Til kamp for den hvide arbejder

Præsident Obama og hans parti er på charmeoffensiv blandt hvide mænd, som i årtier har vendt partiet ryggen. Herhjemme har Socialdemokraterne også udfordringer med samme vælgergruppe. Kan partiet lære af Obama?
I sin State of the Union-tale lagde Obama op til en kamp for at hæve den føderale mindsteløn til 10,25$ i timen. I de enkelte stater følger demokraterne trop for også at hæve lønningerne for de arbejdere, der er omfattet af staternes mindstelønninger (hvilket er 90 % af de lavtlønnede) under sloganet ”Give America a raise” (giv USA en lønforhøjelse).

Der er selvfølgelig noget politisk og socialt fornuftigt i at hæve lønningerne i et land hvor op mod 46 millioner er ”working poor”, middelklassen er skrumpet ind og stigende udgifter til energi, sundhed, fødevarer og uddannelse presser familierne. For eksempel udgør betalingen for et år på offentligt college 116 % af den gennemsnitlige husindtægt for de lavestlønnede amerikanere.

Men der er også en mere strategisk tanke bag. Det handler om ”den hvide mand”. Nærmere betegnet den hvide arbejdervælger, der er faglært eller ufaglært og arbejder med produktion og industri. Blue collar (blå krave), som amerikanerne kalder dem med henvisning til farven på kedeldragten.

Disse vælgere har Demokraterne historisk haft det svært med. Hvis de hvide, mandlige arbejdervælgere havde bestemt, havde USA haft republikanske præsidenter siden Lyndon B. Johnson i 60'erne. I 2012 fik Obama blot 35 % af stemmerne fra de hvide, mandlige arbejdervælgere. Og det til trods for, at han scorede vitale stemmer i Midtvesten på at have reddet bilindustrien. Den høje ledighed, de stigende energipriser og Obamacare fik skylden.

Og til et senatsvalg, hvor overvejende hvide arbejderstater som Virginia, West Virginia og Georgia bliver afgørende for, om Demokraterne kan genvinde Senatet, er de hvide arbejdervælgere igen i fokus. ”More lunchbox, less Starbucks”, fristes man til at sige, med henvisning til amerikanernes svar på latte-segmentet, Starbucks-kunderne.

Den privatansatte hvide mand
Til forveksling ligner Obamas problemer i USA dem, centrum-venstre har herhjemme. Når Socialdemokratiet vinder valg, så er det de offentligt ansatte, pensionisterne og kvinderne, der sætter krydset ved liste A. Det historiske bånd mellem Socialdemokratiet og arbejdervælgerne er brudt.

Både Venstre og Dansk Folkeparti er større end Socialdemokratiet blandt arbejderne, og kun 30-35 % af arbejdervælgerne støtter regeringen, SF eller Enhedslisten. Og selvom kampen for mindsteløn ikke direkte kan overføres til Danmark, hvor den danske model huserer, kan Socialdemokraterne måske alligevel lære noget af Obamas strategi på den anden side af Atlanten: At det handler om løn. Om at genfinde alliancen med fagbevægelsen, bekæmpe social dumping og sikre lønfremgang.

Strategien for Socialdemokratiet må være at blive det tryghedsskabende parti for de lønmodtagere, der nu frygter morgendagen. At være garanten for dagpenge og for investeringer i produktionsapparatet, så lønnen kan opretholdes. At vi sætter gang i en omfattende gang efteruddannelse, så de danske arbejdere kan få bedre betalte job som faglærte. At SMS'en til tillidsmanden på SAS ikke indeholder en opfordring til lønnedgang, men en entydig opbakning fra det gamle arbejderparti.

Genvalgssøgende socialdemokrater  burde kraftigt overveje, om ikke Virginia, Georgia og West Virginia nemt kunne oversættes til Hvidovre, Tårnby og Nykøbing Falster.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook