Annonce

Kæmpeføring til rød blok i ny måling og pensionsalder er et trumfkort

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til en ny uge på Netavisen Pio. En uge som kan komme til at bære lidt præg af, at det er vinterferie, og politikere og mediefolk derfor alle sammen er flygtet ud af landet for at stå på ski.

Vi har alligevel været de elektroniske medier igennem og fundet dagens vigtigste og væsentligste nyheder. Velkommen til Aktuelt.


Meningsmåling 1: Rød blok åbner kæmpe forspring

En ny Voxmeter-måling giver en stor føring til rød blok, der står til 89 mandater, uden at Alternativets syv mandater er talt med.

En måling, som Voxmeter har udført for Ritzau, peger således på, at Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale tilsammen vil få 89 mandater. Dermed mangler der kun ét mandat for at nå et flertal af Folketingets 179 pladser.

Lægger man et af de fire nordatlantiske mandater til, vil de fire partier sammenlagt nå op på de krævede 90 mandater og behøver altså ikke de syv mandater, som Alternativet står til at få.

Målingen er hård læsning for Dansk Folkeparti, der står til at få kun 15,8 procent af stemmerne. Et ordentligt dyk i forhold til de 21,1 procent som partiet fik ved valget. Blå blok bliver udfordret af at Nye Borgerlige står til 1,9 procent, hvilket ikke er nok til at partiet kommer over spærregrænsen.

Se hele målingen her.

 

Meningsmåling 2: Pensionsalder kan afgøre valg

En af grundene til at rød blok er så langt foran i førnævnte måling kan skyldes, at spørgsmålet om forskellig pensionsalder i den grad har fanget vælgernes interesse. Sådan lyder det fra meningsmålings-ekspert. Det skriver avisen.dk.

”Jeg kan ikke nævne ét fortilfælde i nyere tid, hvor et emne er skudt opad på S-vælgernes dagsorden med den fart,” siger Jesper Claus Larsen, der var analysechef hos Socialdemokratiet fra 2007-2016 med ansvar for målinger og vælgerstrategi.

Han er i dag partner og direktør i DMA Research, som har udarbejdet målingen, samt medvært på den politiske podcast Pollster.

Læs hele historien her.

 

København rydder Fredens Havn

Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), har indgået en aftale, som sikrer oprydning af Erdkehlgraven, også kaldet Fredens Havn i København tæt på Christiania.

”Min tålmodighed er brugt op. Derfor har jeg bedt Kystdirektoratet om at varsle nye påbud til anlæggenes ejere om, at de skal fjernes nu,” oplyser Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.

Ejerne af anlæggene i Erdkehlgraven har fået en frist på fire uger til at fjerne deres cirka 90 både, vrag og anlæg.

I 2015 fik ejerne påbud om at fjerne dem, men det skete ikke. En stor del af fartøjerne er sunkne eller forladte.

Læs hele historien her.

 

S vil sende flere penge fra rige kommuner til fattige

Der skal flere penge til kommunernes velfærd, og så skal forskellene mellem de fattigste og rigeste kommuner i højere grad udlignes. Det skriver TV/Øst.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets kommunal- og landdistriktsordfører Magnus Heunicke, efter at en opgørelse har vist, at kommuner på Sjælland de seneste år har oplevet en presset økonomi.

” Der bliver skåret så dybt i øjeblikket, at der skal være midler til, at man kan følge med det udviklingspres (med flere ældre, red.). Det vil vi levere, hvis vi får ansvaret efter et kommende folketingsvalg.

"Det andet er den kæmpestore forskel. Vi er i Danmark et for lille land til at have så store forskelle. Så der skal også udlignes noget mere fra de mest velstillede kommuner til dem, der har det sværest. Ellers hænger det simpelthen ikke sammen," lyder det fra ordføreren.

Læs hele historien her.

Fængselsforbundets formand bliver løsladt

Fagforeningen Fængselsforbundets formand Kim Østerbye stopper. Det er tid til nye kræfter og tid til at komme tilbage til udgangspunktet, nemlig Kriminalforsorgen, siger den afgående formand.

”15 år er rigtig længe i en formandsstol, og jeg synes, det er ved at være tid til, at der kommer nye kræfter til. Det er ikke en let beslutning, for det ligger mit hjerte meget nært at kæmpe for bedre forhold for vores medlemmer. Men jeg glæder mig også til igen at få jord under neglene og trække i uniformen,” siger Kim Østerbye i en pressemeddelelse.

”Med de kvalifikationer og erfaringer, jeg har fået de sidste mange år, er jeg godt rustet til at vende tilbage til Kriminalforsorgen med en professionel bagage og indblik i de vilkår, vi arbejder under i 2019,” siger han.

Kim Østerbye forlader formandsposten den 1. marts.

Fængselsforbundet har cirka 3.500 medlemmer og repræsenterer fængselsbetjente, værkmestre og uniformerede ledere i Kriminalforsorgen i Danmark, Grønland og på Færøerne. Desuden repræsenterer forbundet fiskerikontrollører i Fiskeristyrelsen.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce