”Det private er politisk”. Sådan lød en af kvindebevægelsens paroler, der bragte diskussionen om ligestilling ud over hjemmets fire vægge og ind i den politiske debat. Den samme bevægelse mener jeg, at vi har brug for i dag, hvor mere end 35.000 danskere er sygemeldt med stress, og 10-12 procent af befolkningen angiveligt udviser daglige tegn på stress.

På det seneste har flere eksperter endda talt om en decideret ”stress-epidemi”, med andre ord et fænomen, der er ude af kontrol.

Alligevel har vi som samfund en tendens til at behandle stress som en individuel problemstilling begrænset til den enkelte person. Det samme kan man sige om kuren mod stress, som ofte går ud på, at den enkelte går ind i et forløb med coach, psykolog eller på anden vis gennemgår selvudvikling, der kan give personen nye resurser til at klare sig gennem dagligdagen.

Det private er politisk

Andre går mere rabiat til værks og føler sig kaldet til store beslutninger som helt at kvitte jobbet, skifte branche eller noget helt tredje. Fællesnævneren er, at fokus er på mikroniveauet, og det enkelte menneske, der enten må lære at tilpasse sig systemet, eller smide håndklædet i ringen. Stress reduceres til et individuelt problem, og bliver derfor ekstra ensomt og tabuiseret.

Men det private er politisk. Og derfor er det på tide at stille spørgsmålstegn ved den måde, vi har indrettet os på, og ikke mindst at spørge os selv, hvordan vi gør det bedre.

En ny politisk kultur
Professor i psykologi på Aalborg Universitet Svend Brinkman beskriver i sin fremragende bog Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang, hvordan livet i en ”accelererende kultur” har store konsekvenser for os som mennesker.

Noget tyder på, at den accelererende kultur bidrager til stress

Fleksibilitet og omstillingsparathed er tidens buzzwords, som ikke blot betragtes som en grundvilkår men nærmest et mål i sig selv på det moderne arbejdsmarked. Men noget tyder på, at den accelererende kultur bidrager til stress, ligesom det kan være svært at få sine værdier med i et miljø med evigt krav om omstillingsparathed og konkurrencestatsmentalitet.

Også fra politisk hånd bliver der skubbet på med ideerne om, at vi hele tiden skal være klar til at løbe både hurtigere og længere på literen. Disse års enorme fokus på vækst – koste hvad det vil – resulterer i politiske buskaber om, at vi alle må indstille os på længere arbejdsdage, en pensionsalder på 70+ og stå model til en evig spiral af effektivisering. Ellers går det ud over den økonomiske vækst.

Men hvad så med den menneskelige vækst? Hvordan sørger vi for, at den får gode betingelser? Det kræver for mig at se en ny politisk kultur, med et mere helhedsorienteret syn på, hvad det er der skaber værdi for individet, og ikke blot på decimalstigninger i BNP.

Giv plads til faglighed og værdier
Under den seneste valgkamp besøgte jeg et plejehjem, hvor jeg faldt i snak med nogle af medarbejderne om de store dokumentationskrav, de oplever i hverdagen. Som en sosu-assistent fortalte mig, gav det ikke mening, at hun skulle bruge så stor en del af tiden på at dokumentation.

Når fagligheden kommer i klemme, er det svært at leve i pagt med sine værdier

For som hun fortalte, kunne hun jo i princippet bare skrive hvad som helst om et besøg hos Fru Hansen. En ting var dog sikkert, nemlig at hendes tid foran skærmen tog tid fra den reelle nærvær og pleje. Man kunne tydelig mærke, at fagligheden var i klemme. Og de samme historier går igen hos sygeplejersker, pædagoger og andre af velfærdssamfundet kernetropper.

Når fagligheden kommer i klemme, er det svært at leve i pagt med sine værdier. Måske er det med til at forklare de alarmerende tal, der viser, at hver anden offentlig ansat er stresset. Tallene er uacceptable, og vidner om store menneskelige konsekvenser som følge af new public management-filosofien.

Kapitalismekritik og socialdemokratisk frihedskamp
Retten til at være på arbejdsmarkedet uden at blive syg af det, har altid været hjerteblod for den socialdemokratiske bevægelse. Vi har kæmpet for 8-timers arbejdsdag og for sikre fysiske forhold. Nu må vi gå helhjertet ind i kampen mod stress, som et af vor tids helt store samfundsproblemer.

Kapitalismekritikken bør også gøre op med en overdreven markedsliggørelse af individet

En moderne kapitalismekritik skal gå i kødet på finansspekulation, skattebedrag og stigende økonomisk ulighed. Men kapitalismekritikken bør også gøre op med en overdreven markedsliggørelse af individet.

At skabe frie borgere har altid været Socialdemokratiets berettigelse, og stress-epidemien er netop et udtryk for en stor følelse af ufrihed og manglende selvbestemmelse. Derfor er kampen mod stress også en frihedskamp, Socialdemokraterne bør gå ind i. Det vil jeg komme med flere konkrete bud på i min næste klumme på Pio.

 

Anne Paulin er midlertidigt medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Hun har en master i international business and politics fra CBS og Columbia University, og har blandt andet været beskæftiget i organisationer og det private erhvervsliv. 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.