I mange årtier var keynesianisme stærkt forbundet med den politik, som især socialdemokratiske regeringer førte. Men John Maynard Keynes’  forhold til socialdemokratisme er kompleks. For mens Keynes var arkitekten bag centrale elementer i den socialdemokratisk politik – såsom fuld beskæftigelse og økonomisk stimuli – abonnerede han ikke på andre vigtige socialdemokratiske mål, eksempelvis den massive udbygning af velfærdsstaten, som fandt sted i efterkrigstiden.

Hvor det tidligere var nødvendigt at reducere effekten af konjunkturtilbageslag, er det i dag nødvendigt at reducere effekten af finansiel spekulation.

I Keynes’ hovedværk, The General Theory of Employment, Interest and Money, opsummerer Keynes de stærke og svage sider ved det kapitalistiske system, som han ser det. På positivsiden giver kapitalismen det bedste værn for den individuel frihed. Men på den anden side så kan uregulerede markedskræfter ikke indfri to andre centrale mål for samfundet, nemlig fuld beskæftigelse og økonomisk lighed:
”The outstanding faults of the economic society in which we live are its failure to provide for full employment and its arbitrary and inequitable distribution of wealth and incomes.”
Med denne sætning antyder Keynes, at staten skal spille en aktiv rolle i sikre fuld beskæftigelse og økonomisk lighed. Keynes havde ikke blot de samme mål som socialdemokraterne, men var også med til at forny socialdemokratisk politik.

Indtil The General Theory blev offentliggjort i 1936, havde socialdemokraterne det svært ved at få grejet ud hvordan man kunne opnå fuld beskæftigelse. Deres politik var rettet mod at fratage kapitalejerne ejerskabet af produktionsmidlerne, uden at have en klar politik for, hvordan dette ville skabe fuld beskæftigelse.

Men bortset fra det politisk umulige i at nationalisere økonomien som helhed på fredelig vis, led denne politiske fremgangsmåde under den fatale fejl, at ignorere den rolle, som den samlede efterspørgsel spiller. Keynes viste med sine nye teorier, at den væsentligste årsag til arbejdsløshed, var de svingende udsigter til private investeringer i en usikker verden. Næsten al arbejdsløshed i en konjunkturnedgang var resultatet af den manglende investeringsefterspørgsel.

Denne nye teori var hovedelementet i socialdemokratisk økonomisk politik de næste 50 år frem.

I dag er idéen om fuld beskæftigelse og lighed fortsat kernen i ethvert socialdemokrati. Men den politiske kamp skal føres i ny slagmark. Hvor den forrige kamp var mellem staten og ejerne af produktionsmidlerne, er den nu mellem staten og den finansielle sektor. Hvor det tidligere var nødvendigt at reducere effekten af konjunkturtilbageslag, er det i dag nødvendigt at reducere effekten af finansiel spekulation. Derfor er der behov for nye tiltag som at regulere derivatmarkedet eller forbyde short selling, som den britiske regering bl.a. har gjort i kølvandet på finanskrisen.

Hvor vi på den ene side har brug for markedet til at begrænse statens tåbeligheder, har vi på den anden side brug for staten til at stoppe markederne fra at opføre sig tåbeligt. I dag betyder det at hindre de finansielle markeder i at opføre sig selvdestruktivt og mindske deres magt.

Dette kræver på ny en aktivistisk stat, men - som Keynes ville have anført – så skal statslig involvering på de finansielle markeder baseres på, hvad der er bedst for økonomien som helhed, og ikke en bestemt politisk ideologi.

Statslig intervention skal bygge bro, hvor den private sektor ikke med rimelighed kan forventes at gøre på egen hånd. Den nuværende krise har vist med al tydelighed, at de private markeder er ude af stand til at regulere sig selv.

Keynes vigtigste bidrag til socialdemokraterne ligger i hans insisteren på, at staten som ultimativ beskytter for borgerne har pligt til at supplere og regulere markedskræfterne. Hvor vi på den ene side har brug for markedet til at begrænse statens tåbeligheder, har vi på den anden side brug for staten til at stoppe markederne fra at opføre sig tåbeligt.

I dag betyder det at hindre de finansielle markeder i at opføre sig selvdestruktivt og mindske deres magt.