Kamp om historien: Per Stig Møller "taler ned til læserne"

Per Stig Møller fastholder anekdotisk og anakronistisk tilgang til historien om modstandskampen, mener socialdemokratisk historiker.
Per Stig Møller "Sommeren '45"
Per Stig Møller vil gerne korrigere min anmeldelse af hans seneste bog, ’Sommeren ’45’. Men hans bog er polemisk og ikke det faglige historiske værk den præsenteres som.

I replikken fortsætter han den ideologisk manuducerede stil fra bogen. Som læser, både af bogen og indlægget, føler jeg mig nedvurderet af Per Stig Møller.

Det synes, som om han satser på, at læseren er uvidende, og at forfatterens opstilling af fortidens begivenheder går ubemærket hen. Der skal som bekendt bruges en hel bog på at svare på en bog, derfor vil jeg kort uddybe nogle få af de mest problematiske fremstillinger i bogen.

Først og sidst er det et problem ved bogen, at forfatteren ikke begynder med at opstille problemer og konflikter i deres kerne. I stedet bliver siderne fyldt med kritiske udsagn.

Et eksempel er debatten om Hartvig Frischs vurdering af “stikkerlikvideringerne” under besættelsen. Allerede på side 18 præsenteres den negative omtale af Frisch, og først på side 365 redegøres der for sammenhængen. Det er dårligt disponeret og en vildledning af læseren.

Ydermere bryder det også forfatterens eget koncept om en dag til dag-referering af aviserne.

Misinformation om Christmas Møller

Per Stig Møller erindrer nu, at John Christmas Møller blev ekskluderet af Det Konservative Folkeparti i 1942. Det er desværre en viden, som han snyder læseren af bogen for. Dér præsenteres han som partiets leder i 1943, i bestemt ental og ikke som en ”leder” blandt flere, sådan som Møller skriver i sin replik.

På side 16-17 skriver Per Stig Møller direkte: ”Danskerne rejste sig rigtigt nok langsomt, men de gjorde det bl.a. ved valget i marts 1943, hvor vælgerne gav Det Konservative Folkeparti en betydelig fremgang, fordi det var det regeringsparti, som forekom mest kritisk over for samarbejdspolitikken, og dets leder, Christmas Møller, havde siden foråret 1942 været den danske stemme fra London”.

John Christmas Møller martrer De Konservative. Han er en stor inspirationsfigur, men hans komplicerede forhold til partiet – hvor han både nedlagde sine poster, blev ekskluderet, nølende genindmeldte sig og endeligt forlod det kort før sin død efter endnu et af sine valgnederlag – gør det svært for konservative at vælge hvilken version af Christmas Møller, de skal bruge i deres politiske reference.

Det er Per Stig Møllers fremstilling et klart eksempel på.

Mangler historiske kilder

Mere problematisk er Per Stig Møllers påstand om, at den konservative fremgang på 3,2 procent i 1943 skyldes kritisk stillingtagen til ”samarbejdspolitikken”.

Der findes ingen vælgeranalyser fra valget, og partiet agiterede for at fortsætte Rigsdagens samarbejde og opretholdelsen af en dansk jurisdiktion.

Hvis Per Stig Møller kan fremlægge samtidige kilder, der viser noget andet, så er det en stor nyhed for historievidenskaben.

Springende, anekdotisk og anakronistisk

I det hele taget er samtidigheden - de tidsmæssige spring - et problem i ’Sommeren ’45’. Toldstrup, der igen og igen tages til indtægt for en kritisk holdning til Vilhelms Buhls antisabotagetale, udtrykte ganske rigtigt den holdning.

Desværre for bogens præmis ikke i sommeren ‘45, men i tilbageblik fra 1947 og frem. Med årene blev Toldstrup mere spidsvinklende – og fik en større betydning for højrefløjens identitetsdannelse.

Ligeledes bruger Per Stig Møller gentagne gange Ninka-interviews (Ninka var den danske journalist Anne Wolden-Ræthinge, der var kendt for sine interviews, red.) med borgerlige modstandsfolk fra 1990'erne og 00'erne.

De er ganske vist interessante, men som kilder til den politiske brug af modstandskampen fra 1990erne og frem til i dag – og ikke til en opsummering af debatten i 1945.

I stigende grad er modstandsbevægelsen blevet til en borgerlig identitetsplatform. Det er Per Stig Møllers bog et eksempel på i konservativ aftapning.

I sin springende, anekdotiske og anakronistiske stil giver den et forvredet billede af folkestemningen i 1945. Men den er en interessant kilde til borgerlig og konservativ positionering anno 2020.

Martin E.O. Grunz er historisk konsulent og politisk rådgiver for Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det har Thomas Fup selvfølgelig belæg for. Han har jo oceaner af tid til kildestudier, når han ikke sidder og grubler over livets mening og egen uformåenhed.

Komiske Thomas FUP, Jeg tvivler på at Stauning havde indflydelse på folketingsvalget i marts 1943, han døde i maj 1942. De danske nacister, DNSAP, fik ved samme valg 3 mandater i folketinget.

Thomas - Socialdemokratiet fik 44,5 % af samtlige stemmer ved valget i 1945. Stauning var død i 1942 og formand for Socialdemokratiet var Alsing Andersen. I øvrigt var regeringen ledet af Erik Scavenius som ikke var medlem af noget parti.

Undskyld slåfejlen, det var selvfølgelig ved valget i 1943 (som sagen handler om) at Socialdemokratiet fik 44,5 %. Det var faktisk en fremgang på 1,6 %. De Konservative var, som den opmærksomme læser vil have bemærket, repræsenterede i regeringen om støttede op om de samarbejdende partiers linje: dansk jurisdiktion.