Kampvalg om Silkeborg-kreds bliver personligt: “Jeg fik granatchok”

Folketingskandidatur

Kampvalg om Silkeborg-kreds bliver personligt: “Jeg fik granatchok”

Midt i et spændt, internt kampvalg i Socialdemokratiet fyrer afgående folketingsmedlem Thomas Jensen en bredside mod Rune Kristensen

Thomas Jensen og Rune Kristensen
Billedtekst
Thomas Jensen skriver åbent, at mulig folketingskandidat ikke kan trække stemmer nok
Foto: Marie Hald og Socialdemokratiet Silkeborg

Hvad der startede som et klassisk kampvalg mellem to socialdemokratiske folketings-aspiranter, er nu blevet til en tilspidset strid om troværdighed, loyalitet og folkelig opbakning.

Valgkampen kredser om, hvem der skal blive næste folketingskandidat for Socialdemokratiet i Silkeborg Sydkredsen; Eva Borchorst Mejnertz eller Rune Kristensen.

Læs også:Der bliver kampvalg i attraktiv socialdemokratisk valgkreds

Det opsigtsvækkende er dog, at det ikke er kandidaterne selv, der kaster med skyts efter hinanden.

Det er derimod det socialdemokratiske folketingsmedlem Thomas Jensen, der selv er valgt ind til Folketinget i Silkeborg Sydkredsen, som blander sig i debatten.

Et opslag med sprængkraft

Thomas Jensen genopstiller ikke selv i Silkeborg-kredsen, hvor han er blevet valgt til Folketinget siden 2007.

I et Facebook-opslag erklærer han i stedet sin støtte til Eva Borchorst Mejnertz, der er 1. viceborgmester i Aarhus Kommune, som sin efterfølger.

placeholder

Han skriver, at Silkeborg Sydkredsen "begår en stor fejl", hvis ikke man opstiller Mejnertz som sin nye kandidat. Han kalder hende "en lysende politisk stjerne" og en kandidat "med hjerte for Silkeborg".

Dertil nævner han, at “Mejnertz ved sidste kommunalvalg fik mere end 2.000 personlige stemmer” - ifølge KMDvalg.dk fik hun 2.130 stemmer til kommunalvalget i Aarhus Kommune.

Læs også:Afstemning ovre: Køge-kredsen vil sende ung faglig profil i folketinget

Men det, der for alvor vækker opsigt, er hans direkte angreb på modkandidaten, gruppeformand for den socialdemokratiske gruppe i Silkeborg Byråd, Rune Kristensen, hvor han henviser til Kristensens lokale opbakning:

“Ved sidste byrådsvalg talte de lokale vælgere deres tydelige sprog: Der var kun godt 400 vælgere, der viste deres tillid til Rune Kristensen. Det er ikke mange vælgere, som er samlet op gennem 15 år,” skriver Jensen i opslaget.

Ifølge KMDvalg.dk fik Rune Kristensen 406 personlige stemmer ved kommunalvalget i Silkeborg Kommune.

I kommentarsporet bliver hans direkte skepsis over for Rune Kristensen bemærket.

Én Facebook-bruger skriver blandt andet, at vedkommende ikke ved, om udskamning af 400 stemmer tæller.

Jeg kunne da godt være kommet med supplerende argumenter om flid, politisk boldøje og loyalitet

Til det svarer Thomas Jensen, at stemmetallet viser, at Rune Kristensen ikke har det, der skal til for at opnå nok stemmer ved et folketingsvalg og sikre Socialdemokratiet et mandat i Folketinget og tilføjer følgende bemærkning:

“Og jeg kunne da godt være kommet med supplerende argumenter om flid, politisk boldøje og loyalitet (eller mangel samme på alle tre parametre)😉”

Rune Kristensen: “Det er uværdigt”

Opslaget er heller ikke gået ubemærket hen af Rune Kristensen.

Til Netavisen Pio fortæller han, at opslaget mildest talt kom som noget af en overraskelse: 

“Jeg vil ærligt sige, at jeg i går gik i granatchok - at han har det behov for at angribe på den måde,” siger han og uddyber:

“Jeg synes ikke, det er værdigt for hverken partiet eller for ham selv. Jeg synes, det er umuligt trist, at det bliver på den her måde. Jeg ved ikke, hvorfor han har det behov.”

Læs også:Kamp om at blive ny S-folketingskandidat i attraktiv kreds efter Astrid Krags exit

Ifølge Kristensen er det at sammenligne pærer og bananer, når Thomas Jensen sætter fokus på de to kandidaters valgresultater ved sidste kommunalvalg, da der er tale om to kommuner med vidt forskellig størrelse.

Han understreger flere gange over for Netavisen Pio, at han ikke ønsker at gå i dybden med stridigheden, da han hellere vil fokusere på politik frem for personlige angreb.

Dagen efter Thomas Jensens opslag på Facebook, skriver Kristensen derfor selv et modsvar, hvor han ikke adresserer Jensen direkte, forklarer han:

Jeg kommer aldrig til at gøre det, som han har gjort.

“Jeg bliver virkelig trist på demokratiets vegne, når politik bliver et spil om personer på den her måde. Og derfor nævner jeg heller ingen navne på Facebook, men beskriver mere min moral og etik og hvordan jeg arbejder,” siger han og uddyber: 

“Det kommer jeg til at stå på. Jeg kommer aldrig til at gøre det, som han har gjort. Jeg er rystet over, at det bliver så grimt og så personorienteret.”

Thomas Jensen svarer

Netavisen Pio har efter udgivelsen af denne artikel været i kontakt med Thomas Jensen, der siger, at hans opslag skal ses som modstykke til en artikel bragt i Midtjyllands Avis.

Her det omtales, at to partimedlemmer har stillet konfronterende spørgsmål til Eva Borchorst Mejnertz ved parties generalforsamling.

Læs også:S-formand om Silkeborg-strid: “Han burde skamme sig”

Han uddyber:

““Hvis ikke der var nogen, der tog til genmæle, så var det såmænd nok lykkes at få Rune Christensen opstillet med ufine personlige angreb mod Eva Borchorst Mejnertz. Så det er Rune og hans egne folk, der har ansvaret for, hvordan den her urafstemmingsproces har udviklet sig.”

Opdateret d. 3. juli 2025 med svar fra Thomas Jensen.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 01.07.2025 - 22:12

Er denne artikel relevant for andre end dem som bor i Silkeborg, sydkredsen? Det er vel kun dem som kan stemme på den valgte kandidat.

Indsendt af August (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 01.07.2025 - 22:33

Interessant. Det virker som om et erfarent folketingsmedlem gør sit bedste for at sikre valg af den bedste kandidat. Og at det synes modkandidaten ikke om·
Tja. Måske er historien så enkel.

Indsendt af Jakob (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 01.07.2025 - 23:40

Det må bestemt være vælgerforeningen i Silkeborg sydkreds der afgør hvem der skal være den næste kandidat At Thomas som nuværende kandidat har sin præference er der ikke noget forkert i. Jeg vil blot bemærke at jeg ikke bryder mig om at der lægges falske lodder i vægtskålen - nemlig de personlige stemmer ved sidste kommunalvalg. Hvis stemmetallene vægtes på baggrund af de to kommuners befolkningstal ser det anderledes ud. Århus befolkning er 7 gange større end Silkeborgs, det vil svare til at Kristensen fik 2842 stemmer mod Mejnertz 2130 stemmer.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.