Karen Hækkerup: Vælg mellem familie eller rockervenner

Justitsminister Karen Hækkerup skruer bissen på over for rockerne: I kan kun blive prøveløsladt, hvis I holder jer væk fra jeres rockervenner.
"Accepterer han vilkårene, kan han være en del af familiens liv i stedet for at få besøg en gang om måneden af kone og børn. Men prisen er, at de ikke må hænge ud med deres venner. Jeg kan ikke vælge for dem. Hvis en rocker vil tage et år ekstra, fordi han ikke vil ud på vilkårene, må han jo gøre det,” siger justitsminister Karen Hækkerup i dag til BT.

Sammen med regeringen har Karen Hækkerup fremsat et lovforslag, der går ud på, at rockere ikke må være sammen med andre klubmedlemmer, hvis de bliver prøveløsladt efter at have afsonet to tredjedele af dommen, som er normal praksis. Desuden har justitsministeren lagt op til, at der skal gøres brug af dobbeltstraf i langt flere sager.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen er dog ikke tilfreds. Stod det til ham skulle rockere slet ikke prøveløslades. Men der skal være en gulerod, siger Socialdemokraternes retsordfører Trine Bramsen til Netavisen Pio:

”Vi har i hele arbejdet med regeringens rocker- og bandepakke lyttet til de professionelle, og det er deres forslag, vi tager udgangspunkt i. Stramninger og dobbeltstraf er en del af det, men vi ved fra både politi og Kriminalforsorgen, at der også skal være et lys for enden af tunnelen, og der betyder børn og familie meget.”

Straf kan ikke stå alene
Den skærpede indsats mod organiseret kriminalitet er en del af regeringsgrundlaget. Men også Kriminalforsorgens muligheder for at forebygge tilbagefald i ny kriminalitet er en del af grundlaget. Og lige præcis bedre forebyggelse og ikke mindst en forbedret exitstrategi er essentielt, hvis man vil komme bandekriminaliteten til livs, mener Trine Bramsen:

”Straf kan aldrig stå alene. Målet med hele vores retssystem er at få folk ud af kriminalitet, ikke fastholde dem i kriminalitet, og derfor er vi nødt til at skabe nogle incitamenter.”

En del af regeringens skærpede indsats handler også om at forbedre samarbejdet mellem kommuner, politi og Kriminalforsorgen. Men der skal også være mulighed for at yde økonomisk bistand til selv helt praktiske udfordringer:

”Vi ved, at et af de største problemer for dem, som ønsker at forlade bandemiljøet, det er at få fjernet deres tatoveringer. Det er dyrt, men det er en vigtig del af det at komme ud, og derfor yder vi blandt andet økonomisk bistand til kommunerne, så de kan hjælpe deres borgere med at få en god start.”

Fald ned, borgerlige
Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup er nu heller ikke begejstret for forslaget. Det er for tyndt, siger han til Jyllands-Posten og ønsker ligesom Karsten Lauritzen hårdere straffe. Til det siger Trine Bramsen:

”Det er vel den mest mærkbare forskel på de borgerlige og vores tilgang til retspolitik. De borgerlige ønsker kun straf og mere af det. Det virker næsten som om, at hvis vi foreslår dobbeltstraf, så siger de firedobbelt straf. Bare for at byde over.”

Hun håber dog, at de borgerlige falder ned hen over påsken og stemmer for forslaget:

”Vi har også fokus på skærpet straf i forslaget, men som jeg sagde tidligere, så kan straf ikke stå alene. Og jeg håber, at de borgerlig vil stemme for, så vi kan få rockere og bandemedlemmer ud af vores gader og ud af miljøet.”

Lovforslaget skal til 2. behandling den 22. april og forventes vedtaget den 24. april.


Kommentarer fra Facebook