Kampen om regnemodellerne: Det virkelige problem er skjult politisk indflydelse

Da Anders Fogh Rasmussen blev skatteminister i 1987 forsøgte han at trække den økonomiske politik markant mod højre udtaler ph.d. i økonomisk historie
Er Finansministeriets regnemodeller udtryk for objektiv videnskab, eller er de styret af ideologiske og politiske hensyn?

Det spørgsmål optager den politiske debat, hvor en række rapporter, udtalelser i pressen og en enkelt bog har fået diskussionen om regnemodeller til at blusse op. Senest har Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard forsvaret modellerne som politisk neutrale: ”Regnemetoderne hverken kan eller bør være politisk dikteret”.

Da Anders Fogh Rasmussen var helt ny skatteminister i 1987, ønskede han at trække regeringens økonomiske politik markant mod højre

To tidligere topembedsmænd er gået i rette med den udlægning. Begge påpeger, at regnemodeller med dynamiske effekter blev introduceret i slutningen af 80’erne af Anders Fogh Rasmussen under  et massivt politisk pres på embedsværket. I en artikel i Dagbladet Information den 9. august, beskriver Jørgen Rosted, der tilbage i Fogh-tiden var chef for økonomisk afdeling i Finansministeriet, det som ”en ren magtkamp”.

Konflikten mellem de tidligere og nuværende topembedsmænd i Finansministeriet er dermed trukket skarpt op.

Håndplukkede embedsmænd skulle sikre opgøret med Keynes

Men diskussionen er ingenlunde ny eller chokerende. Allerede i 2007 skrev Balder Asmussen nemlig ph.d.-afhandlingen ”Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994” og her blev hele forløbet omkring de politisk dikterede ændringer i regnemodellerne i slut 80’erne grundigt behandlet.

Netavisen Pio har derfor spurgt ph.d. i statskundskab, lektor i historie, samfundsfag og international økonomi på Det Blå Gymnasium, Handelsgymnasiet Vestfyn, Balder Asmussen, om hvorvidt modellerne, som de blev anvendt i 80’erne, var underlagt politisk indflydelse.

”I høj grad. I sin tid, da Anders Fogh Rasmussen var helt ny skatteminister i 1987, ønskede han at trække regeringens økonomiske politik markant mod højre. Han nedsatte derfor et sekretariat af håndplukkede embedsmænd, der delte de samme anskuelser som ham, og fik med statsminister Poul Schlüters støtte gennemtrumfet nyliberalistiske antagelser i Finansministeriet. Dette på trods af, at embedsmændene i Finansministeriet fandt det usagligt. Hele processen er omhyggeligt dokumenteret med vidneudsagn fra centrale aktører i min ph.d.-afhandling."

Indtil årsskiftet 1988/1989 tænkte alle i Finansministeriet keynesiansk i bred forstand

Hvad ville Anders Fogh opnå ved at indføre det du kalder ’nyliberalistiske antagelser'?

”Det var Anders Fogh Rasmussens ambition at gøre op med den tankegang, der hidtil havde domineret de økonomiske modeller og den økonomiske politik. Indtil årsskiftet 1988/1989 tænkte alle i Finansministeriet keynesiansk i bred forstand. Det vil sige, at de mente at efterspørgslen var en vigtig komponent i den økonomiske politik, og ved at styre efterspørgslen kunne man styre vækst, beskæftigelse og størrelsen af underskuddet på samhandelen med udlandet."

"Anders Fogh Rasmussen mente, at keynesiansk tankegang var skyld i fremvæksten af velfærdsstaten og det medfølgende høje skattetryk, som han var så udpræget modstander af. Keynesianismen legitimerede, ifølge Anders Fogh Rasmussen, stigende skatter og større offentlig sektor. For at rulle velfærdsstaten tilbage måtte Anders Fogh Rasmussen få fjernet keynesianismen fra de økonomiske modeller i ministerierne.”

Til sin frustration får Poul Schlüter at vide af Finansministeriets embedsmænd, at skattelettelser vil øge efterspørgslen, og dermed importen, og dermed underskuddet på samhandelen overfor udlandet.

Hvordan kunne Anders Fogh Rasmussen som ny minister få held til at trække hele KVR-regeringen til højre i 1988/89? Hvordan sikrede han sig statsministers Poul Schlüters opbakning?

”For det første fik Det konservative Folkeparti nogle meget dårlige meningsmålinger i 1988, og Poul Schlüter tolker det som et skatteoprør blandt vælgerne. Han beder derfor Finansministeriet om lave nogle forslag til skattelettelser - skattelettelser han allerede lovede ved sin tiltræden i 1982, men som han ikke havde kunnet levere. Til sin frustration får Poul Schlüter at vide af Finansministeriets embedsmænd, at skattelettelser, og navnlig ufinansierede skattelettelser, vil øge efterspørgslen, og dermed importen, og dermed underskuddet på samhandelen overfor udlandet."

Ifølge Balder Asmussen påpegede embedsmændene i Finansministeriet, at skattelettelser ville være uforsvarlige i den daværende situation. Det gjorde de fordi de byggede deres modeller på keynesianske antagelser, hvor efterspørgslen tillægges stor betydning. Det stod i kontrast til Anders Fogh Rasmussen, som ikke troede på efterspørgsels-styringen.

Enhver økonom ved at modeller giver et skævvredet billede virkeligheden

I den offentlige debat har netop spørgsmålet om konsekvenserne ved politikernes indblanding i modellernes antagelser stået centralt. I den forbindelse advarede Finansministeriets departementschef Martin Præstegaard i sidste uge i Politiken:

”Regnemetoderne hverken kan eller bør være politisk dikteret, således at når man har en farve regering, så koster et forslag det ene, og når man har en anden farve regering, så koster det noget andet”.

Skal politikerne ikke bare, Balder Asmussen, holde sig væk og lade Finansministeriet varetage modellerne? Risikerer vi ikke, at dine konklusioner bliver opfattet som en opfordring til total politisering af regneapparatet?

”Regnemodeller er per definition politiske. Regnemodellerne rummer en række antagelser om, hvad der vil ske, hvis vi f.eks. styrker den offentlige sektor. Vil det gavne økonomien, eller vil det per definition fortrænge private investeringer? Uanset hvilken antagelse, du vælger, vil det være et politisk valg. Vær derfor kritisk overfor modellerne, de dikterer ikke den nødvendige politik".

Der er som sådan ikke noget galt i, at regnemodellerne giver et skævvredet billede af virkeligheden

Hvad skal vi stille op ved modellerne og det massive politiske pres, som de er underlagt? Det skaber vel en ideologisk skævvridning, vi ikke kan være tjent med?

”Der er som sådan ikke noget galt i, at regnemodellerne giver et skævvredet billede af virkeligheden”, insisterer Balder Asmussen. ”Det ved enhver økonom, og det er med det forbehold, at de bruger modellerne.”

Så du synes ikke politisk påvirkning af modellerne er et problem?

”Den politiske påvirkning af regnemodellerne er et stort problem, hvis man foregiver, at den ikke eksisterer. Hvis man bilder folk ind, at modellerne er udtryk for objektiv videnskab, så har vi et meget alvorligt problem. Og det er lige præcis hvad Finansminister Kristian Jensen forsøger at bilde folk ind i øjeblikket, når han sender sin departementschef i byen med sådan en udmelding."

Politikerne må ikke være bange for deres egen skygge

Balder Asmussen påpeger, at embedsapparatet i stigende grad presses af ministrene til at fremstille sagsforhold i et lys, der legitimerer ministerens standpunkt. Departementschefens forsvar for regnemodellerne opfatter Asmussen netop som udtryk for denne tendens.

Mener du virkelig at både finansministeren og departementschefen fører borgerne bag lyset, når de afviser at politikerne fastsætter de ideologiske antagelser bag modellerne?

”Ja, absolut”, fastslår Balder Asmussen, der samtidig påpeger, at en departementschef altid vil prøve at balancere på en knivsæg:

”Men læg også mærke til departementschefens ordvalg. Han siger, at hvis de politisk dikterede modeller ikke lever op til et fagligt grundlag, så har vi et problem. På den måde får han faktisk sagt mellem linjerne, at modellerne er politisk dikterede, og at det ikke behøver at være et problem at ændre dem, så længe der kan findes fagligt belæg for det. Det er helt sikkert et meget bevidst ordvalg fra hans side. Han skal jo også være departementschef for en kommende rød regering.”

De skal tro på sig selv, og ikke være bange for deres egen skygge

Hvis det er korrekt at regnemodellerne favoriserer en blå økonomisk politik, så er det svært eller umuligt at føre rød politik, sådan som blandt andet Enhedslisten tidligere har påpeget?

”Det er ikke regnemodellerne, der er det største problem”, understreger Balder Asmussen og fortsætter med en opfordring til Socialdemokratiet:

”Hvis Socialdemokraterne vil gennemføre deres politik, skal de lade regnemodeller være regnemodeller og gennemføre deres politik, når de har flertallet. De skal tro på sig selv, og ikke være bange for deres egen skygge."

Politikerne skal turde udfordre modellen

Balder Asmussen slutter af med et eksempel fra den virkelig verden:

”Det kan jo godt være, at de økonomiske modeller synes at barselsorlov er en dårlig ide, fordi det mindsker arbejdsudbuddet. Men barselsorlov er medvirkende til at få kvinder ud på arbejdsmarkedet i det hele taget, og medvirker også til et højere fødselstal. Det siger modellen ikke noget om. Det må man selv tænke sig til, og så ignorere at modellen synes, at barselsorlov er en dårlig ide."

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce