Kampen mod social dumping ramt af nedlukning og erstatning til Godhavnsdrengene

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Kampen mod social dumping er ramt af corona-nedlukning, 17 tidligere Godhavnsdrenge får erstatning, og vaccine-firma forventer salg for 110 milliarder kroner i år.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Hver anden kontrol aflyst: Kamp mod social dumping ramt af corona-nedlukning

Det ramte kampen mod social dumping hårdt, at regeringen valgte at lukke ned og sende flere myndigheder hjem i foråret.

Det skriver Fagbladet 3F.

Hver anden af de planlagte aktioner mod svindel med løn- og arbejdsvilkår måtte i en periode aflyses, på trods af at store dele af arbejdsmarkedet - heriblandt 3F’erne - stadig arbejdede videre på fuld kraft.

Det fremgår af et svar til Folketinget fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Her skriver ministeren, at det ikke var muligt at lave fælles kontroller fra tidlig marts til juni, fordi medarbejderne fra Arbejdstilsynet og Skattestyrelsen i perioden var helt eller delvist hjemsendt.

Altså blev hver anden planlagte kontrolaktion i foråret aflyst.

Aflysningerne af kontroller skete, mens størstedelen af 3F’erne stadig var på arbejde i blandt andet byggeriet, industri, grønne fag, lager, transport og rengøring.

Især inden for byggebranchen er der historisk store problemer med social dumping og farligt arbejdsmiljø.

Læs mere her.

 

17 tidligere Godhavnsdrenge får erstatning

Staten anerkender ansvaret i Godhavnssagen, og 17 tidligere anbragte på børnehjemmet får nu hver en erstatning på 300.000 kroner.

Sådan skriver Børns Vilkår i en pressemeddelelse.

Det var et længe ventet punktum for mange tidligere anbragte, da statsminister Mette Frederiksen i august 2019 på statens vegne undskyldte for den misrøgt, tidligere børnehjemsbørn oplevede på Godhavn og andre børnehjem gennem 1960’erne og 1970’erne.

Men undskyldningen var ikke et endeligt punktum for alle. Sidste år valgte 17 af de tidligere anbragte på Godhavn at stævne staten og hver søge en erstatning på 300.000 kroner. Børns Vilkår har været med til at vurdere, hvilke sager der med størst sandsynlighed kunne danne præcedens i lignende sager fremadrettet.

Staten og de 17 tidligere Godhavnsdrenge har nu indgået forlig, så retssagen kan aflyses, og de tidligere anbragte får den erstatning, de har krævet.

Børns Vilkår ser forligstilbuddet fra staten som et signal om, at regeringen er enige i, at undskyldningen ikke kunne stå alene, og at der, ligesom det har været tilfældet i mange af de andre lande, hvor der er givet lignende undskyldninger, bør følge en økonomisk kompensation med.

Advokat Mads Pramming fra Ehmer Pramming Advokater førte sagen for de 17 Godhavnsdrenge og er meget tilfreds med resultatet.

Læs mere her.

 

Moderna forventer vaccine-salg for svimlende 110 milliarder kroner i år

Den amerikanske medicinalvirksomhed Moderna venter i 2021 et salg på 18,4 milliarder dollar fra sin coronavaccine svarende til cirka 110 milliarder kroner.

Det skriver dr.dk.

Moderna forventer at levere 700 millioner doser i år, men arbejder på at få tallet op på èn milliard doser.

Det viser selskabets regnskab for 2020, der er blevet offentliggjort i dag.

 

Facebook forsvarer sig i ophedet debat

Kulturministeren vil lade danske medier forhandle med Facebook oven på strid om, at techgiganter skal afkræves betaling for nyheder på deres platforme. Men danske medier får "fuldstændigt svimlende mængder" gratis trafik fra Facebook, skriver dansk direktør.

Sådan skriver Altinget.

1,3 milliarder klik.

Så mange gange trykkede en bruger sig videre fra Facebook til et dansk medie i 2020, uden at medierne betalte for det.

Det skriver den danske direktør for platformens nyhedspartnerskaber, Jesper Doub, i et debatindlæg i Altinget.

Værdien af de mange klik er ifølge Jesper Doub minimum 390 millioner kroner. Det baserer han på en undersøgelse af spanske, franske, tyske og britiske nyhedsmedier i 2014, som Deloitte står bag.

Debatten omkring Facebooks rolle i forhold til medierne er de seneste uger blusset op, efter at den amerikanske techgigant uden varsel fjernede alle nyheder fra dens platform i Australien.

Beslutningen blev truffet i protest mod en ny australsk lovgivning, som ville tvinge store teknologigiganter til at betale medierne for de nyhedsartikler, der bliver bragt videre.

Siden Facebooks beslutning har også flere danske mediechefer og politikere kritiseret techgiganten for at være dominerende og for at stikke gaflen i en meget stor del af annoncekronekagen, mens medierne får krummerne.

Kulturminister Joy Mogensen (S) er på vej med et lovforslag, som vil gå længere end EU, og som skal sikre, at techgiganterne skal indgå aftaler med medierne, hvis de vil bruge deres indhold, samt at medievirksomhederne i Danmark også kan forhandle samlet over for techgiganterne.

Men det er Facebook-direktøren uenig i.

Læs mere her.

 

Enhedslisten klar til blå alliance for større hjælpepakker 

Enhedslisten vil have styrket hjælpepakkerne til specielt mindre selvstændige efter onsdagens plan for en delvis genåbning af samfundet. Genåbningen omfatter eksempelvis ikke liberale erhverv, der ofte består af selvstændige.

Det skriver Ritzau ifølge B.T.

Der er allerede omfattende hjælpepakker til erhvervslivet for at hjælpe det gennem krisen udløst af corona og de markante restriktioner, der er indført for at inddæmme sygdommen.

Alligevel er store dele af erhvervslivet hårdt presset af manglende omsætning. Enhedslisten har især fokus på lønkompensationen.

Enhedslisten vil gerne øge lønkompensationen til 100 procent og sikre mindre selvstændige som freelancere.

Den politiske leder understreger, at partiet er klar til at lave aftaler uden om regeringen for at sikre mere hjælp.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce