Kan vores unge konkurrere med en inder til 15.000 kroner?

Vores unge kommer aldrig nogensinde til at kunne konkurrere med en underbetalt arbejdskraftreserve fra Asien, som får lønnen udbetalt på udenlandske bankkonti.
Foto: Colourbox
I den kommende folketingsperiode skal min datter vælge uddannelsesretning efter grundskolen. Hvad hun bestemmer sig for, ved jeg ikke.

Mere end hver fjerde unge i Vendsyssel og Nordjylland vælger en erhvervsuddannelse

En del af hendes kammerater vil givet vælge en erhvervsuddannelse, for det gør mere end hver fjerde ung i Vendsyssel og Nordjylland. Det gjorde jeg selv i sin tid. Det var stort at få en læreplads og gav en god ballast til videre arbejdsliv. En del unge nordjyder vælger også et arbejdsliv som specialarbejdere, hvilket er logisk, da vi er en væsentlig del af Produktionsdanmark heroppe.

Porten for underbetalt arbejdskraft og fiksfakserier slås på vid gab

Men jeg er meget bekymret på hende og jævnaldrendes vegne. Den sorte sky i den politiske horisont kaldes L151, altså lovforslag om ændring af udlændingeloven. Lovforslaget omhandlede beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft. Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Radikale Venstre prøvede, heldigvis forgæves, at finde et flertal for deres lovforslag, som er sminket løndumping. Disse blå partier ønskede en beløbsgrænse på 350.000 kr. Dette beløb lægger sig ind i det løninterval mellem 330.000 kr. og 418.000 kr., som knap 400.000 danskere tjener årligt.

Men Djævlen ligger som bekendt i detaljen. I lovforslaget stod ”Løn udbetalt i form af f.eks. kost, logi, diæter mv. vil indgå ved beregningen … normalt vil mere end halvdelen af lønnen skulle udgøres af udbetalt løn.”

Knap halvdelen af månedslønnen kan altså udgøres af kost, logi mv. Det vil åbne en endnu større port for underbetalt arbejdskraft og fiksfakserier. Det er ubegribeligt, at partier kan føre sådan en politik i en tid, hvor menneskehandel med filippinske chauffører i Danmark blev afdækket. I min kommune i Vendsyssel har vi for mange unge uden læreplads eller arbejde.

Kæmpe problemer med løndumping over hele landet

De kommende år vil vi i kommunen investere et tocifret millionbeløb i en Ungestrategi, der skal hjælpe endnu flere af dem ind på vores lokale arbejdsmarked. Det absolut sidste vores unge og øvrige arbejdsstyrke har brug for, er et kæmpe, usolidarisk benspænd fra lovgivere uden føling med det praktiske arbejdsmarked, som er søjlen i vores lokale erhvervsstruktur i Vendsyssel.

Der er i forvejen kæmpe problemer med løndumping i Danmark

Der er i forvejen kæmpe problemer med løndumping i Danmark. Det koster danskere jobbet, og det er med al sandsynlighed en del af årsagen til, at 10.000 unge står uden en læreplads og ikke har del i opsvinget.

Gift for Nordjyllands unge

Men hvad sker der efter et valg, hvis ovennævnte partier får magt, som de har agt? Deres ønske om arbejdskraft fra Indien, Kina og Malaysia til 13-15.000 kr. i reel løn, er ren gift for os her i Nordjylland, hvor mange er faglærte eller specialarbejdere, og hvor mange af vores unge mangler en vej ind på arbejdsmarkedet.

De kommer aldrig nogensinde til at kunne konkurrere med en underbetalt og umådelig stor arbejdskraftreserve fra Asien og andre steder, som oveni købet kan få udbetalt deres løn på en udenlandsk bankkonto, hvilket gør skattekontrol mv. endnu vanskeligere.

Det bliver et afgørende folketingsvalg for de unge, de faglærte og specialarbejderne

Det bliver et afgørende folketingsvalg for de unge, de faglærte og specialarbejderne, der skal tænke sig godt om, da der er al mulig grund til at frygte, at et forstærket blåt flertal med radikal opbakning vil genfremsætte deres angreb på de unges erhvervschancer og faglærte lønmodtagere.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Hjørring Kommune


Kommentarer fra Facebook