I forgårs bragte TV2 Nyhederne et interview med bandelederen ”Plomo” fra banden ”Brothas” i Mjølnerparken i København. Mens meget af det, der blev sagt af denne ’blomsten af Danmarks bundfald’ ikke fortjener gengivelse, havde ”Plomo” ret i en ting.

”Der er et problem, og det problem løser vi indbyrdes. Der er ikke nogen politikere, lige meget hvad fløj de kommer fra, der kan lave om på det”, sagde bandelederen, der derudover ikke efterlod indtryk af nogen særlig analytisk begavelse.

Politikerne kan ikke stoppe bandekrigen. Enhver, der bilder dig andet ind, er enten ekstremt godtroende – eller tror, at du er det

Men ”Plomo” har ret så langt. Politikerne kan ikke stoppe bandekrigen. Enhver, der bilder dig andet ind, er enten ekstremt godtroende – eller tror, at du er det.

Forbud mod kriminalitet
Politikernes magtesløshed er tydeligt blevet udstillet ved, hvad det egentlig er, vores folkevalgte har foreslået som løsning på bandekonflikten.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (C) vil forsøge at få domstolene til at erklære den hurtigt voksende bande ”Loyal to Familia” ulovlig. Da hans forgænger som konservativ formand, Lars Barfoed, var justitsminister, prøvede han det samme. Dengang blev det dog opgivet, fordi det blev vurderet grundlovsstridigt og i øvrigt uden nævneværdig effekt.

Nu vil Søren Pape så give idéen om at forbyde banden endnu en tur på det politiske lykkehjul. Håbet er, at det vil stoppe bandernes rekruttering, at de er ulovlige. Hvorfor unge, der er tiltrukket af kriminelle bander, pludselig skulle begynde til spejder eller badminton, fordi det er ulovligt at være i en kriminel bande, melder Justitsministeriet dog ikke noget om.

Er der oprigtigt nogen, der tror på, at seks politifolk i en bus kan stoppe en bandekrig?

Senest er partierne i politiforliget – regeringspartierne, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – blevet orienteret om muligheden for en mobil politistation på Nørrebro. Her skal seks betjente sidde i en bus à la Rejseholdet og forsøge at opklare bandekriminalitet.

Sikkert et fint tiltag. Men altså, er der oprigtigt nogen, der tror på, at seks politifolk i en bus kan stoppe en bandekrig?

Når folk har en pistol i hånden, er det for sent
Situationen er den triste, at der er et velvoksent bandemiljø i København og andre større byer. Medlemmerne har ikke respekt for loven, de bliver ikke afskrækkede af trusler om fængselsstraf, de har våben, og de er klar til at bruge dem. Not much to do about it.

Når først folk har en pistol i hånden, er det for sent.

Politiet kan selvfølgelig gøre sit til at opklare bandernes forbrydelser og sætte de kriminelle for en dommer. Og politikerne kan – og skal – gøre mere for at afsætte midler til opsøgende politiarbejde for at undgå, at fremtidige bandemedlemmer udklækkes. Når først folk har en pistol i hånden, er det for sent.

Idéen om, at fikse Christiansborg-løsninger kan stoppe en bandekrig, er at stikke folk blår i øjnene. Så længe der er bevæbnede bandemedlemmer, der vil skyde på hinanden, lige så længe vil der være skyderier i gaderne.

Man kan ikke stoppe kriminalitet ved at forbyde det, som især Søren Pape forsøger. De her mennesker respekterer ikke loven, efterlever den ikke. De kommer til at begå kriminalitet indtil konflikten er afsluttet, eller retssystemet har smidt dem bag tremmer.

De kommer til at begå kriminalitet indtil konflikten er afsluttet, eller retssystemet har smidt dem bag tremmer

I forsøget på at virke handlekraftige, risikerer politikerne at underminere tiltroen til demokratiet. Når politikere står og siger, at det ene og det andet initiativ skal stoppe banderne, har befolkningen naturligvis en forventning om, at det virker. Når det ikke gør, bliver politikernes magtesløshed udstillet og befolkningen føler sig – med god grund – taget ved næsen.

Hvor ville det dog være forfriskende, hvis vores politikere for én gangs skyld havde modet til at sige: ”Ja, der er bandekrig. Politiet gør alt, hvad de kan for at stoppe det, men det kommer til at tage noget tid.”

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.