Kampen mod skattesvig er med livet som indsats

Det er tragisk og direkte dødeligt for demokratiet, hvis kritiske journalister og whistleblowere bliver straffet for at stå frem, mener Jeppe Kofod(S)
Mandag denne uge afgik endnu en kvindelig journalist ved døden. Denne gang ikke fordi hun var offer for en sexforbrydelse, som alt tyder på var tilfældet i den makabre ubådssag, men derimod – formentlig - fordi hun havde dedikeret sit liv til at kæmpe imod magtmisbrug og korruption blandt samfundets elite.

Den 53-årige Daphne Caruane Galizia var en provokerende, vedholdende og risikovillig graverjournalist, der på sin blog og i de maltesiske medier kritiserede blandt andet medlemmer af den maltesiske regering for korruption.

Blot to uger inden hun blev dræbt af en bilbombe nær sit hjem havde hun modtaget dødstrusler, fortæller det maltesiske politi. Det vides ikke endnu, hvem gerningsmanden er, men hendes søn er overbevist om, at der ligger et politisk motiv bag:

”Dette var ikke noget almindeligt mord og det var ikke tragisk. Det er tragisk, når nogen køres over af en bus. Når der er blod og ild overalt omkring dig, er det krig. Vi er et folk i krig imod staten og den organiserede kriminalitet, to ting, der er blevet umulige at skelne fra hinanden,” skriver Matthew Caruana Galizia på Facebook efter sin mors død.”

Skattely i Panama
Daphne Caruane Galizia var en af journalisterne i det internationale konsortium for undersøgende journalister ’ICIJ’, som i 2016 afslørede de mange omfattende eksempler på virksomheders og enkeltpersoners skatteunddragelse via Panama – de såkaldte Panama Papers.

Hun har blandt andet skrevet, at den maltesiske premierministers kone, Michelle Muscat, har selskaber i skattely i Panama. Ifølge Caruane Galizia for at skjule penge modtaget fra Alijev-familien, der sidder tungt på magten i diktaturstaten Aserbajdsjan.

PanamaPapirerne har kunnet ladet sig gøre, fordi en anonym whistleblower er gået til pressen med de lækkede oplysninger. Men ikke engang journalisterne kender personens identitet – ”fordi mit liv er i fare,” skrev vedkommende, ved samarbejdets indledning.

Angreb på Ytrings- og pressefriheden
Europaparlamentariker Jeppe Kofod (S) er udvalgsformand i det såkaldte skattelyudvalg, som skal forsøge at skabe fælleseuropæiske retningslinjer for den politiske kamp mod skatteunddragelse. Han mødte den dræbte journalist på et møde i februar på Malta i forbindelse med sit udvalgsarbejde. Her fortalte hun, at hun var lagt for had fra mange sider i Malta, fordi man mente, at hun undergravede Malta som land ved at tale dårligt om det og ved at påpege problemerne om hvidvask, skattefusk og korruption, fortæller Jeppe Kofod.

Det er dybt tragisk og noget der skal tages meget alvorligt.

”Det er en journalist, som er kendt for at sætte spotlight på kriminelle magthavere, og som virkelig udfyldte sin rolle som demokratiets vagthund. Malta er kendt for at have fungeret som skattelyland og at have store problemer med korruption. Alt det satte hun fokus på, og derfor ser det også mistænkeligt ud, at hun er blevet dræbt på den her måde af en bilbombe.”

Jeppe Kofod understreger, at man endnu ikke ved, hvem den skyldige er, men at det lader til at være et direkte angreb på ytrings- og pressefriheden. ”Det er dybt tragisk og noget der skal tages meget alvorligt,” siger han.

Bedre beskyttelse af whistleblowers og journalister i Europa
Kampen mod skattely foregår i høj grad ved, at modige journalister eller whistleblowere tager kampen op imod store internationale firmaer eller magtfulde politikere, men det sker ofte med straf til følge.

De blev altså dømt for at have afsløret ulovligheder og har dermed hjulpet samfundet fremad. De burde jo være blevet hyldet som helte.

I skattelyudvalget mener man ikke, at hverken journalister eller whistleblowere beskyttes godt nok i EU, fortæller Jeppe Kofod: ”En af vores anbefalinger er, at der skal være langt bedre beskyttelse på både nationalt og europæisk niveau. Vores anbefalinger går ikke så meget på den fysiske beskyttelse, som der kunne have været behov for i Malta, men mere på den økonomiske og juridiske beskyttelse. Vi så med den tidligere lækagesag LuxLeaks, at både journalister og whistleblowers blev dømt i retten, mistede deres job og hele deres indkomstgrundlag. De blev altså dømt for at have afsløret ulovligheder og har dermed hjulpet samfundet fremad. De burde jo være blevet hyldet som helte.”

Det er virkelig dødeligt for demokratierne i Europa, hvis det ender der. Derfor skal der være et meget bedre regelværk som beskytter whistleblowere og journalister.

Jeppe Kofod forklarer, at man i udvalget ønsker at animere folk, der kender til ulovligheder, om at gå ud og fortælle om dem. For de gentagne eksempler på, at man straffes for at stå frem, risikerer at afholde andre fra at gøre det samme

”Det er virkelig dødeligt for demokratierne i Europa, hvis det ender der. Derfor skal der være et meget bedre regelværk som beskytter whistleblowere og journalister.”

Skattelyudvalget mødes i dag i Bruxelles, hvor de blandt andet vil vedtage en rapport med en række anbefalinger, som skal til afstemning i plenarforsamlingen til december.


Kommentarer fra Facebook