Katastrofer, hærværk og pludselig død

Ulrik Gräs er født i Vejle. Der voksede han op, og man fristes til spørge om han nogensinde er flyttet fra den by.

Den bliver ved med at fodre ham med fortællinger om liv og død. Den seneste bog ’HavHav’ foregår således i Vejle i sidste del af 1960’erne.

Den lokale avis er udsigtspunktet, hvilket giver en eminent mulighed for at skildre livet hos store såvel som små. For der var begge dele i Vejle.

Det var en by, der var præget af dybe skel mellem en overklasse og en arbejderklasse, hvilket medførte, at hverdagslivet var underlagt snærende sociale konventioner, og ungdommens liv blev præget af magtesløse oprør, der kunne give sig udtryk i druk, hærværk og til tider død for egen hånd.

I den aktuelle roman går denne Kent igen

Ulrik Gräs er fascineret af selvmordet. For et par år siden udgav han en novellesamling om selvmord. En af novellerne handler om en ung mand ved navn Kent, der skød sig selv.

I den aktuelle roman går denne Kent igen. Det er så konkret, at nogle af teksterne fra novellesamlingen er at finde i romanen.

En ultimativ handling

Hvad selvmord angår er det en ultimativ handling, der ikke blot udløser sorg, chok og vrede, men det opleves også ofte som en anklage mod de efterladte.

Har vi svigtet, og hvorfor skete det i det hele taget? 

Dette hvorfor er ikke let at slippe af med, for selvmord handler ikke blot om døden, men det stiller også det grundlæggende eksistentielle spørgsmål om, hvorvidt livet er værd at leve.

Hvad Kent angår, var der en desperation i ham. Han var vred på tilværelsen, og han udfordrede den med hærværk, dødsforagt og destruktive tiltag.

Han var fanget i sit had, hvilket medførte, at han mistede evnen til at elske

Hans vrede skyldtes forholdene i hans hjem. Hans mor var en viljesvag, hjemmegående husmor, og hans far var sjakbajs på havnen. En autoritær mand, der var ude af stand til at give udtryk for følelser.

Kent hadede ham, og han overførte dette had til alle former for blind autoritet, som han stødte på, herunder byens borgerskab og den medløbende redaktør på lokalavisen, men Kent magtede ikke tilgivelse, og prisen var høj.

Han var fanget i sit had, hvilket medførte, at han mistede evnen til at elske. Et sted citeres han for at sige, at han var ”træt af kærlighed. Enten mærker man intet, eller også gør det ondt.” 

Det er denne mangel, der fører til hans undergang.

Lidt påklistret

Vi får også at vide, at Kent blev lærer og gik ind for reformpædagogik. Det forbliver ved en konstatering, men det virker lidt påklistret.

Reformpædagogik bygger på en respektfuld relation mellem lærer og elev. Det er liv.

Det er det modsatte af stivnet had og døden i alle dens former, men det ved forfatteren tydeligvis ikke noget om.   

Den er rig på smukke, sansede billeder fra livet i byen, ved havnen, ved fjorden og til søs

Bogen er i øvrigt skrevet i et overstadigt sprog. Det er måske lidt overfyldt hist og her, men det er nu engang forfatterens stil.

Den er rig på smukke, sansede billeder fra livet i byen, ved havnen, ved fjorden og til søs, som for eksempel denne passage om at sejle over Atlanten en nat, hvor ”havet sov tungt og dybt under en blank vandskorpe der faldt lydløst til hver sin side. Sirligt klippet op af forstavnens blanke saks i måneskin.” 

Eller om elskov, hvor de elskende ”gik under i hinandens blik og sank til bunds i vores lille undervandsbåd af kærlighed.” 

Den slags livgivende passager er der mange af i denne bog om død og forgængelighed.

Ulrik Gräs: ’HavHav’. 199 sider.  Forlaget Læselyst. Udkommer i dag.