Kan det alligevel ikke betale sig at arbejde, Corydon?

Regeringen og Bjarne Corydon har med sin nye jobbonus for langtidsledige desværre anerkendt den borgerlige præmis om, at det ikke kan betale sig at arbejde. Det er sket på trods af, at højrefløjen jo ikke har ret i den præmis.
Da Bjarne Corydon for nylig præsenterede det sidste af regeringens mere end 50 vækstinitiativer, bukkede han under for de borgerliges pres i form af en jobbonus til langtidsledige, som kommer i arbejde.

Med ét havde Bjarne Corydon pludselig anerkendt den borgerlige præmis om, at det ikke kan betale sig at arbejde, hvorfor et økonomisk incitament er nødvendigt for at få flere i arbejde.

... det bliver langt nemmere for de borgerlige at spille de arbejdsløse ud imod de lavtlønnede med et budskab om, at vi er nødt til at sænke ydelserne

Det eneste positive er dog, at regeringen ikke har købt præmissen om, at vi skal sænke ydelserne. I stedet satser regeringen på positive incitamenter, men man har for alvor accepteret præmissen om, at de arbejdsløse aktivt fravælger at arbejde, fordi det ikke kan betale sig rent økonomisk.

Med den accept smelter Bjarne Corydon sammen med de borgerlige i debatten om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde eller ej. Regeringen kaster bolden direkte ind på de borgerliges banehalvdel, og det eneste, der adskiller regeringen og de borgerlige er nu kun, hvorvidt det er positive eller negative økonomiske incitamenter, som får de arbejdsløse i arbejde.

Selvom regeringens initiativ kun er et mindre, politisk tiltag, har det værdimæssige indhold en enorm konsekvens for, hvordan vi i fremtiden diskuterer arbejdsløshed.

Hvis der først er en bred accept af de borgerliges præmis, bliver parolen om, at det skal kunne betale sig at arbejde, en langt mere legitim overskrift på et hvert nyt forslag om at genindføre kontanthjælpsloftet, nedsætte dagpengesatsen og skære i kontanthjælpen for børnefamilier.

Den fundamentale udfordring for arbejdsløse er altså ikke manglende incitamenter, men manglen på job

Det betyder, at det bliver langt nemmere for de borgerlige at spille de arbejdsløse ud imod de lavtlønnede med et budskab om, at vi er nødt til at sænke ydelserne for at det for de lavtlønnede bedre skal kunne betale sig at arbejde.

Problemet med dette er, at vi med en sænkning af ydelserne slår hul i bunden af lønningerne, fordi en høj ydelse i dag udgør en sikring mod lave lønninger, og samtidig gør de økonomisk dårligst stillede i vores land fattige.

Bjarne Corydon har altså på mange måder begået et af de største politiske selvmål i lang tid. Særligt fordi de borgerlige jo ikke har ret, når de siger, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at det er de økonomiske incitamenter, som får folk i arbejde.

En ny analyse fra Epinion for FOA viser, at 6 ud af 10 danskere hellere vil være i job med løn, der svarer til dagpenge end blot at sidde derhjemme. Desuden viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at ud af de 17.700 personer, som ikke har umiddelbar gevinst ved at arbejde, er 16.400 rent faktisk i job. Det er kun 300 af dem, som er på kontanthjælp.

Den fundamentale udfordring for arbejdsløse er altså ikke manglende incitamenter, men manglen på job, og det er næsten tragisk, at en socialdemokratisk finansminister ikke anerkender det.

Nilly Taheri (f. 1993) er jurastuderende og kommuneformand for DSU København.

Nilly Taheri er stud.jur. på Københavns Universitet, tidl. formand for DSU København og er pt. bosat i New York.


Kommentarer fra Facebook