Valget af Emmanuel Macron som præsident har mindet os om, hvor elitært et samfund Frankrig er. Macron er symbolet på et succesfuldt menneske, der har cirkuleret i toppen af det franske system: Fra universitet, til embedsværket til bankverdenen.

Han har siddet kort tid på hver post, men præcis længe nok til at danne sig et potent netværk blandt Frankrigs absolutte magtelite, som i sidste ende har ført ham til præsidentpaladset.

Der er markante forskelle på det danske og det franske system, men noget tyder på, at vi i Danmark bevæger os i retning af en mere ’fransk model:’ Det politiske styre bliver en professionel arena, som optages af en elite, der skifter imellem topposter i det politiske system og i det private erhvervsliv.

Det er farligt, fordi det kan skabe mistillid og politikerlede.

Det mener forsker i magtnetværk Christoph Houman Ellersgaard, adjunkt i sociologi på CBS, som Netavisen Pio har inviteret til at reflektere over ligheder og forskelle imellem den politiske elite i Danmark og i Frankrig.

At liste fra det offentlige til det private
Der findes et fransk ord for at skifte mellem poster i den offentlige og den private sektor: ’Pantouflage,’ som betyder noget i retningen af ’hjemmetøfleri’ - eller at bevæge sig lige så lydløst fra en post i det offentlige til det private, som skiftede man kontor i hjemmesko.

”Det er særdeles udbredt i Frankrig, blandt andet fordi mange af de store virksomheder har ekstremt tætte bånd til staten. Derfor giver det meget mening at ansætte kandidater på kryds og tværs. Det er Macron et godt eksempel på, han gik fra en stilling i embedsværket til en stilling i investeringsbanken Rotschild og så tilbage til politikken.”

Men meget tyder på, at der er noget helt galt i fransk politik. Ifølge en meningsmåling foretaget af Transparency International vurderer hele 77 procent af den franske befolkning, at de folkevalgte politikere er korrupte.

I Danmark er der ikke en udbredt opfattelse af, at politikerne er direkte korrupte, men seks ud af ti danskere erklærede i en analyse fra 2015, at de havde meget lille eller ret lille tillid til politikere i al almindelighed. Og tilliden til politikerne er generelt faldet stødt siden starten af 00erne.

At tjene, eller betjene sig af, staten
’Hjemmetøfleri’ bliver tilsyneladende også mere normalt i Danmark, fortæller Christoph Houman Ellersgaard: Det skyldes til dels, at der er sket en ’professionalisering’ af det offentlige system, som har taget fart siden 90erne, da New Public Management-principperne blev indført.

”Man har fokuseret meget på at udvikle folks lederkompetencer og toppen af staten er i højere grad blevet et reelt karriereprojekt, hvor man har opnået kompetencer, som også er efterspurgte i det private erhvervsliv. Det har givet topledelsen i det offentlige langt bedre karrieremuligheder.”

Men det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om mere anvendelige kompetencer, det drejer sig også om en ny holdning til, hvad der er socialt acceptabelt at gøre:

”Der er sket en holdningsændring i Danmark. Staten var tidligere noget man tjente, i dag er den ofte noget man betjener sig af, som en del af ens personlige karrierevej. Vi skal huske, at det er mennesker, det drejer sig om. Det er selvfølgelig lettere at foretage springet, hvis ens omgangskreds og tidligere kollegaer vil bakke op om det.”

Tendensen til professionalisering afspejles også i det faktum, at stadigt flere akademikere indtager pladserne i Folketinget. I 2001 var 42 procent af folketingsmedlemmerne akademikere, i 2015 var det steget til 56 procent. Der skete i samme periode et fald i andelen af faglærte og ufaglærte fra 28 til 18 procent.

Grafik: Mandag Morgen

Interessesammenblanding
Problemet med ’hjemmetøfleriet’ er ifølge Christoph Houman Ellersgaard, at de embedsfolk og politikere, som skal varetage borgernes interesser, i visse tilfælde i stedet betjener sig af staten til at opbygge det rette netværk for at forbedre egne fremtidige jobmuligheder.

”Vi kan tage salget af DONG som et eksempel. Vi ved ikke præcist, hvad der skete, og hvilke tanker der lå bag salget. Men alene det, at borgerne begynder at mistænke politikerne for at have handlet med henblik på at få gode relationer til erhvervslivet er ekstremt problematisk, fordi det undergraver borgernes tillid til systemet.”

Grobund for højrenationalistiske bevægelser
Professionaliseringen af politikken, kombineret med stigende ulighed i befolkningen, betyder, at politikerne adskiller sig mere og mere fra resten af befolkningen, hvormed de får stadigt sværere ved at forstå borgernes bekymringer.

Det skaber utilfredshed med det politiske system, mener Christoph Houman Ellersgaard, som vurderer, at tendensen kan skabe grobund for højrenationalistiske bevægelser, som vi har set med Marine Le Pen, der fik mere end 21 procent af stemmerne til præsidentvalgets første runde.

”Macrons politiske program gør bestemt, at det ikke er eliten, der kommer til at betale regningen for arbejdsmarkedsreformen. Derfor kunne jeg godt forestille mig, at der kommer stor social urolighed på grund af Macron.”

”Det kan føre til, at Le Pen får yderligere vind i sejlene – men hvem ved, det kunne også resultere i en mere effektiv mobilisering på venstrefløjen,” siger Christoph Houman Ellersgaard.

 

Christoph Houman Ellersgaard er blandt andet medforfatter til bøgerne ’Magteliten’ fra 2015 og ’Magtens Atlas’ fra 2016, hvori den danske elite kortlægges.