Annonce

Kampen om DR er en kamp om danske værdier

De borgerliges korstog mod Danmarks Radio er et korstog mod dét, der binder Danmark sammen.
 

I sidste uge fremlagde regeringen og Dansk Folkeparti omsider rammerne for det nye medieforlig. Og der var - mildest talt - ikke meget at råbe hurra for: Med en nedskæring i Danmarks Radio på 20 procent lægger regeringen op til en regulær nedslagtning af dansk public service.

Danmarkshistorien under sparekniven
DR er Danmarks absolut vigtigste kulturinstitution. I næsten 100 år har Danmarks Radio formidlet nyheder, underholdning, kultur og historie til danskerne. Danmarks Radio binder danskerne sammen og har gennem et århundrede skabt et særligt dansk folkefællesskab med vores fælles historie og værdier som hjørnesten.

Danmarks Radio har gennem et århundrede skabt et særligt dansk folkefællesskab med vores fælles historie og værdier som hjørnesten.

Danmarks Radio er vores - danskernes - fælles hukommelse og bevidsthed - Og en afgørende del af grundlaget for den mellemfolkelige tillid og samhørighed, der gør Danmark stærkt. De borgerliges korstog mod DR er derfor både historieløst og et slag mod danskheden.

Selvom monopolets dage for længst er talte, har intet privat medie kunnet overgå DR’s rækkevidde: 95 procent af befolkningen benytter sig hver uge af DR’s tv-, radio- eller internettilbud. Og ifølge DR vil en øjeblikkelig lukning af DR3, DR Ultra, P3 og P7 Mix være konsekvensen af besparelserne, mens også DR K, P4 og Ramasjang vil være i farezonen.

Hvis de borgerlige får held til at rundbarbere DR, bliver konsekvensen altså en kraftigt decimeret public service-indsats og en mavepuster til formidlingen af dansk historie, underholdning og kultur.

DF’s kamp mod danskheden
En stærk public service-indsats er fundamentet for udbredelsen af kendskabet til dansk historie, kultur, samfundsforhold og ikke mindst danske værdier. Med udsendelser som Matador, Krøniken og Historien Om Danmark har DR sat fokus på vores fælles historie og det stærke, nationale fællesskab, vi som danskere indgår i.

Dansk Folkepartis paroler om danskhed og patriotisme klinger usædvanligt hyklerisk, når partiet giver DR sparekniven

Dansk Folkepartis paroler om danskhed og patriotisme klinger usædvanligt hyklerisk, når partiet giver DR sparekniven. Hvis Dansk Folkeparti virkelig står vagt om danskhed og danske værdier, burde Kristian Thulesen Dahl værne om Danmarks Radio. Når de borgerlige overlader en større del af mediemarkedet til private medier, bliver konsekvensen mindre dansksproget public service og en stækket formidling af dansk kultur og historie - I sidste ende en svækket sammenhængskraft mellem danskerne.

DR skal reddes - for sammenhængskraftens skyld
Dertil skal man lægge tidens tendenser, hvor den objektive sandhed er under pres på alle planer: Fra magtens hellige haller i Kreml og Det Hvide Hus til subjektive nichemedier som Den Korte Avis. I en tid, hvor medieforbrugere konstant udsættes for falske nyheder og alternative fakta, er der mere end nogensinde brug for et stærkt Danmarks Radio.

Kampen om DR er kampen om den enestående danske sammenhængskraft og vores nationale samhørighed

Kampen om DR er kampen om den enestående danske sammenhængskraft og vores nationale samhørighed. Hvis de borgerlige får held til at gennemføre deres brutale nedskæringstogt, frygter jeg for begge dele.

Mads Hvidbjerg Kristensen er hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).
Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

 

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Hvidbjerg er international sekretær og forretningsudvalgsmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).


Flere artikler om emnet