08

Hvor er det ellers lige man hiver hinanden i retten og advokater tjener kasseeenn? Nå jo. USA.

For en ti års tids siden var en dame så (u)heldig at spilde varme, alt for varm, kaffe på sit lamselår på en McDonald.

Hun fik tilkendt noget der ligner 50.000.000 kr. i erstatning.

Jo. Advokaterne er hver en øre værd.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.