Onsdag starter forhandlingerne om overenskomster for 230.000 ansatte i industrien, når lønmodtagerne fra CO-Industri for første gang mødes med arbejdsgiverne fra Dansk Industri (DI).

I spidsen for lønmodtagerne står CO-Industris formand og næstformand, som er formand Claus Jensen fra Dansk Metal og Mads Andersen, der er gruppeformand for 3F's Industrigruppe.

På arbejdsgivernes side er det DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen og viceadm. direktør Kim Graugaard, der forhandler.

Der er på forhånd lagt op til et svært forløb, fordi inflationskrisen presser lønmodtagerne, som har set deres realløn - altså hvad ens løn er værd i forhold til, hvad man kan få for sine penge - falde på grund af prisstigningerne.

Det er derfor en forventning blandt lønmodtagerne om, at overenskomsten indeholder pæne lønstigninger, så folk fortsat kan betale deres regninger.

"Vi hører mange undskyldninger for, at virksomhederne har holdt igen. Lige nu hører vi mest historier om, at der kommer voldsom storm og tordenvejr på det danske arbejdsmarked, og at der lige om lidt kommer mange flere arbejdsløse. Men når man rent faktisk kigger på fakta og de økonomiske nøgletal, så er der ingen tvivl om, at lønmodtagerne skal have mere," skriver Claus Jensen i et opslag på Facebook og fortsætter:

"Den danske industri er bomstærk. Ledigheden er helt i bund, og mange steder i landet er det nærmest ikke til at opdrive en ledig medarbejder i industrien. Lønmodtagerne knoklede igennem under corona uden nedlukninger. Vi kan se, at både produktiviteten og eksporten er stigende. De danske industrivirksomheder er over en bred kam meget konkurrencedygtige over for udlandet."

Omvendt presser inflationen også virksomhederne, som kæmper med store prisstigninger på bl.a. råvarer og energi, ligesom de altså trods den nuværende gode økonomi, frygter økonomisk afmatning i de kommende år.

Overenskomsten skal forsøge at balancere de to krav.

Lokalt eller centralt

Industriens overenskomster er en såkaldt minimallønsoverenskomst (i modsætning til en normallønsoverenskomst).

Det betyder, at man i overenskomsten forhandler en mindsteløn i den centrale overenskomst og derefter aftaler man ude på virksomheden enten direkte mellem lønmodtagere og virksomheden eller ved en lokal overenskomst.

Den model giver en masse fleksibilitet for virksomhederne, som dermed kan indrette deres løn efter deres indtjening, men forud for forhandlingerne, retter Claus Jensen i A4 en kritik af virksomhederne, for at være for tilbageholdende med pengene.

Medarbejderne har simpelthen ikke fået nok i de lokale lønforhandlingerne, mener man i fagbevægelsen.

De første af mange

Det er to overenskomster, som parterne skal forhandle, Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst.

De to overenskomster på industriområdet er retningsgivende for de øvrige cirka 200 overenskomster, der skal forhandles på det private område.

Det betyder, at det man aftaler sig frem til i industrien, i hovedtræk kommer til at ligne det man forhandler sig frem til i de øvrige overenskomster.

Industriens Overenskomst dækker en lang række faggrupper, lige fra operatører, plastmagere, bagageportører, smede, elektrikere og mange andre.

Det er en såkaldt områdeoverenskomst – det betyder, at den dækker alle, som arbejder i produktionen på en virksomhed.

I alt er omkring 230.000 industriarbejdere ansat på cirka 6.000 virksomheder omfattet af overenskomsten.

Der er ni fagforbund, der forhandler Industriens Overenskomst.

Foruden 3F og Dansk Metal er det HK Privat, Teknisk Landsforbund, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet. Dansk Jernbaneforbund, Serviceforbundet og Malerforbundet.