Om få uger klækker årets første studenter ud. Tre års slid og slæb veksles til studenterhuer, -gilder, fest og farver. Dermed er denne tid også karaktersystemets højsæson: Pressen bringer den ene historie efter den anden om superstudenter og 12-tals-piger. Og det er sådan set fint nok.

Men når pressen bringer disse historier, promoverer de samtidig en nul-fejlskultur, hvor kun det bedste er godt nok. I præstationssamfundet er det ikke længere godt nok at være god til noget: Nu skal man helst være bedst til det hele.

På tide med et eftersyn
Karakterpresset i gymnasiet er efterhånden så omfattende, at studerende kæmper med stress, pres og angst. Karakterkulturen har i visse tilfælde reduceret gymnasiet til en intern karakterkonkurrence mellem klassekammerater.

Det almene gymnasiums traditionelle fokus på åndelig dannelse, kulturforståelse og menneskelige kompetencer er efterhånden blevet erstattet af en nulfejlskultur.

Jeg tror ikke på, at karaktersystemet er den eneste faktor i den stressepidemi, der tydeligvis præger ungdommen. Det er klart, at eksempelvis forventningspres og sociale medier spiller væsentlige roller i denne sag. Men jeg mener alligevel, at vi skal se vores karaktersystem efter i sømmene for at løse nogle af de mest åbenlyse problemer:

For det første: Mængden af karakterer. Andelen af karakterer er simpelthen for højt. I forbindelse med dette indlæg talte jeg alle karakterer, jeg har modtaget i min gymnasietid, op. Summen var omtrent 300. 300 gange, hvor mine klassekammerater og jeg er blevet vejet, vurderet og bedømt med et simpelt tal på syvtrinsskalaen.

Antallet af karaktergivelser er - kombineret med et stigende antal tests og prøver - den væsentligste faktor bag præstationskulturen i uddannelsessystemet. Allerede i 2. klasse - som 8-årige - bliver eleverne mødt af den første nationale test. Og derfra fortsætter antallet blot med at stige.

Jeg er ikke modstander af prøver og karakterer: Men jeg appellerer til, at vi sænker antallet af karakterer kraftigt i folkeskolen og gymnasiet for at afmontere bare en del af presset.

For det andet: Karaktererne vægtes skævt. Når tusindvis af gymnasieelever om lidt får beregnet deres studentergennemsnit, bliver det hugget i granit og bøjet i neon. Det kan ikke ændres.

I princippet tæller alle fag, man har haft i sin gymnasietid, med i gennemsnittet. - Uanset hvilken uddannelse, man søger ind på. Det betyder potentielt, at en elev kan afskæres fra medicinstudiet på grund en dårlig karakter i billedkunst. Eller at vores samfund går glip af en dygtig psykolog på grund af en dumpekarakter i oldtidskundskab.

Sådan skal det selvfølgelig ikke være: Det er på tide, at studentersnittet gøres fleksibelt, sådan at det kun er de fag, der er relevante for en pågældende videregående uddannelse, der medregnes. På denne måde kan for eksempel idræt, biologi, fysik, kemi og matematik tælle med, hvis man søger ind på medicinstudiet - og altså ikke oldtidskundskab, religion, historie og fransk.

Det var altså to konkrete forslag til ændringer. De løser selvfølgelig ikke hele problemet - Men det er på tide, at vi tager stressepidemien alvorligt. Ellers risikerer vi at tabe tusindvis af unge på gulvet til stress, pres og psykisk sårbarhed.

Mads Hvidbjerg Kristensen er formand for DSU i Sydjylland.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.