Den store Uber-debat, som kulminerede for et par uger siden var udtryk for en lang ideologisk kampagne, der skulle hidse danskerne op mod et ondt politisk system, der bekæmper fremskridtet og en fagbevægelse der sidder fast i fortiden. Med Uber blev verden for et øjeblik forvandlet til et parallelt univers og  diskussionen gjort til myternes holdeplads.

Myterne lever videre i bedste velgående og har været et hyppigt tema ved Påskens mange familiefrokoster, hvor almindelig Uber-ophidelse har vist sit grimme ansigtet mellem sild, snaps og påskehare. En oplevelse, der har fået mig til at overveje om jeg mon måtte være den eneste dansker, der ikke lider af kronisk forfærdelige taxa-oplevelser?

Verdens heldigste taxakunder?
Når jeg fulgte debatten, kunne jeg læse stribe og stribe ned om ubehøvlede, sexistiske, cigarrygende, griske og service-hadende taxachauffører.

Enten må jeg være lykkens pamfilius eller også er alle andre bare røv-uheldige. Jeg må i hvert fald konstatere, at jeg ikke kan huske en eneste ubehøvlet chauffør og aldrig har haft en dårlig taxa-oplevelse. Jeg oplever mere Danmark, som en nation af brokke-røve end som en nation af dårlig service.

Jeg er forundret over mængden af dårlige oplevelser. Om må med stor interesse konstatere, at der synes at være en særlig statistisk sammenhæng mellem det at være højreorienteret og det at have en dårlig taxa-oplevelse?

Mit eneste bud på en alternativ fortolkningsmulighed er, at Uber ikke bare handlede om en forældet lovgivning eller en smart app, men tværtimod om en sag udset, udtænkt og udnyttet fra højrefløjens side, som et forsøg på at skabe en ny konflikt ligesom Restaurant Vejlegården. Et ideologisk opgør hvor fagbevægelsen, det organiserede arbejdsmarked og den skatteopkrævende stat skulle have et drag over nakken.

Et rendyrket ideologisk slagsmål.

Højrefløjens falske fortælling
Højrefløjens hysteriske hylekor forsøgte at opstille en falsk modstilling mellem ’de reaktionære’ og fremtidsforagtende på de ene side og de fremsynede og iværksætterne på den anden. Det var enten eller. Hvis du er hip og med på fremtiden, så er du også Uber-fanatiker.

Reaktionerne på Ubers selvvalgte exit fra Danmark lød således skingert. Radio-vært Ditte Okman kaldte stærkt ophidset politikerne for ’bonderøvsagtige’ på baggrund af Ubers beslutning, mens Berlingskes chefredaktør Tom Jensen dramatisk mente at ’fremtiden var aflyst’, Liberal Alliances Joachim B. Olsen mente, at der var tale om ’et forbud mod fremskridtet’ og endelig så udråbte højrefløjssatirikeren Mikkel Andersson det som ’maskinstormernes triumf’.

Det var således en helt bevist kortslutning at opstille som en kamp fortid og fremtid, ligesom det heller aldrig var en diskussionen om disruption eller pirattaxa. Ubers forretningsmodel var jo netop ’disruptionsbaseret pirattaxa’, der qua en lovgivning, der ikke har fulgt med tiden kunne omgå dansk taxa- og skattelovgivning.

Den hypede platforms- og deleøkonomien gav er perfekt dække for en virksomhed, der kunne i fremtidens hellige navn kunne undslå sig skattebetaling, sikkerhedsregler og den lovgivning, som alle vi andre overholder.

Transportens svar på Christiania
Uber blev en slags transportens svar på Christiania. Men ligesom samfundet aldrig har acceptereret fristadens særregler eller selverklærede rette til at opstille sine egne regler, som skal vi som samfund heller aldrig acceptere en virksomhed, der selv vil definere deres egne regler.

Uber var aldrig sat i verden for revolutionere teknologien, for at sætte mennesket først eller for at beskytte forbrugerne. Det er nonsens af den anden verden. Der var aldrig tale om andet end en smart og innovative måde at få penge i kassen på. Men de mange myter skabte en position, hvor Uber kunne bruges som ideologisk rambuk for en højrefløj, der gerne søger konfrontationen med fagbevægelse, der gerne vil af med skatterne og gerne vil slå systemet.

Havde det ikke være for den belejlige situation at Liberal Alliance er placeret i Transportministeriet og Uber alene er et storby fænomen, så kunne manien havde gået hele vejen. Venstrefløjens fremtidsparate kreative klasse var hoppet om bord, hvor særligt Alternativet og Uffe Elbæk lovsang Uber, ligesom flere gode venstrefløjsbloggere blev lokket med drømmen om den såkaldte digitale revolution.

Kald mig bare maskinstormer
Når vi nu kigger tilbage på den samlede konflikt, så var Uber-exit hverken en sejr eller et nederlag for Danmark.

Vi har brug for et pulserende erhvervsliv, vi har brug eventyrlystne iværksætter og pionerer indenfor den såkaldte platformsøkonomi. Derfor er det også vigtigt at fastslå, at der altid er trist, når virksomheder forlader landet. Men omvendt må vi også slå ned på virksomheder, hvis forretningsmodel er baseret på at undgå skattebetaling og slippe for at leve op de regler, der gælder for alle andre bare er og bliver no-go.

Hvis vores no-go til Uber skulle gøre danskerne til en flok provinsielle bonderøve, så er det I hvert fald noget, som vi deler med en masse andre ude i den store verden. Fra Stockholm til New York bøvler politikere og myndigheder med at få Uber til at overholde vores fælles spilleregler. Der må altså være tale om en slags global provensialisme?

Så kald mig bare maskinstormer, hvis det er resultatet af at kræve at virksomheder skal betale skat, respektere arbejdstagerrettigheder, sikre forbrugerbeskyttelse og leve op til de samme regler som alle andre.

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør for Netavisen