Zayt Gezunt fortæller i sit nye afsnit om Arne Melchior, politikeren fra Centrum-Demokraterne (CD) der gennem en menneskealder formåede at kombinere et bredt politisk engagement med en jødisk identitet og praksis.

Det gjorde ham kendt og afholdt i store dele af befolkningen.

Mindre kendt er det, at han havde en baggrund i arbejderbevægelsen.

En jødisk opvækst

Arne Melchior blev født ind i en familie med dybe rødder i det danske jødiske samfund.

Hans far, Marcus Melchior, var rabbiner og spillede en afgørende rolle under besættelsen, særligt i forbindelse med de danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943.

Arne Melchiors egne oplevelser under Anden Verdenskrig satte tydelige præg på hans liv og senere politiske virke.

Han og hans familie flygtede til Sverige, hvor de oplevede både solidaritet og den barske realitet af at være flygtninge. Arne Melchior blev medlem af Den Danske Brigade og var i tiden efter befrielsen i forlægning i Hjørring.

Denne baggrund skabte hos Melchior en dyb forståelse for minoriteters vilkår og en kompromisløs kamp for menneskerettigheder.

Han havde en særlig evne til at navigere mellem sin jødiske arv og en politisk dagsorden, der ofte satte fokus på brede samfundsproblemer.

Mr. Jardex

Men det lå ikke i kortene, at Arne Melchior skulle blive politiker.

Han var optaget af reklame og marketing og havde en lang succesfuld erhvervskarriere.

Ikke mindst blev han et kendt ansigt som salgsdirektør for Brødrene Jardorffs butikker og konfektionsfabrik, som han fik re-brandet som Jardex.

Han fandt også på figuren Mr. Jardex og sloganet “Bravo, Mr. Jardex”.

Begge dele var så effektfulde, at han i offentligheden i mange år selv var kendt som Mr. Jardex.

I begyndelsen af 1970’erne blev han imidlertid direktør for A-pressen, hovedorgan var dagbladet Aktuelt. Det var en overraskelse for mange, men faktisk havde Arne Melchior i mange år været socialdemokrat.

Nyt parti

Direktørposten for A-pressen kom dog ikke til at være af lang varighed, og også medlemskabet af Socialdemokratiet nærmede sig sin afslutning.

Melchior ønskede at iværksætte en række drastiske tiltag i den kronisk kriseramte A-presse, hvilket blev afvist af A-pressens ejere, fagbevægelsen.

Det betød enden på Arne Melchiors tid som direktør.

Kort efter stiftede den socialdemokratiske veteran Erhard Jacobsen Centrum-Demokraterne, et parti som skulle repræsentere en traditionel socialdemokratisk midterkurs, og som var skabt som en reaktion på hvad der blev opfattet som Socialdemokratiets venstredrejning under Anker Jørgensen.

Arne Melchior meldte sig ind.

26 år i Folketinget

Til sin egen overraskelse blev Arne Melchior valgt ind ved folketingsvalget i 1973.

Han forblev, med en kort afbrydelse 1975-77, medlem af Folketinget frem til 2001.

Det politiske engagement voksede, og Arne Melchior bestred et væld af tillidsposter for CD’s folketingsgruppe.

I to omgange var han også minister, trafikminister i Poul Schlüters tid som statsminister og kommunikationsminister i Poul Nyrup Rasmussens tid.

I hele sin politiske formidling gjorde Arne Melchior det klart, at hans personlige baggrund var ortodoks jødisk - og at netop den baggrund bevirkede, at han følte en pligt til at være rummelig og tolerant overfor andres baggrund og synspunkter.

Arne Melchior fik også et langt liv efter politik, og døde som knap 92-årig i 2016.

Han var aktiv i den offentlige debat til det sidste, og var en meget populær foredragsholder.

På hans gravsten er indskrevet, typisk og efter eget valg: “Kedeligt var det nu ikke”.