Kamp mod hjemløshed har altid været socialdemokratisk

Det koster ikke astronomiske summer, at give mulighed for at de hjemløse kan få mad hver dag, et varmt sted at sove og et sted de kan kalde deres eget. Og så er der behov for en tidligere indsats, hvis hjemløshed skal undgås.
En hjemløs føler sig aldrig tryg og har altid en tærende uro og usikkerhed. Vi andre kan måske lukke døren, tænde for TV’et og få hjemmefølelse. Det kan den hjemløse ikke.

Det var så meget nemmere, hvis man kunne få de hjemløse til at holde op med at være hjemløse – ved bare at kunne give dem et hjem. Så var problemet løst – hvis det altså bare var det det drejede sig om.

Hjemløshed kommer ikke af sig selv, og hjemløshed holder ikke bare op – og slet ikke af sig selv. Vi skal være klar over, at for at gøre summen af menneskelig lidelse mindre, skal vores indsats omkring hjemløshed gå på tre ben.

Det ene ben i en politik for hjemløshed er gøre lidelsen mindre for den enkelte og give nogle muligheder for et liv. Det andet ben er, at der skal være nogle  boliger at få til små penge, og det tredje ben er, at forebygge hjemløshed.

Hvad betyder det at være hjemløs?
Som socialrådgiver og tidligere souschef på et botilbud for hjemløse,  har jeg lært meget om vores samfund ved at arbejde med hjemløse. De hjemløse lever i vores samfunds menneskelige udkant. Hvad betyder det sådan helt konkret?

En hjemløs føler sig aldrig tryg og har altid en tærende uro og usikkerhed. Vi andre kan måske lukke døren, tænde for TV’et og få hjemmefølelse. Det kan den hjemløse ikke. For den hjemløse er alt i spil. Der er ingen vished for hverken et mad, en seng at sove i eller den næste bajer. Der er ingenting – udover en konstant følelse af en tærende uro og usikkerhed.

Et truet menneske kommer nemt til selv at udgøre en trussel. Mennesker, der føler sig truet og ér truet, reagerer ofte ved at true andre. Truer på gaden, truer i socialcentret. Et magtesløst menneske ønsker at få lidt magt over dét de ikke har magt over og kender ofte ikke andre midler end trusler – der selvfølgelig ikke hjælper - eller at lukke ned – der heller ikke hjælper. - Det er ofte alvorligt utrygge mennesker uden trygge relationer til andre og sig selv, som bliver hjemløse.

Hvis en person hverken oplever andres tillid, men tværtimod er truet i andres selskab. Truet på sin næste soveplads, så er der ikke noget at sige til man bruger sin energi på at bekæmpe truslerne. Prøve at skubbe stress fra sig. Undgå følelsen af forkert. Prøve at forsvare sig - prøve at fortrænge den trussel, han eller hun oplever. Nogle isolerer sig og prøver at reparere sig selv; dulme smerten med alkohol, hash, piller eller stoffer. Råbe højt eller glide ind i muren. Vi andre oplever deres selvforsvar som selvdestruktion. Men det er i virkeligheden noget helt andet.

Så derfor begynder enhver indsats mod hjemløshed med, at vi som samfund tager et ansvar for børnene. I det socialdemokratiske kerneland. Der hvor de gamle socialdemokrater som Morten Sabroe begyndte – og hvor vi må fortsætte kampen for et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Det er ikke så svært at gøre noget.
Det er ikke så svært at gøre noget for de hjemløse. Et sultent menneske bliver roligere, når det får mad, bliver mæt. Og der kommer yderligere ro, når et menneske ved, at det også får mad i morgen. Ligesom der sker noget i både hjernen og i kroppen, når et menneske har et sted at føle sig hjemme. Hvis der så også ligefrem kommer papir på, at det har en bolig også i morgen og ved, at det også kan betale for boligen, både i morgen og i overmorgen. Så er der helt andre muligheder.

Man kan nå langt for meget få penge. Der er ikke tale om at man skal bruge astronomiske summer for at gøre en forskel. Nå man ser på hvad vi som samfund bruger på at bygge broer, jernbaner og veje, så er det svært ikke at tænke på, hvor lidt af det der skal til for at bygge et liv, hvor de hjemløse kunne få mad hver dag, et varmt sted at sove og et sted de kunne kalde deres eget.

Vi skal starte med børnene
Men selvom det ikke er så svært at gøre noget for de hjemløse, så er det naturligvis endnu bedre at gøre noget for at hjemløshed ikke opstår. En indsats på dette område er bare ikke noget man kan gøre ligesom en-gang-for-alle. Det er en kontinuerlig indsats fordi årsagerne har rod i den måde vores samfund er skruet sammen  på. I samfundets ulighed og den store forskel der er i forskellige menneskers livsvilkår og muligheder. Selv efter en socialdemokratisk indsats for at ændre vores samfund i over hundrede år.

Stort set alle jeg har mødt, som er havnet i hjemløshed, har oplevet større eller mindre svigt i barndommen. Urimelige barndomsvilkår som ikke er blevet afhjulpet i tide. Når vi møder hjemløse som voksen, så er det ikke et alkohol-, misbrugs- og boligproblem alene, men næsten altid et tidligt skadet barn, som har oplevet, at deres mor eller far – eller begge – har efterladt dem i angst og uvished. De har oplevet, at forældrene var væk, fordi de var på druk, skændtes eller sloges eller simpelthen bare ikke var der. Intet barn har ambitioner om at blive hjemløst. Men når de bliver svigtet, ender en del af dem med selv at svigte andre, og de svigter dermed sig selv.

Så derfor begynder enhver indsats mod hjemløshed med, at vi som samfund tager et ansvar for børnene. I det socialdemokratiske kerneland. Der hvor de gamle socialdemokrater som Morten Sabroe begyndte – og hvor vi må fortsætte kampen for et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Henrik Appel Esbensen er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne og landsleder for rådgivningsorganisationen TUBA.


Flere artikler om emnet

Annonce