Kære regering – folkeskolen kalder. Er I gået offline?
Kære regering – folkeskolen kalder. Er I gået offline?
Regeringen taler tydeligt om, hvilken folkeskole de ønsker i Danmark. Men når dem, der hver dag kæmper for at få skolerne til at fungere, forsøger at skabe en samtale møder de stilhed, mener Christian Jensen, formand for skolebestyrelsen ved Kirstinebjergskolen
Regeringen ønsker sig en mindre digital folkeskole.
Eleverne skal væk fra skærmene. De skal læse flere bøger, fordybe sig og igen opdage glæden ved papir og blyant. Det kan der være meget fornuft i.
Problemet er bare, at regeringen tilsyneladende selv har taget den digitale detox lidt for alvorligt. For når folkeskolen ringer, er der ingen forbindelse. Regeringen er gået offline.
Det er ellers ikke, fordi regeringen mangler mulighederne for at gøre noget. Den har mandaterne. Den har ministerierne. Den har embedsværket. Og den har fået problemerne serveret igen og igen.
Alligevel sker der forbløffende lidt.
Vi står med en folkeskole, der flere steder er presset på økonomi, faglighed og trivsel. Samtidig ser vi en fortsat bevægelse mod de frie og private skoler.
Det sker under en regering, hvor Socialdemokratiet sidder for bordenden. Det er næsten en politisk præstation i sig selv.
For hvis der var ét sted, man kunne forvente, at alarmklokkerne ringede, når den fælles folkeskole taber terræn, måtte det vel være her.
Men tilsyneladende ikke. Vi har endda rakt hånden op. Vi har peget på konkrete problemer og foreslået løsninger, som ikke nødvendigvis kræver, at staten finder milliarder i finansministerens skrivebordsskuffe. Man skulle tro, at en undervisningsminister ville være nysgerrig.
Man kunne forestille sig et svar som: “Det lyder interessant. Lad os mødes. Lad os se på tallene. Lad os høre, hvad I oplever ude på skolerne.”
Men nej. Det ville åbenbart være for gammeldags.
Virkeligheden kalder
Til gengæld kan man godt udpege 100 skoler med store faglige udfordringer. Det er effektiv kommunikation.
100 skoler. Et dejligt rundt tal.
Det kan komme i en pressemeddelelse. Det kan blive til en overskrift. Og det kan placere ansvaret dejligt langt væk fra Christiansborg.
Men hvad med bagefter? Hvad med at invitere skolebestyrelserne fra de 100 skoler ind? Hvad med at spørge lærerne, skolelederne, forældrene og eleverne, hvad der faktisk står i vejen? Hvad med at sætte sig omkring samme bord og sige: Hvordan løser vi det her sammen?
Derfor er vores budskab til regeringen og undervisningsministeren egentlig ganske enkelt: Log på. Ikke på Aula. Ikke på endnu en portal. Men på virkeligheden
For man kan ikke først udpege 100 skoler som et problem og derefter lade dem stå alene med løsningen. Man kan ikke kræve bedre resultater, hvis rammerne samtidig bliver dårligere. Og man kan ikke blive ved med at fortælle lærere og skoleledelser, at de skal løbe hurtigere, når kommunerne igen og igen tvinges til at kigge efter besparelser.
De 100 skoler er ikke blevet inviteret ind i bussen. De er blevet kastet ind under skolebussen.
Og mens Christiansborg diskuterer skærmtid, bøger og nye ambitioner, står virkeligheden ude på skolerne:
Lærerne skal få enderne til at mødes. Skolelederne skal finde besparelser. Skolebestyrelserne skal forklare forældrene, hvorfor endnu en reduktion er nødvendig.
Og eleverne? De får lov til at mærke konsekvenserne.
Læs også:Privatskolerne får flere penge – folkeskolen kæmper med færre
Derfor er vores budskab til regeringen og undervisningsministeren egentlig ganske enkelt: Log på. Ikke på Aula. Ikke på endnu en portal. Men på virkeligheden. Tal med de skoler, I selv har peget på. Lyt til dem, der hver eneste dag forsøger at få folkeskolen til at fungere.
Og tag ansvar for den skole, som I på Christiansborg så gerne fortæller os, at I vil styrke. For hvis den danske folkeskole skal være vores fælles skole, kræver det også en regering, der behandler den som sådan.
Vi har rakt hånden ud. Vi har foreslået dialog. Vi har peget på løsninger. Nu mangler vi bare, at nogen på Christiansborg tager telefonen.
Forbindelsen er åben herfra. Er den også det hos jer?
Kommentarer
Kan AI ikke bare overtage…
Kan AI ikke bare overtage undervisningen?
Samtale med barn i folkeskolens 5. klasse:
- Spørgsmål: Bruger I AI i skolen?
- Svar: Ja
- Spørgsmål: Til at slå ting op og den slags?
- Svar: Hvis jeg skal skrive en stil, får jeg AI til at skrive den, og så skal jeg bare fremlægge.
Det samme er tilfældet på voksenuddannelserne.
Ingen behøver at kunne tænke selv. Stavning, formulering og opsætning klares af AI. Og det klares ikke meget bedre.
En halv time til at løse en omfattende opgave inden fremlæggelse, kan kun løses med AI. Helt legalt.
Fagre nye verden.
Hvad skal vi bruge skole og lærere til, der alligevel ikke har myndighed og ikke må hæve stemmen over for de elever, der forstyrrer og generer?
Tilføj kommentar